Man må være kreativ, når man skal hjælpe børnebørnene med tysk

Niels Davidsen-Nielsen hjælper gerne sine børnebørn med lektielæsningen. Tysktimerne kan være en interessant udfordring, da sproget af mange anses for svært og kedeligt. Bedstefaderen har dog et trick eller to i ærmet

Niels Davidsen-Nielsen har i en årrække hjulpet sine børnebørn med deres lektier. Det samarbejde har været en succes, og han har sjældent været ude for, at de ikke gad. Modelfoto.
Niels Davidsen-Nielsen har i en årrække hjulpet sine børnebørn med deres lektier. Det samarbejde har været en succes, og han har sjældent været ude for, at de ikke gad. Modelfoto. .

I dagens Danmark har mange børnefamilier så meget om ørerne, at en hjælpende hånd fra bedsteforældrene er populært. Hvis disse bor i nærheden – og hvis der ikke bliver tale om misbrug af de gamle – er det en indlysende god idé. Endda for begge parter.

I min familie har min kone i årevis gjort en stor indsats ved at hjælpe med pasning af seks børnebørn. Og i en nu fremskreden alder cykler hun i al slags vejr stadig mange kilometer fra vores hjem til børnenes og tilbage. Selv befinder jeg mig i andet geled, men har dog i en årrække hjulpet mine børnebørn med deres lektier. Det samarbejde har været en succes, skulle jeg mene, og jeg har sjældent været ude for, at de ikke gad.

Stemningen er let og munter, og også jeg har haft glæde af vores dansktimer, engelsktimer og tysktimer. Især de sidste har været en interessant udfordring, for tysk anses af mange for svært, kedeligt og ufashionabelt.

Lad mig berette hvordan en tysktime med Molly, der går i 9. klasse, kan forløbe. Da vi for nylig satte os til rette, og jeg bad om at se hendes tyskbog, fortalte hun, at de for øjeblikket ikke havde nogen bog at gå frem efter i klassen. Heller ikke fotokopier kunne hun bidrage med. ”Så du må finde på noget, morfar,” sagde hun fortrøstningsfuldt.

Ligesom digteren Søren Ulrik Thomsen er jeg heldigvis udstyret med det papegøje-talent, at jeg ”af en eller anden grund ejer (…) evnen til at huske selv temmelig lange litterære passager udenad” (En hårnål klemt inde bag panelet, Gyldendal 2016).

Efter først at have overvejet og derefter forkastet en halvfrivol popsang med titlen ”Das hab’ ich in Paris gelernt” skrev jeg med blokbogstaver følgende tekst ned på min medbragte blok (Molly bruger sjældent papir). Den var af Goethe, der jo altid er leveringsdygtig i tankevækkende digte:

”Über allen Gipfeln/ Ist Ruh,/ In allen Wipfeln/ Spürest du / Kaum einen Hauch;/ Die Vögelein schweigen im Walde./ Warte nur, balde /Ruhest du auch. ”/(”Over alle tinder/ er der ro./ I alle trækroner/ mærker du/ knap et vindpust;/ Småfuglene tier i skoven./ Vent blot, snart/Hviler du også.”)

Da hun havde læst digtet op, da vi med hjælp fra hendes iPad havde oversat det, og da vi havde snakket om indholdet og forfatteren, fiskede jeg et andet digt – som jeg fejlagtigt troede også var af Goethe – frem af hukommelsen. Det hedder ”Die Lorelei”, der er navnet på en næsten lodret klippe på Rhinens bred, og det begynder sådan: ”Ich weiss nicht, was soll es bedeuten,/ dass ich so traurig bin.”

Da hun havde læst den tekst op, og da vi sammen havde oversat den, spurgte jeg hende, om hun kendte Rhinen. Herpå svarede hun ”Keine Ahnung” – udtrykket vi bruger, når hun er helt blank. Det udløste en lærerig digression om landets floder og store byer. Tysktimen sluttede med, at jeg skrev endnu et vers ned efter hukommelsen – af Heinrich Heine, der faktisk var ham, der skrev ”Die Lorelei”. Det beskriver en mislykket vandretur på en regnvejrsdag i Harzen: ”Viele Steine (mange sten)/ Müde Beine (trætte ben/ Aussicht keine (ingen udsigt)/ Heinrich Heine”.

Efter at myten om, at tyskerne ikke har humor, dermed var punkteret, fortalte jeg, at forfatternavnet under ”Die Lorelei” efter sigende var blevet fjernet i nazitiden og erstattet med ordet ”unbekannt”. Heine var nemlig af jødisk afstamning. Derved kom vi til sidst også ind på tysk antisemitisme.

For at forberede mine børnebørn på, at man ikke kan lære tysk i en håndevending, fortæller jeg dem, at de i begyndelsen skal indstille sig på at klatre op ad en næsten lodret klippe (Lorelei!). Det skyldes, at tysk grammatik modsat dansk især handler om ordbøjningsendelser. Fra det første konfronteres de derved med et grundlæggende problem: De skal lære at bøje de tyske ord rigtigt, og hvis de ikke gør det, kan de dårligt komme videre.

Det er sejt, indrømmer jeg, men med ihærdigt arbejde kan I om en måned nå op. Så kan I nyde udsigten over en smuk højslette, og dér kan I lære udtalen og tilegne jer et ordforråd. Det er ikke svært, for i tysk er der for en dansker ikke mange svære lyde, og ordforrådet minder så meget om vores, at I får en masse foræret. ”Stol på mig,” siger jeg, ”og lad os så komme i gang”.

Louise – der ligesom Molly går i 9. klasse – fortalte, at hendes tysklærer havde undret sig over, at hun i en opgave brugte en konjunktivform, for konjunktiv var de jo ikke kommet til endnu. Louise indrømmede så, at hendes farfar havde haft en finger med i spillet. Men jeg skriver nu ikke mine børnebørns opgaver. Så ville de jo ikke lære noget.