Mange præster og biskopper føler sig i disse uger urimelig forfulgt og ligefrem udsat for mobning af Ateistisk Selskab på grund af en buskampagne bestående af tre simple spørgsmål. Spørgsmålene som for eksempel ”Hvorfor tro på en gud?” er åbne og lægger derfor op til refleksion. Dog virker reaktionen fra folkekirkelig side i mange tilfælde ikke specielt reflekteret.
I flere tilfælde synes reaktionens art tværtimod at være i direkte modstrid med Bibelens budskab om kristne værdier. I stedet for som svar at fremhæve folkekirkens og kristendommens fortræffeligheder, har mange præster således valgt at tilsvine ateisterne.
Således beskyldes de for at være ”åndeligt fattige”, ”udannede”, ”uden viden om tro”, ”amoralske”, ”nogle der ikke læser bøger” og man kunne blive ved i den dur (referenceliste sendes mod forlangende).
Lad mig derfor som ateist vende den anden kind til og undlade at modsige disse verbale angreb, men blot minde om nogle få karakteristika i den kristne personlighed, som læsere og især forkyndere af Det Nye Testamente opfordres til at efterstræbe i disse skrifter.
I sit brev til kolossenserne taler Paulus om den adfærd, der skal kendetegne de kristne. I kapitel 3, vers 12 og 13 siger han: ”Ifør jer da, som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed, tålmodighed. Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden. Som Herren tilgav jer, skal I også gøre.”
I Galaterbrevet omtaler Paulus ”åndens frugt”. I modsætning til kødets gerninger, der blandt andet indbefatter ”fjendskaber, kiv, hidsighed og splid”, så er åndens frugt ”kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse” (kapitel 5, vers 22 og 23).
Jesu berømte bjergprædiken indeholder også budskaber, som selv den mest anløbne ateist kan nikke anerkendende til. Herunder naturligvis den gyldne regel i Matthæus’ evangelium kapitel 7, vers 12: ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.”
Hvis én part i diskussionen skulle være garanten for disse kristne standarder, burde det så ikke være de kristne selv? Vi ateister efterlyser en saglig debat, og netop som ateist lærer man lynhurtigt, at det at holde en god tone er en betingelse for at få en saglig debat. Dette gælder, måske mere end noget andet, debatten om religionens plads i det samfund, som skal rumme os alle.
Simon Nielsen Ørregaard, Ateistisk Selskab