I betragtning af hvor lidt idræt jeg dyrker, har jeg gennem årene pådraget mig uforholdsmæssigt mange sportsskader. Jeg fremviser ikke uden stolthed den finger, jeg brækkede i en basketballkamp i gymnasiet. Det var uheldigt, fordi jeg skulle på min første danmarksturné som teatermusiker. Alle, som gemmer OOA-cabareten fra 1979 i deres hjerter, vil erindre den unge pianist, der gennemførte forestillingen med ni-fingersystemet og en skinne på højre langemand.
Jeg har fået særligt mange skader under træning af bugmusklerne. Maven er, i mere end én forstand, mit bløde punkt. Engang besluttede jeg at begynde hver morgen med fødderne under en radiator og så mange sit-ups, jeg kunne klare i træk. Det gik godt indtil en morgen, hvor en svuppende lyd akkompagnerede hver sit-up. En uge senere lå jeg på sofaen og rekonvalescerede efter en brokoperation. Da jeg på andendagen kiggede til sagerne, så jeg, at mine forplantningsorganer havde antaget afrikanske dimensioner og farver, men ikke på en god måde. Jeg ringede stærkt bekymret til sygehuset, som fortalte, at det var helt normalt.
“Hvorfor sagde de ikke det, inden de sendte mig hjem?”, klagede jeg til min kone (jeg har siden talt med påfaldende mange brokopererede mænd, som har haft samme oplevelse – mit gæt er, at sygehuspersonalet vædder om, hvor længe der går, inden idioten ringer og med gråd i stemmen begynder at beskrive sine kønsdele).
Sidste år læste jeg, at Hollywood-stjernernes nye metode til træning af mellemgulvet går ud på at hænge i armene, mens man udfører benløft. Kort tid efter overnattede vi i et gæsteværelse, hvor jeg fik øje på en træningsstang mellem to loftsbjælker.
“Sådan en kunne jeg godt tænke mig,” sagde jeg.
“Til hvad?”, spurgte min kone, som allerede lå i sengen.
“Til det her.”
Iført underbukser og computerkrop greb jeg om stangen og løftede graciøst mine knæ op mod hagen. Da landingstellet var trukket helt op, faldt stangen ned.
Jeg må sige – og min kone vil give mig ret – at brækkede ribben er den sportsskade, jeg er dårligst til at håndtere. Da jeg engang under en løbetur sprang over et hegn og landede på ryggen, gik der to måneder, inden jeg kunne vende mig om i sengen uden at klynke. Denne gang gik der seks, og klynkeriet blev en vane. Jeg vågner nogle gange ved den uhyggelige lyd af en olding, der jamrer, og opdager, at det er mig selv.
Nå, men forleden, i forbindelse med nærstudier af min kones morgengymnastik, gik det op for mig, at man kan lave sit-ups uden at sætte fødderne i spænd under en radiator. Man lægger sig blot med bøjede ben og ruller overkroppen op mod knæene – helt uden at udsætte sig for brok.
“Hvorfor har jeg ikke set det før?”, tænkte jeg og mærkede allerede et forynget muskelkorset stramme klædeligt om bløddelene. Jeg lagde mig på ryggen med fødderne i gulvet, løftede hovedet, begyndte at rulle og – ingenting skete. Jeg prøvede igen, lagde flere kræfter i, men min ryg var som limet til gulvet. Jeg strakte benene en smule for at bruge dem som kontravægt. Det eneste, der skete, var, at mine fødder slap gulvet.
“Jeg tror, mine ben er for lette,” sagde jeg forundret.
“Jeg tror, din ryg er for stiv. Du bøjer den slet ikke,” sagde min kone.
Jeg lå som en væltet skarnbasse og kiggede op i loftet, mens jeg overvejede at gå ind til computeren og google ”senioryoga”. Men så besluttede jeg, at jeg hellere ville skrive en klumme om mine mange sportsskader.