Peter Dürrfeld: Schubert kan stadig give mig tårer i øjnene

Beethoven er en hjørnesten i musikhistorien , men det er Schubert, der kan røre Kristeligt Dagblads musik- anmelder Peter Dürrfeld dybest. Nu er han aktuel med bogen ”117 symfonier”

Peter Dürrfeld håber, at han kan få flere til at forelske sig i de store symfonier gennem sin bog ”117 symfonier”. –
Peter Dürrfeld håber, at han kan få flere til at forelske sig i de store symfonier gennem sin bog ”117 symfonier”. – . Foto: Leif Tuxen.

Forfatteren Peter Dürrfeld var blot 17 år, da han fik sin første store oplevelse ved at høre en symfoni. Det var Schuberts 9. symfoni, den store symfoni i C-dur.

Det var i sommeren 1959, og han havde blaffet fra Paris, da han var blevet samlet op af en hollandsk musikelsker, som kørte ham hele vejen hjem til Holland, hvor Peter Dürrfeld boede i den flinke mands hjem i flere dage, mens han på samme tid forelskede sig i mandens smukke datter, Alouette, og den musik, som flød gennem huset fra grammofonpladen med Schuberts 9. symfoni.

”Der er et særligt stykke inde i andensatsen, hvor det føles, som om himlen åbner sig, når oboen og de øvrige træblæsere lægger marchen ned og går over i længselsfuld melodi, mens strygerne som en åbenbaring spiller så underskønt, at jeg stadig kan få tårer i øjnene at lytte til det,” siger Peter Dürrfeld og smiler sart.

”Pigen mistede jeg selvfølgelig kontakten til med tiden. Men andensatsen i Schuberts 9. symfoni har været en af mange grunde til, at symfonien i min verden er blevet kongen blandt alle musikkens genrer.”

Det er ellers en klassisk joke, at man aldrig skal skrive sin niende symfoni. For så dør man. Det skete for ikke kun for Schubert, men også for Beethoven, Mahler og Dvorak, der alle døde, efter at de havde fuldendt deres niende symfoni.

Mahler kom godt nok i gang med sin 10. symfoni, men den blev aldrig fuldendt. Og derfor skal der ikke kun gode evner, men også gode nerver til at skrive ni symfonier, hedder det sig.

Men ligesom det heller ikke er alle rocklegender, der dør som 27-årige, findes der selvfølgelig mange komponister, der nåede at skrive mere end ni symfonier. Haydn skrev for eksempel over 100, og Mozart skrev over 40 symfonier i løbet af sit korte liv.

Legenden vil oven i købet vide, at Mozart engang skrev en symfoni på under en uge for en greve, der var skuffet over, at Mozart havde glemt sine noder i Wien. Men så skrev han bare en ny symfoni til den adelige musikelsker. Det er den slags historier, som Peter Dürrfelds nye bog ”117 symfonier” er fuld af.

Peter Dürrfeld , der som bekendt også er musikanmelder her på avisen, har samlet de største symfonier, som han sats for sats gennemgår i sin bog.
Peter Dürrfeld , der som bekendt også er musikanmelder her på avisen, har samlet de største symfonier, som han sats for sats gennemgår i sin bog.

Peter Dürrfeld , der som bekendt også er musikanmelder her på avisen, har nemlig samlet de største symfonier, som han sats for sats gennemgår i sin bog. Sådan bliver man gennem 400 sider indført i en pæn portion af musikhistoriens største mesterværker, selvom det var praktisk talt umuligt at få alverdens symfonier med i bogen – alene på grund af Haydn og Mozarts enorme produktivitet.

Men alle Beethovens ni symfonier er med, ligesom alle Brahms’, Schumanns, Tjajkovskijs, Carl Nielsens, Mahlers, Schuberts, Mendelssohns, Sibelius’ og Sjostakovitjs er med – sammen med de bedste symfonier fra komponister som Strauss, Stravinskij og Bruckner. Sådan får man historierne om og bag en lang række mesterværker, som også ofte har spejlet komponisternes samtid.

”Beethovens ni symfonier er en hjørnesten i musikhistorien, så det giver nærmest sig selv, at alle hans symfonier skulle med, men når jeg for eksempel også har taget alle Sjostakovitjs 15 symfonier med, er det, fordi de tilsammen også giver et meget dramatisk tværsnit af det 20. århundredes historie. Han var kun dreng under Første Verdenskrig og den russiske revolution, men han huskede dem, ligesom han oplevede sovjettiden, Anden Verdenskrig og Stalins rædselsregime. Og det blev alt sammen indfanget af den geniale russiske komponist. På den måde er min bog også en historiebog. For musikhistorien spejler også verdenshistorien.”

Hvorfor bliver Beethovens symfonier betragtet som en hjørnesten i musikhistorien?

”Beethoven fortsatte arven efter Haydn og Mozart, og mange regner hans tredje symfoni fra 1805 for at være en af de mest skelsættende symfonier i verdenshistorien overhovedet. Alene fordi den var større og længere end noget, man havde hørt før. På det tidspunkt var han begyndt at finde ud af, at han var døv, og der er den berømte historie om, hvordan han egentlig tilegnede Napoleon Bonaparte symfonien, men efter at Napoleon havde kronet sig selv til kejser, blev Beethoven så vred på Napoleon, at han skulle have revet papiret med tilegnelsen i stykker og råbt, at ’den lille korsikaner ikke var en tøddel bedre end historiens andre despoter’. Sådan kom der i stedet til at stå ’Heroisk symfoni skrevet som hyldest til en stor mand’ på titelbladet.”

Symfonien var dog ikke kun tilegnet en stor mand, den var stor i sig selv. For også i sit udsagn var den stærkere og mere personlig end tidligere symfonier, mener Peter Dürrfeld:

”Det er med Beethoven, at symfonierne for alvor blev til store episke fortællinger. Operaerne er selvfølgelig endnu længere. Men man kan sige, at symfonierne er musikkens store romaner, mens mindre orkesterværker må regnes for at være noveller. Og Beethoven satte en ny standard for, hvad en symfoni kan. I dag kender alle især hans femte symfoni, ”Skæbnesymfonien”, med det berømte tema ’Da da da dah-da da da dah!’, men hver af hans symfonier er noget for sig. Hans syvende symfoni er for eksempel den måske mest rytmiske symfoni, der nogensinde er skrevet. Man siger faktisk, at Wagner dansede til den. Og Beethovens niende symfoni er et mesterværk, der med god grund skræmte eftertidens komponister,” siger Peter Dürrfeld og slår ud med armen:

”Den begynder som en skabelsesberetning og starter tøvende, som om verden starter inde i hans hoved, inden den revolutionerer symfoni-genren ved at bruge menneskestemmer, der med et af Schillers digte synger, at alle mennesker skal forbrødres – ’alle Menschen werden Brüder’. Og symfonien var så stærk, at Brahms tøvede længe med at skrive sin første symfoni. Der er til gengæld flere, der kalder Brahms’ første symfoni for Beethovens 10. symfoni. For det lykkedes faktisk Brahms at skrive et mesterværk, da han debuterede sent som symfonikomponist som 46-årig. Og sådan kan man se, at de store komponister står på skuldrene af hinanden.”

Peter Dürrfeld gennemgår symfonierne sats for sats, så man får det hele med. For det er sammenhængende værker. Derfor opfattes det heller ikke som god stil at klappe mellem satserne, for man skal have det hele med, siger forfatteren, der håber, at bogen også kan gøre andre forelskede i den store musik.