De fleste læsere vil formodentlig være helt på det rene med, hvor alsidige kulturarrangementer kirker over det ganske land har at byde på. Ved åbningskoncerten for Hellerup Kammermusikforening i mandags kunne man endnu en gang glæde sig over dette forhold – i dette tilfælde fordi Helleruplund Kirke havde besøg af de tre musikere i Trio con Brio Copenhagen, der for øvrigt spiller en aktiv rolle i foreningen.
Programmet var omvendt kronologisk, idet man indledte med Bent Sørensens Phantasmagoria for klavertrio fra 2007. Værket, der er tilegnet Trio con Brio, er forunderligt i sin blanding af det søgende og det blide – tre af de fem satsbetegnelser er dolce eller dolcissimo (meget blidt) – en form for skyggespil, hvor man indimellem kan fornemme, at de tre instrumenter søger efter fælles vej i et mørke. Maurice Ravels klavertrio i a-mol stammer fra 1914 og har i lighed med Sørensens værk sine ”spooky” passager, men er for øvrigt strengt klassisk i formen med en scherzo-lignende andensats, der må være inspireret af Beethoven.
Efter pausen var Dvořáks klavertrio i e-mol, opus 90, eneste programpunkt. Med sin sødmefyldte melodik og smittende spillemandsglæde var det utvivlsomt det værk, der havde den største appel til det talstærke publikum, som fyldte det store kirkerum (Helleruplund Kirke er den næststørste i Helsingør Stift).
Man kan argumentere for, at Dvořák-trioen egentlig ikke er en klavertrio, men en suite bestående af seks danse. Værket kaldes da også ”Dumka”, betegnelsen for en slavisk folkevise eller folkesang med hastige stemningsskift. Trio con Brio spillede Dvořák med al den ildhu, musikken fra 1891 fortjener, og den korte konklusion er: Dvořáks musik vinder nye hjerter for sig, hver gang den bliver spillet. I hvert fald på det niveau det skete i Helleruplund Kirke.
Ekstranummeret stammede fra trioens kernerepertoire: den yndefulde andante fra Mendelssohns klavertrio i d-mol, opus 49. En ekstra himmerigsmundfuld i Helleruplund.
Verdensstjerner i den lokale kirke på Bernstorffsvej – og der herskede da også en velgørende stemning af, at det var de lokale helte, der var hjemme på visit efter deres optrædener i alverdens metropoler, en stolthed over, at foreningens mest berømte medlemmer åbnede sæsonen på dette tårnhøje niveau. Jens Elvekjær er en kammermusiker af Guds nåde, forstået på den måde at han trods sin brillante teknik altid lytter efter og giver plads til de to koreanske søstre, Soo-Jin Hong på violinen og Soo-Kyung Hong (hans hustru) på celloen.
Deres samspil er af en klasse, så man undertiden griber sig i at tænke, at den første ikke bare spiller, men simpelthen er en violin, og den anden en cello, der er blevet kød og blod.