DET ER interessant at se, hvad der kommer ud af det, når en amerikansk religionssociolog betragter danskernes måde at være religiøse på.
Phil Zuckerman tilbragte for nogle år tilbage over et år i Skandinavien for at undersøge svenskernes og danskernes forhold til religion og tro – eller rettere mangel på samme. I sin bog fra 2008 ”Society without God” konkluderer han, at vi danskere har en meget sammensat form for religiøsitet, og at vi derfor ikke kan anses for at være et kristent folkefærd.
Vores religiøsitet er primært opnået gennem kulturarven, altså, vi er med andre ord kulturkristne. Det behøvede vi for så vidt ikke have en anerkendt amerikansk forsker til at konkludere for os. Det passer rigtig fint ind i det overordnede selvbillede, danskerne har om deres forhold til det religiøse eller mere specifikt, kristendommen. For godt nok er næsten 77 procent af den danske befolkning medlem af den danske folkekirke, men når det så er sagt, er der kun to-tre procent, der rent faktisk kommer jævnligt i kirken – altså ud over til højtiderne, eller når der er brug for de kirkelige ritualer. Så ingen store åbenbaringer der.
DET FIK MIG DOG til at tænke over, om det rent faktisk er sådan det forholder sig? Kan man virkelig udlede, at blot fordi den resterende store procentdel ikke jævnligt går i kirke, så er vi ikke kristne? Giver det så Zuckerman ret, eller findes der andre måder at anskue det på? Som for eksempel i den tidligere og nu afdøde biskop Jan Lindhardts betragtning om, at danskernes forhold til religion er som et skrabelod: Man skal blot skrabe lidt i overfladen, så kommer kristendommen frem.
Lindhardt mente, at selvom vi betegner os selv som kulturkristne, vil der ofte være et Fadervor lige inde bagved. Det er blot et spørgsmål om, hvor vi befinder os i livet. Lindhardt har ret et godt stykke hen ad vejen. Mange vil gøre sig nye tanker om det religiøse og det åndelige, når der sker voldsomme omvæltninger i deres liv. Det peger flere både internationale og nationale undersøgelser på. Selvfølgelig er der undtagelser; dem, for hvem religiøsitet aldrig har rummet den mindste smule, og som ikke pludselig kommer til tro.
Men hos resten, der rent faktisk gør sig overvejelser om det religiøse og om et eller andet gudsbillede, er der stadig langt mellem dem, der lige kan finde deres Fadervor frem af gemmerne. Det er tit dér, jeg i mit arbejde som præst på Rigshospitalet tilkaldes til en sjælesørgerisk samtale.
SÅ SET UD FRA MIN PRAKSIS kan vi ikke anno 2016 antage, at der bor et Fadervor i os alle – i modsætning til tidligere tider, hvor de fleste havde et urokkeligt gudsbillede med sig hjemmefra, fra skolen eller fra kirken.
Vores åndelige og religiøse verdensbillede er i dag en meget mere sammensat størrelse af forskellige religioner, filosofier og psykologier. Jeg oplever ikke, at vi blot lige skal skrabe lidt i overfladen, og så ligger kristendommen lige inden under. Men det betyder til gengæld ikke, at vi så bare uden videre kan konkludere, at vi som danskere ”kun” er kulturkristne. Der er mere end det.
Personligt ser jeg et tredje perspektiv; et perspektiv, der lægger sig midt imellem det kulturkristne og det skrabelodskristne. Et perspektiv, der går et skridt videre end Zuckermans påstand om, at danskerne er kulturkristne, men alligevel ikke helt forudsætter Lindhardts antagelse om, at der er kristendom lige under overfladen.
Dette tredje perspektiv drejer sig om at tage fat i den religiøsitet og tro, der måtte være, om end det er et noget fragmenteret gudsbillede, der bærer præg af det senmoderne samfunds mangfoldighed af trosforestillinger.
På den ene side må kirken ikke lade menigheden i stikken ved blot at tale dem efter munden, som om de ”kun” er kulturkristne. På den anden side må den heller ikke bare læne sig tilbage i den tro, at kristendommen ligger som et fundament i ethvert moderne menneske. Kirken skal derimod komme den enkelte i møde der, hvor der viser sig små sprækker og åbninger. Åbninger, bag ved hvilke der kan gemme sig en søgen efter en dybere forståelse for og kontakt med netop det, som kristendommen kan tilbyde.
Det er givetvis heller ikke altid et helt traditionelt kristent gudsbillede, denne majoritet går rundt med. Det er dog igen ikke ensbetydende med, at danskerne afviser den kristne tro. Derimod kan det være et udtryk for, at deres konkrete kendskab til kristendommen og dermed også deres viden om, hvad de helt eksakt kan bruge den til, halter. Præcis dét er kirkens opgave og udfordring: At formidle kristendommen på en måde, så den er forståelig og ikke mindst brugbar i den enkeltes liv.
Refleksion skrives på skift af præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter, cand.phil. Jens Smærup Sørensen, tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.