Sygeplejerskens ord fra hospitalsstuens døråbning kom som et chok, da Karin Bechmann Søndergaard sad ved sengen med sin 24-årige mands hånd i sin. Øjnene var åbne, udtryksløse og døde, og han havde en stor forbinding om hovedet.
”Er Deres mand nyredonor?”, spurgte sygeplejersken. Men det eneste, Karin Bechmann Søndergaard hørte, var:
”Vi venter på, at din mand dør, så vi kan tage hans organer.”
Hændelsen fandt sted en februardag i 1970. Karin Bechmann Søndergaard var ude at gå en tur i den kolde vinterluft med parrets toårige søn, Peter, i barnevognen. Da en ambulance med fuld udrykning passerede hende, tænkte hun ikke nærmere over det. Hendes mand, Gert, var tidligere på dagen draget mod Marselisborgskovene i Aarhus, hvor der var opstillet en stor skihopbakke.
”Gert troede næsten, han kunne gå på vandet. Men han var ikke en særlig øvet skiløber, så det sidste, jeg sagde til ham, inden han tog af sted, var: ’Nu skal du ikke op på det hop. Det er for voldsomt,’” fortæller hun.
Han læste medicin og var udstyret med en god portion vovemod, så han endte alligevel på toppen af bakken. Overfladen var lettere isbelagt, og kort efter han satte af, gik det galt. Han faldt ud over kanten og ramte de pæle, som afgrænsede skihoppet. Ambulancen, som Karin Bechmann Søndergaard havde hørt, var på vej efter ham.
Ulykken skete klokken fire om eftermiddagen, og da mørket faldt på, begyndte hun at undre sig over, hvor han blev af. På parkeringspladsen ved skoven fandt hun deres gamle brugte Lloyd og troede derfor, han befandt sig et sted i mørket, måske med et brækket ben. Da hun fik kontakt til politiet, erfarede hun, at situationen var langt mere alvorlig, og hun blev kørt på Aarhus Kommunehospital, mens sønnen blev passet.
Gert havde fået et hovedtraume og var indlagt på neurokirurgisk afdeling. Der havde man forsøgt at operere ham for at fjerne blodansamlingen i hjernen.
”Da jeg kom ind til lægen, sad han meget autoritær bag sit skrivebord og fortalte mig, at jeg ikke kunne forvente, at Gert ville overleve. Det skulle jeg heller ikke ønske, for hjernen havde taget så meget skade, at hvis han på mirakuløs vis overlevede, ville han være en grøntsag. Til sidst sagde han: ’Tag Dem sammen for Deres lille drengs skyld,’” fortæller Karin Bechmann Søndergaard.
Hun forstod ikke ordene. Selv befandt hun sig i en forstenet tilstand og havde ikke haft mulighed for at græde en tåre – heller ikke da hun sad alene på hospitalsstuen og holdt Gerts varme hånd.
”Jeg bad om mirakler, selv hvis det betød, at han ville ende som en grøntsag. Bare han var her. Bagefter har jeg tænkt, gudskelov det ikke endte sådan, for det ville ikke være et liv, der kunne rumme hans temperament og personlighed,” siger hun.
Det var midt i den indre bøn, at hun blev mødt med spørgsmålet om organdonation fra sygeplejersken i hospitalsstuens døråbning. På daværende tidspunkt var hjernedødskriteriet endnu ikke indført, men man var begyndt at transplantere nyrer fra døde. Alligevel kunne hun ikke andet end at skrige nej. Ulykken var så pludselig, og hun havde brug for tid.
”Det var en forfærdelig måde at kommunikere på. Der var ingen omsorg. Sygeplejersken kunne være kommet hen til mig, have lagt hånden på min skulder og sagt: ’Må vi tage din mands nyrer, hvis han dør?’. Hun gik bare ud og lukkede døren,” siger Karin Bechmann Søndergaard, mens hun lægger en hånd på sin skulder.
”Havde hun sagt ’hvis’, kunne jeg være blevet i min boble af håb og bøn om, at han ville overleve. I mine øjne var han ikke død, for hans hånd var varm, og han trak vejret selv,” fortsætter hun.
