Dronningens popularitet ligger i historien

Når monarkiet og dronning Margrethe er så populære herhjemme, skyldes det blandt andet, at kongehuset og dets slægt i århundreder har været vævet sammen med nationen, skriver historiker Lars Hovbakke Sørensen

Forklaringen på, at Dronningen kan tillade sig at sige så meget, som hun gør, og gå lige til grænsen for, hvad der kan betegnes som politiske udtalelser, er, at kongehuset i forvejen er så umådeligt populært herhjemme, mener Lars Hovbakke Sørensen.
Forklaringen på, at Dronningen kan tillade sig at sige så meget, som hun gør, og gå lige til grænsen for, hvad der kan betegnes som politiske udtalelser, er, at kongehuset i forvejen er så umådeligt populært herhjemme, mener Lars Hovbakke Sørensen. Foto: Jan Woitas/picture-alliance/dpa/AP Images.

Dronning Margrethe 2. er på det seneste igen løbet med overskrifterne herhjemme. Denne gang i forbindelse med sine forskellige udtalelser i Thomas Larsens nye bog ”De dybeste rødder – Dronningen fortæller om Danmark og danskerne”.

Forklaringen på, at Dronningen kan tillade sig at sige så meget, som hun gør, og gå lige til grænsen for, hvad der kan betegnes som politiske udtalelser, er, at kongehuset i forvejen er så umådeligt populært herhjemme.

Hvis man sammenligner meningsmålingerne i de syv europæiske kongedømmer, kommer Danmark sammen med Storbritannien ind på en suveræn førsteplads, når det gælder tilslutningen i befolkningen til monarkiet som styreform. Omkring 80 procent af danskerne ønsker fortsat monarki, mens kun cirka 15 procent går ind for republik.

Årsagerne er mange. Dronning Margrethes måde at være dronning på er uden diskussion én af dem. Men der er også nogle historiske forudsætninger, som er forskellige i de syv forskellige lande, og som udgør en del af forklaringen på, at tilslutningen til kongedømmet varierer fra land til land.

Det er ikke nogen tilfældighed, at netop Danmark og Storbritannien ligger på en delt førsteplads. For uanset, hvor forskellige dronning Margrethe og dronning Elizabeth end er, har de én ting til fælles: de står i spidsen for de ældste af de nuværende eksisterende kongeriger.

Både England (siden 1707: Storbritannien) og Danmark har haft konger næsten uafbrudt, lige siden den tidlige middelalder (som vi i Danmark kalder vikingetiden).

Kun fra 1649 til 1660 var der et kort intermezzo i Storbritannien, hvor landet var republik. Og Danmark har aldrig været regeret af andet end konger, undtagen i den otteårige kongeløse periode fra 1332 til 1340, hvor det var de holstenske grever Gerhard og Johan, der sad på den reelle magt (dog uden formelt at være danske statsoverhoveder).

Dette er unikt i europæisk sammenhæng. Alle de andre nuværende kongeriger er væsentligt nyere. I Norge fik man først sin egen konge igen i 1905 efter i mere end 500 år at have haft fælles konge med først Danmark (1380-1814) og derefter Sverige (1814-1905).

I Belgien, som først blev en selvstændig stat i 1830, har man kun haft sit eget kongedømme i knap 200 år. Og i Holland har man ligeledes kun haft konger og dronninger i de seneste cirka 200 år. Selv hvis man regner den periode med, hvor den nuværende kongeslægt, Oranien, var kommet til magten, men hvor dens ledere kun havde titler af statholdere i stedet for konger og dronninger (fordi landet oprindelig hørte under Spanien), kommer man ”kun” tilbage til 1500-tallet. Danmarks kongedømme er med sin mere end 1000 år gamle historie således mere end dobbelt så gammelt som det hollandske.

Og selv vores svenske broderfolk har haft et selvstændigt kongedømme uafbrudt i en meget kortere periode, end vi har haft det. Det går kun tilbage til 1523, da den svenske adelsmand Gustav Vasa stod i spidsen for det oprør, der førte til Sveriges løsrivelse fra de danske konger, som man ellers havde været under siden Margrete 1. (det vil sige reelt siden 1389, formelt siden Kalmar-unionens oprettelse i 1397).

I det sidste af de nuværende europæiske kongedømmer, Spanien, er historien endnu mere broget, eftersom man flere gange har vekslet frem og tilbage mellem kongedømme og republik (senest i 1975, da Franco døde, og kong Juan Carlos tog over).

Danmark har ikke blot ét af de ældste kongedømmer i Europa. Vi har oven i købet også ét, hvor den samme slægt har siddet på magten uafbrudt i cirka 1100 år (undtagen i perioden 1042-1047, hvor den norske konge Magnus den Gode regerede i Danmark).

Dette er med til at gøre monarkiet til noget helt særligt i Danmark. Vores nationale historie er på en helt anden måde bundet sammen med kongedømmet og med den slægt, som stadig sidder på tronen, end i de fleste andre lande. Lige meget hvilken tidsperiode, vi går tilbage til, har den nuværende kongeslægts medlemmer været med og stået i spidsen for de – heldige såvel som mindre heldige – nationale begivenheder.

Derfor er monarkiet også en mere indgroet del af identiteten end monarkiet i for eksempel Belgien eller Spanien og har også et bedre udgangspunkt for – hvis det administreres rigtigt – at opnå en stor popularitet.

Klummen Historisk set tager historiske emner op, peger på den levende historie i vores hverdag og formidler viden om historien. Den optræder med jævne mellemrum og skrives på skift af Jes Fabricius Møller, lektor i historie ved Saxo-Instituttet ved Københavns Universitet, Uffe Østergaard, professor emeritus i europæisk og dansk historie ved CBS, samt Lars Hovbakke Sørensen, historiker og adjunkt, ph.d., ved University College Sjælland.