Islands vejr er endnu mere mellemfornøjet end det danske; selv i februar er mørket altopslugende fra sidst på eftermiddagen, og priserne? Priserne er næsten på højde med breddegraden.
Alligevel var det engelsksprogede magasin The Reykjavik Grapevine i efteråret tæt på at erklære begrebet ”lavsæson” for uddødt i Island. Reykjavik er på størrelse med Esbjerg, men byen har i de seneste par år oplevet en turiststrøm, der er store metropoler værdig.
I 2016 havde Island 338.450 indbyggere – og 1,8 millioner turister. Selv i vinterhalvåret afgår minibusser om morgenen fra hovedstaden mod gejsere, vandfald og vulkankratere, og om aftenen er turisterne på jagt efter nordlysets farver.
Turistrevolutionen er ikke noget særskilt islandsk fænomen. Det er en udvikling, der går fra Costa Rica i vest til Indonesien i øst.
Det er en udvikling, der kan måles i millioner af passagersæder. I dag er SAS måske en virksomhed, mange forbinder med kriseøkonomi, men det er også et flyselskab, der sidste år slog passager- rekord – samtidig med at dets største konkurrent, Norwegian, gjorde det samme.
Det er en udvikling, der kan måles i hundreder af millioner kinesere. Den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs forudså i 2015, at verden 10 år fremme i tiden ville have 220 millioner kinesiske udlandsturister mod 120 millioner i 2015.
Det er en udvikling, der kan måles i dollars, nærmere 1,4 billioner af slagsen. Det var nemlig de samlede indtægter, som international turisme ifølge Verdensbanken genererede i 2014.
Og det er en udvikling, der har ændret Island fundamentalt, mener Paul Fontaine. Han er nyhedsredaktør på Reykjavik Grapevine og flyttede fra USA til Island i 1999, dengang der ”definitivt var en lavsæson”, som han siger. Han lejede sig ind i et gæstehus, det var slut-september, og der var tre andre gæster.
”Den ene var en dansk mand, en tekstilimportør, og så to belgiske gutter. Mange anså det for mærkeligt, at nogen som helst ville besøge det her land i lavsæsonen. Du kunne gå ud og se nordlys alle steder. At nogen ville organisere en tur bare for at se nordlys ville være grinagtigt. Nu er det en stor del af turistindustrien. Da jeg besøgte landet første gang i 1988, var Den Blå Lagune noget af det første, islændingene ville vise mig. Dengang var det bogstavelig talt et lille skur ved siden af Den Blå Lagune. Du kom ind, og der var en skranke, en ismaskine og et omklædningsrum. Det var ikke i nærheden af den enorme spa-oplevelse, det er i dag, og som du skal booke flere dage i forvejen.”
Islændingene, siger han, kommer ikke længere i det geotermiske friluftsbad.
”Du godeste, nej.”
Til gengæld har de en af OECD-landenes højeste økonomiske vækstrater. Det kan ifølge pengeinstituttet Landsbankinn i høj grad tilskrives turistbølgen. Sidste år vedtog det islandske parlament en såkaldt ”Airbnb-lov”, der satte begrænsninger for privat udlejning. Lignende restriktioner er taget i Amsterdam, Berlin og London. Turistsuccesen har en bagside, og den kan ikke isoleres til Nordatlanten. Og som med meget andet er reaktionen mere højlydt under varme himmelstrøg.
”Jeg hører i Natten den vuggende Lyd af Venezias vand,” skrev digteren Holger Drachmann under en italiensrejse i 1876. I dag kunne det være lyden af et af Venedigs adskillige, besøgende cruiseskibe, der i størrelse kan konkurrere med selv Dogepaladset. Eller det kunne være lyden af trolleykufferter fra de turister, der i dagligt besøgstal overgår Venedigs egen, skrumpende befolkning.
Balladen om den masseturistede italienske adriaterhavsby er velbeskrevet og kulminerede måske sidste år med bogudgivelsen ”If Venice Dies” – hvis Venedig dør – forfattet af den italienske kunstprofessor Salvatore Settis. I bogen redegør han for, at faldet i Venedigs befolkningstal de seneste 60 år kan sammenlignes med følgerne af en pestepidemi i 1630. Byen kan ikke længere kreere andet end hoteller, ejendomsmæglere og souvenirbutikker, skriver han og kalder karnevalet for ”melankolsk makeup”, der får byen til at ”glemme den pest, der rammer den og uddriver dens indbyggere, imens det river det sociale netværk, samhørigheden og civilkulturen fra hinanden”.
Tendensen kaldes i nogle kredse slet og ret ”Venedig-syndromet”, og de senere år har byer som Berlin og Barcelona frygtet smitten. Sidstnævnte valgte forrige år venstrefløjspolitikeren Ada Colau til borgmester, blandt andet på ønsket om regulering af turiststrømmen. I 2014 advarede Ada Colau i den britiske avis The Guardian om, at Barcelona risikerede en venetiansk skæbne, hvis byen ofrede sig ”på masseturismens alter”. Barcelona har oplevet flere demonstrationer mod turismen, og bystyret har senest indført et midlertidigt forbud mod hotelbyggerier.
Ifølge professor og turismeforsker Dianne Dredge fra Aalborg Universitet i København udlejes omkring 60 procent af boligmassen i nogle nabolag i Barcelona nu til deleøkonomisk turisme med Airbnb som det mest kendte eksempel.
Men, siger Dianne Dredge, ”en del følger begynder at dukke op i en lang række byer, og København er en af dem. Det er virkelig vigtigt, at gruppen af byer i laget nedenunder (under de største turistdestinationer, red.) ser, hvad der sker. Det handler om at lære og reagere nu frem for at vente til engang i fremtiden”.
Det gør vi også, lyder det fra Københavns turistorganisation, Wonderful Copenhagen. I en undersøgelse blandt seks europæiske storbyer svarer 95,5 procent af de adspurgte københavnere, at de er positivt stemt over for flere turister, et højere antal end i nogen af de andre byer.
”Vi har ikke et akut problem i København i dag. Der er stor opbakning fra københavnerne til turismen og til fortsat turismevækst. Det betyder, at vi har rum til at være proaktive for at sikre, at vi ikke ender med, at det bliver et akut problem. Men vi kan også godt se, at der er nogle områder af byen, som de lokale siger, at de undgår i højsæsonen, fordi der er mange turister,” siger udviklingschef hos Wonderful Copenhagen, Signe Jungersted.
København rundede sidste år 10 millioner årlige turistovernatninger og havde en vækst i de internationale overnatninger på 5,3 procent i forhold til året før.
Den islandske turistvækst var i samme periode på omkring en halv million mennesker ifølge landets statslige radio- og tv-station. Og pengeinstituttet Landsbankinn forudser, at Island i 2019 vil få 2,5 millioner turister svarende til mere end syv gange landets befolkningstal. Til sammenligning er turistmængden i Frankrig, verdens mest turistede land, kun knap halvanden gang så stor som befolkningstallet.
Det er fem lange år siden, at den danske skijournalist Thomas Uhrskov besøgte Island til en programserie på DK4 og lavede sjov med, hvor få turister der besøgte en af landets største turistattraktioner.
Trods turiststrømmen er Island dog stadig et af verdens tyndest befolkede lande. Men forrige år udråbte The New York Times så Færøerne som ”den næste store skandinaviske destination”.
Hele tiden går jagten ind på ”det nye”. Er Kroatien det nye Grækenland? Montenegro det nye Kroatien? Vietnam det nye Thailand? Aarhus det nye København?
Bon voyage.