Knipling har en plads i historien

Det gamle håndværk knipling er en overset, men vigtig beskæftigelse i Danmark, for det væver sig ind i kultur-, økonomi- og kvindehistorie, mener forfatter bag bog om den vestslesvigske kniplingsproduktions historie

Den Københavnske Damekreds arrangerede i 1930’erne årlige udstillinger af Tønder-kniplinger, de havde købt hos sønderjyske kniplersker. Hvert år blev en sønderjysk kniplerske inviteret med.På billedet ses kniplerske Margrethe Sørensen fra Hjerpsted, som i forbindelse med en sådan udstilling i 1932 var på besøg hos damekredsens næstformand, Else Marie Thomassen i Hellerup. –
Den Københavnske Damekreds arrangerede i 1930’erne årlige udstillinger af Tønder-kniplinger, de havde købt hos sønderjyske kniplersker. Hvert år blev en sønderjysk kniplerske inviteret med.På billedet ses kniplerske Margrethe Sørensen fra Hjerpsted, som i forbindelse med en sådan udstilling i 1932 var på besøg hos damekredsens næstformand, Else Marie Thomassen i Hellerup. – . Foto: Museum Sønderjylland Kulturhistorie Tønder.

Spørger man Inger Lauridsen, er det ofte krige, politik og økonomi, der tegner rammen, når den danske historie bliver ridset op.

Men ifølge den tidligere overinspektør ved det kulturhistoriske museum i Tønder bør også håndværket knipling få tildelt en plads på samme hylde som noget, der skabte danmarkshistorien.

”Tekstilhistorie er ikke et emne, danske historikere interesserer sig særligt for. Men som historiker synes jeg, at kniplingshistorien har en plads i den danske økonomi- og socialhistorie på linje med klædefabrikationshistorie generelt,” siger historikeren.

Derfor har hun skrevet bogen ”Kniplersker, kræmmere og kniplingshandlere”, et mere end 500 siders værk om den sønderjyske kniplingsproduktion og -handel fra 1600-tallet og frem til i dag. Bogen indgår i Museum Sønderjyllands skriftrække og er den første samlede fremstilling af emnet. Den tager fat i vilkårene for dem, der handlede med kniplinger, men også for dem, som beskæftigede sig med at sno, krydse og flette de enkelte tråde til det tekstil, der i dag betragtes som kunsthåndværk.

Historien om kniplerskerne er først og fremmest et kapitel i sønderjysk kulturhistorie. Det var her, kniplinger blev produceret og forhandlet, men derudover har kniplinger været en væsentlig del af dansk luksushandel. Kun adelen og de velhavende borgere havde råd til at købe kniplinger. I 1683 udstedte Frederik III den anden danske klædeforordning, hvor han forbød udenlandske kniplinger, og Christian VI udstedte i 1740 en pasforordning, kun gældende for kvinder i Sønderjylland, som forbød dem at rejse ud af landet og tage deres kniplingserhverv med sig.

”Det viser, hvor vigtig selv kongemagten vurderede, at kniplingsproduktionen var. Det var seriøs forretning,” siger Inger Lauridsen.

Op gennem 1800-tallet fik kniplingsproduktionen og -handlen vanskeligere vilkår, blandt andet som følge af en ændring i tøjmoden samt stor konkurrence fra engelske maskinfremstillede kniplinger. Men i begyndelsen af 1900-tallet blev håndværket genopdaget som et led i at støtte danskheden i det Sønderjylland, der i 1920 blev genforenet med Danmark.

Der blev gjort forsøg på at få kniplingsproduktion og -handel på fode igen, og håndværket blev blandt andet indført som hovedfag på Kunstindustriskolen for Kvinder i København i 1925. Missionen lykkedes dog aldrig. I slutningen af 1960’erne lukkede hovedfaget, og vi skal heller ikke fremover vente kniplingens renæssance rent handelsmæssigt, mener Inger Lauridsen.

Der findes flere typer af kniplinger, eksempelvis denne Tønder-knipling, der blandt andet kan kendes på sin bund af tylslag. Kniplingen på billedet er fra omkring 1840. –
Der findes flere typer af kniplinger, eksempelvis denne Tønder-knipling, der blandt andet kan kendes på sin bund af tylslag. Kniplingen på billedet er fra omkring 1840. –

”Jo, som kunst eller småelementer i design, men som produktion vil den aldrig kunne bære en timeløn, der er værd at snakke om,” slår hun fast. I dag lever kniplingshåndværket videre på aftenskoler, i Foreningen Knipling i Danmark, der udgiver tidsskriftet Kniplebrevet, og i foreningen Kniplingsfestival i Tønder, der hvert tredje år holder en international kniplingsfestival.

Trods dette er knipling værd at trække frem i lyset, også som et led i kvindehistorien, påpeger Inger Lauridsen. Kniplerskerne var de tidligste professionelle kvindelige håndværkere i Danmark, og måske netop fordi kvindehænder havde fingrene i de fine tråde, har emnet ikke tidligere været på dagsordenen, mener hun.

”Det har ikke været betragtet som så væsentligt, måske fordi det er kvindehåndværk. Husk, det er kun lige godt 100 år siden, at kvinder fik valgret, og kvinders placering i historien er først ved at dukke op nu,” siger hun.

Hun nævner Mette Guldbergs ”Jydepotter fra Varde-egnen” fra 1999 som et eksempel på forskning i et kvindehåndværk, men tror på, at der blandt andet med Center for Tekstilforskning ved Københavns Universitet vil blive sat endnu mere spot på, hvad kvinder har kunnet med deres hænder.

”Der sidder flere kvinder i forskningsinstitutionerne end før, og derfor vil de opdage nogle huller i historien, der ikke tidligere er blevet lagt mærke til.”

Håndværk generelt har dog også haft tendens til at blive overset i historiebøgerne, uddyber Inger Lauridsen.

”Der har været undersøgelser af for eksempel tæppe-, snedker- og bygningshåndværk, men der er stadig mange, som ikke bliver nævnt nok. Hvor meget er der for eksempel skrevet om murerfaget eller det at lave mælkeprodukter? Én ting er at skulle bruge håndværket, en anden er at udbrede dets historie og dets udøveres tankegang. Politisk regeringshistorie er der altid nogle, der er interesserede i, men det er også meget vigtigt at fortælle håndværkshistorien, for det er det, mange almindelige mennesker har beskæftiget sig med. Og den brede kulturhistorie er altså nødvendig at få med,” forklarer hun.