Der var intet andet at gøre end at vente. Indimellem dryppede hun de tomme åbne øjne, så de ikke tørrede ud. Klokken seks den følgende morgen holdt Gert op med at trække vejret. Det var svært at genkende den mand, hun havde været sammen med siden gymnasietiden.
”Jeg blev vist ind i et koldt rum med en båre. Der lå Gert stadig med bandage om hovedet. Han var kridhvid i ansigtet, og hans hænder var blå. Det var første gang, jeg så en død person. Det var et grusomt billede, som jeg stadig har med mig. Jeg var næsten bange for at røre ved ham, fordi jeg havde siddet og holdt den varme hånd. Pludselig var han helt anderledes. Han var virkelig død. Og jeg vidste, da jeg gik ud ad døren, at jeg aldrig skulle se ham igen,” fortæller hun.
I dag er det 46 år siden, Karin Bechmann Søndergaard mistede sin mand, og hun er stadig mærket af dødsfaldet. Især når debatten om organdonation bliver rejst, fordi hun oplever en kynisme i debatten, som får Gerts pludselige død til at give genklang i hukommelsen.
”Jeg tænker stadig meget på ham. I debatten om organdonation og hjernedødskriteriet får jeg det dårligt, fordi det altid er de samme udtalelser: ’Her er en, som venter på et organ.’ Men det, jeg hører, er: ’Her er en, som venter på, at din mand dør.’ Det er meget ensidigt og ufølsomt,” forklarer hun.
Karin Bechmann Søndergaard husker en episode et halvt år efter sin mands død, hvor hun var i praktik på Statsbiblioteket i Aarhus som led i sin uddannelse som bibliotekar. Hun håndterede bøger, der blandt andet skulle sendes til hospitaler. På det tidspunkt diskuterede man, hvorvidt hjernedødskriteriet skulle indføres, så organdonation blev muligt, og en dag stod hun netop med en fagbog i hånden om hjernedød, som skulle til kommunehospitalet.
Da bogen kom tilbage, faldt en seddel ud, hvor en læge havde skrevet: ”Hvorfor al den diskussion om hjernedødskriteriet, hvis det kun er for de pårørendes skyld?”. Med andre ord: Hvorfor diskutere, hvorvidt hjernedødskriteriet skal indføres eller ej, når den eneste barriere er hensynet til den hjernedødes pårørende?
En lignende ufølsomhed oplever hun i dag, når hun gentagne gange i debatten hører, at man som død kan være ligeglad med, hvad der sker med ens organer, for man er alligevel langt fra denne verden. Men noget mangler i den form for retorik.
”Jeg savner, at man bliver mere nænsom, når man taler om den side, man ønsker at få organer fra. Jeg forstår udmærket de ulykkelige mennesker, hvis pårørende måske kan reddes med et organ. De er lige så ulykkelige, som jeg var, da jeg sad og håbede, min mand ville overleve. Men man må også tænke, at hvis en person skal leve, er det, fordi et andet liv bliver taget. Det oplever jeg ikke, der er tanke for i debatten,” forklarer hun.
Havde omstændighederne været anderledes for 46 år siden, tror hun stadig, hun ville have truffet samme beslutning.
”Jeg kunne ikke bære tanken om, at han ville blive en tom skal fra det ene øjeblik til det andet, samtidig med at han lige var kommet til skade, og hans liv var slut. Det har været forfærdeligt at tænke på,” siger hun.
Hun kan godt forholde sig til, at kroppen vil dø, hvis hjernen er død. Men hun oplever ikke et menneske som værende død, før hjertets sidste slag er slået. Af samme årsag har hun selv valgt, at hun ikke vil være organdonor.
”Jeg synes ikke, der har været plads i debatten til at mene, at det er i orden at sige nej. Min samvittighed siger ikke, at jeg er et dårligt menneske ved at sige nej. Det er et personligt valg, og jeg synes under ingen omstændigheder, man automatisk skal være organdonor. Min søn er gået i sin fars fodspor og er blevet læge. Han har sagt ja til at være organdonor. Skulle han komme ud for en ulykke som sin far, vil jeg finde det forfærdeligt. Men jeg respekterer hans vilje, fordi det er ethvert menneskes frie valg, om man vil være organdonor eller ej,” fastslår Karin Bechmann Søndergaard.