”Kvajekvotepræster”. Sådan kalder sognepræst Kristian Østergaard den 25. september i klummen ”Ugens debat” i Kristeligt Dagblad os præster, der, ligesom en meget stor del af den danske befolkning, lader os bevæge af mennesker, der flygter fra krig og nød i verden.
Det er mange millimeter spalteplads, der i ugens løb er blevet benyttet af godt en håndfuld præster, der igen og igen missionerer for budskabet om, hvad kristen næstekærlighed ikke er. Senest udfoldede sognepræst Jens Brun sig i avisen den 5. oktober.
Ord som selvgodhed, klam selvfrelse, kristendomsforfalskning, ja, endog forræderisk og landsskadelig virksomhed bliver blandt mange disse kvajekvotepræster til del.
Der er, ifølge denne meget eksponerede lille håndfuld præster og deres disciple, ingen tvivl om, at Jesus og Luther og selveste Gud ikke kan døje den slags mennesker og deres ukristelige ”gode” handlinger.
Jeg indrømmer gerne, at det kunne tænkes, at en af de selvgode bevægede bidragydere, helt ubegrundet naturligvis, efter at have doneret lidt af sit overskud af penge eller tid eller medfølelse, kunne have en lidt lettere gang hen over jorden.
Jeg indrømmer også, at det kunne tænkes, at nogle af de store virksomheder sponsorerer godhed for lidt reklames skyld, men jeg vil så hævde, at selv de gode midler er godt givet ud.
Jeg vil også hævde, at det er muligt, at nogle af disse bevægede bidragydere, der yder lidt til de nødstedte fremmede, kunne tænkes at have kysset kæresten på kinden og fodret børnene, så også de nære var blevet tilgodeset.
Jeg vil desuden hævde, at det kunne tænkes, at levitten og præsten i den velkendte beretning om den bevægede bidragydende samaritaner i den velkendte Jesus-beretning, havde en lidt dårlig smag i munden, da de overså og gik videre.
Jeg vil ikke afvise, at de tænkte: ”Det er ikke en af vore, og måske er han selv skyld i sin ulykke.” Men det, som disse to måske tænker eller føler, interesserer ikke Jesus en døjt.
Det kunne måske også tænkes, at den barmhjertige samaritaner, efter at have ladet sig bevæge af den fremmede nødstedte og efter at have hjulpet ham, gik lidt lettere derfra. Men heller ikke dette interesserer tilsyneladende Jesus.
Nej, det eneste, der interesserer Jesus, er i virkeligheden den fremmede nødstedte, og derfor spørger han ikke, hvad mange tror, hvem der var samaritanerens næste, men han spørger: ”Hvem er den mands næste, der faldt blandt røvere?”.
Det nye og epokegørende i lignelsen er, at det er den fremmede, den nødstedte, flygtningen, der definerer, hvem der er næste næste. Det er den, der viser barmhjertighed og lader sig bevæge af det nødstedte menneske her og der og alle vegne.
Selvfølgelig skal man også kysse på sin kæreste og fodre sine børn, men ”hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad særligt gør I så?”. Sådan spørger Jesus, så lyt til den fremmede og nødstedte, der har brug for din hjælp. Om du så føler dig god eller selvgod eller tossegod eller kvajer dig, er ligegyldigt i Jesu øjne.
Han ser alene til den nødstedte og lader ham definere næsten. Så lad bare folk se dine gode gerninger, så de kan takke Gud for dig.
Knud Erik Holck Lægsgaard, pastor emeritus, Havndalvej 17, Mariager