Stå sammen i kampen mod IS

Det er godt, at Vesten og Rusland lægger strid til side efter terror

Kerrin Linde, udenlandsredaktør på Kristeligt Dagblad.
Kerrin Linde, udenlandsredaktør på Kristeligt Dagblad.

Blodige terrorangreb udløser altid en modreaktion. Som den tyske Mellemøst-korrespondent Christoph Reuter påpegede i et interview i gårsdagens avis, så var al-Qaeda fordrevet fra Afghanistan få uger efter, at terrornetværket havde rystet verden den 11. september 2001.

Samme skæbne kommer næppe til at overgå Islamisk Stat, selv om Frankrigs præsident, Franois Hollande, efter det tragiske terrorangreb i Paris hverken har tøvet med at erklære IS krig eller sende franske kampfly på vingerne for at bombe IS-stillinger i Syrien.

For at eliminere det selvudråbte, brutale kalifat i dele af Syrien og Irak er der brug for en langt mere slagkraftig alliance end den, som siden sidste sommer har prøvet at inddæmme islamisterne med spredte luftbombardementer. Det ser Hollande ud til at have erkendt efter to islamistiske terrorangreb på fransk jord på mindre end et år. I går aftalte han og den russiske præsident, Vladimir Putin, at koordinere de franske og russiske angreb på Islamisk Stat i Syrien, fordi det er nødvendigt at ”samarbejde som allierede”, som det ifølge Kreml i en sjælden hørt retorik blev udtrykt af Putin over telefonen til Paris.

Erfaringen fra blandt andet Ukraine viser os, at det er godt at være på vagt, hvad angår Putins motiver. Men præsidentens pludselige velvilje til at samarbejde med et Nato-land som Frankrig kan kun hilses velkommen.

Hidtil har Rusland primært bombet moderate oprørsstillinger i Syrien for at bistå sin allierede i Damaskus, Bashar al-Assad. Men i går sendte russerne krydsermissiler mod IS-mål i Aleppo og Ildib efter at have fastslået, at der også var tale om terror, da et russisk passagerfly styrtede ned på Sinai-halvøen for snart tre uger siden.

Med sin pludselige nøglerolle i kampen mod IS er den russiske præsident inde i varmen igen hos de vestlige ledere, der sidste år med rette indførte sanktioner mod Rusland. Billederne af Putin og den amerikanske præsident, Barack Obama, der i dyb koncentration stikker hovederne sammen ved denne uges G20-topmøde i Tyrkiet, ville for et år siden endnu have været utænkelige.

Den store knast i Syrien-spørgsmålet er fortsat, hvad der skal ske med Assad. Rusland og Iran holder fast i despoten, der har forvoldt så store lidelser for sit folk, og som selv har været med til at fremme IS ved at løslade jihadister fra sine fængsler. Vesten vil af med den syriske præsident, men de internationale interventioner i Irak og Libyen minder os også om, at det kan ende i et langt større kaos, når en diktator væltes på den måde. Der findes ingen nemme løsninger på konflikten i Syrien. Det vigtigste lige nu må være at stå sammen om at bekæmpe Islamisk Stat.