Årstidernes skiften og dagenes foranderlighed

Tomas Espedal skriver i bogen ”Året” poetisk og reflekteret om tabet af den elskede, men evner tilsyneladende ikke at analysere sin egen narcissisme

Den norske forfatter Tomas Espedal er aktuel med bogen "Året" om årstidernes skiften og forlist kærlighed.
Den norske forfatter Tomas Espedal er aktuel med bogen "Året" om årstidernes skiften og forlist kærlighed. Foto: Joachim Adrian/Polfoto.

Den nye bog af Tomas Espedal er min første siden ”Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv” fra 2007, der samtidig var forfatterens første bog i dansk oversættelse.

Den var båret af intelligente refleksioner om litteraturen og livet, ja, netop sammenhængen mellem litteratur og liv, men også lovlig patetisk og direkte selvhøjtidelig. Siden har Espedal skrevet fem bøger, senest ”Mitt privatliv. Liv og kunst. Liv som kunst”, og opnået en betydelig respekt og anseelse for sit forfatterskab.

Mærkeligt nok ville jeg kunne sige nøjagtig det samme om den nye bog, ”Året”, som jeg for næsten 10 år siden skrev om den gamle. Den nye bog er utvivlsomt båret af begavede refleksioner om Petrarcas kærlighedsdigte fra 1300-tallet, den indeholder skarpsindige iagttagelser af kærlighedens væsen, men den er også plagsomt patetisk og narcissistisk.

Hvor ”Gå” handlede om Espedal selv og hans – romantiske – ambition om at leve et vildt og poetisk liv, handler den nye bog om den forliste kærlighed til den eneste ene, et ligeledes velkendt romantisk tema, jævnfør Søren Kierkegaards ulykkelige kærlighed til Regine Olsen.

Kærlighedstabet og -sorgen lykkes det bedst for forfatteren at karakterisere i bogens første halvdel. ”Kærligheden / hvad ved du om den / før du har mistet den du elsker / før du forstår at du ikke kan leve uden hende / og alligevel skal du leve / uden hende”.

De korte linjer på bogsiden, næsten som verslinjer, giver både fremdrift i læsningen og skaber merbetydning, når sætningen fortsætter ud over linjegrænsen og ned på den følgende linje.

I lighed med Petrarcas store værk ”Canzoniere” om den elskede, tabte Laura, der indeholder 366 digte, et for hver af årets dage, vil Espedal skrive en bog om årstidernes skiften og dagenes foranderlighed:

”Jeg skriver på alle de vanskelige dage / dagen vi mødte hinanden / dagen vi gik fra hinanden”.

Bogens fortæller synes at have adskillige træk tilfælles med bogens forfatter, og dog er det nok klogt at bevare en i det mindste lille distance herimellem. Omvendt er der ingen rimelig grund til at læse bogen som rent opdigt, blandt andet fordi der optræder andre personer med autentiske navne. Det er således en bog, der med sproget og fantasien og poesien som redskaber forsøger at indkredse kærlighedens væsen – og uvæsen – med afsæt i forfatterens egne erfaringer.

En del af denne indkredsen består i Espedals, eller rettere ”jeg’ets”, møde med sin far:

”Min far har levet alene / i snart sytten år. Sytten år / uden kærlighed / uden anden kærlighed end den / han stadig har til den døde”. Trods flere ligheder i væremåde med faderen har jeg’et foreløbig levet i fire år uden sin elskede, og dog synes han ikke helt overbevist om, at han aldrig vil kunne elske en anden. Tankegangen leder frem mod en væsentlig og universel erkendelse i bogen:

”… som vi elsker den døde / højere end hende som levede / som vi elsker den som har forladt os / højere end hende vi levede sammen med …”

Kærlighedssorgen hos fortælleren slår imidlertid hurtigt om i sin modsætning, nemlig hadet til den person, som hans tidligere elskede nu elsker og lever sammen med. Særligt i bogens anden del og hen mod slutningen fylder hadet til rivalen meget:

”Hvor længe kan du ligge sådan? / Søvnløs. Syg. Ødelagt af jalousi og had”. Han beslutter sig for at udløse sit had ved at opsøge rivalen for at slå ham ned, kort og kontant, men før han kommer så langt, når han i sidste øjeblik at ombestemme sig: ”… jeg kan ikke ødelægge / hendeskærlighed / til mig …”.

For mig at se er det en afslørende tanke, og dertil skal lægges, at han aldrig overvejer, om hun kunne have en grund til at forlade ham. Det er mærkeligt, at den udtalte narcissisme slet ikke er reflekteret hos den ellers yderst reflekterede fortæller.

Måske afslører det samtidig svagheden ved denne mellemgenre, som snarere er selvbiografi end fiktion. I et fiktionsværk ville forfatteren aldrig tillade sådanne blinde punkter hos fortælleren, men netop i den selvbiografiske genre kan forfatteren risikere at have for kort en afstand til sin fortæller.

En anden generel svaghed ved disse halverede fiktionsværker, eller hvad vi nu skal kalde dem, er den ustyrlige mængde banaliteter, forfatteren tillader at sive ind i teksten, alene fordi det fortalte faktisk har fundet sted. Hvorfor vi skal læse om besøg på restauranter, et fransk forlag, oplæsning til litteraturfestivaler og så videre, er en gåde. I et fiktionsværk ville sådanne slappe passager være vurderet som uvedkommende og strøget.