Skridt for skridt er vi på vej mod den genåbning, som de fleste har ventet med længsel på hele vinteren. Hverdagen, som mange kendte den før krisen, kan nu igen øjnes i slutningen af foråret. Men det er ikke alle, der glæder sig.
I Langeskov på Fyn sidder en af dem, der gyser bare ved udsigten til en hverdag som før krisen. 30-årige Sanni Steinskog har gennem det seneste år tilbragt langt det meste af sin tid derhjemme på sit og sin mands landsted, siden hun og de andre studerende på dyrlægestudiet i København blev sendt hjem ved første nedlukning. Sanni Steinskog har nydt den ro, som nedlukningen har givet hende. Og den tid hun har sparet på at pendle til og fra studiet i København fra Langeskov, har hun i stedet brugt i haven med sin hund og på ryggen af sin hest i naturen. Stod det til hende, forblev det sådan. For Sanni Steinskog har med sine egne ord aldrig haft det bedre.
”Jeg har nydt tiden, fordi nedlukningen har givet mig så meget frihed. Det føltes som en kæmpe lettelse for mig, da jeg fra den ene dag til den anden ikke længere behøvede at finde på undskyldninger for at blive væk fra arrangementer. Det har jeg ellers været vant til hele mit liv. Og det er hårdt altid at være den, folk ser på som den kedelige, der aldrig kommer.”
På den anden side af nedlukningen venter der fester, familiearrangementer og et fyldt auditorium med op mod 190 studerende på dyrlægestudiet for Sanni Steinskog. Bare tanken giver hende svedige håndflader.
”Mit studie er meget socialt, og det giver mig evigt dårlig samvittighed, at jeg ikke trives med det. Der er da dage, hvor jeg har meldt mig syg, selvom jeg ikke var det, fordi det var svært at overskue. Og nu efter et år, hvor jeg har været enormt glad og haft så meget overskud, så ser jeg den her stressede hverdag komme igen. Det er svært at føle, at livet nu går ned ad bakke for mig personligt på grund af genåbningen, som på samfundsplan er det bedste, der kan ske.”
Mandag i denne uge blev alle Folketingets partier med undtagelse af Nye Borgerlige enige om en langsigtet genåbningsplan, som statsminister Mette Frederiksen (S) præsenterede ved et pressemøde samme aften.
”Med få undtagelser skal det danske samfund åbnes, når alle over 50 år er vaccineret. Efter påske kommer alle børn og unge tilbage i skole eller uddannelse i et eller andet omfang, og de liberale erhverv kan åbne,” lød det blandt andet fra statsministeren.
Genåbningsplanen landede på et meget tørt sted for de mange, der gennem det seneste år har lidt under krisens konsekvenser. De isolerede ældre. De ensomme unge. De trængte erhvervsdrivende, og de hårdt prøvede forældre til børn i hjemmeskole. Listen er lang. Og netop derfor kan det virke forkert og forkælet at være den, der indrømmer, at nedlukningen rent faktisk har gjort noget godt for livskvaliteten.
Det mener filosof og lærer på Øregård Gymnasium Thomas Johannes Erichsen. For nylig skrev han derfor et debatindlæg i Kristeligt Dagblad, hvor han slog et slag for berettigelsen til at sige, at der for mange findes en komfort i nedlukningen:
”Vi ser kun de mennesker, der betyder noget for os, og har én gang for alle frasorteret de overfladiske bekendtskaber. For mennesker, der arbejder i smittezoner, er coronakrisen naturligvis alt andet end komfortabel, men for flertallet gælder det, at corona har skabt utallige bobler, hvor tempo, pres og krav om at være på er blevet sat gevaldigt ned. Folk lever i deres huler, og mens mange venter på, at samfundet genåbner, har andre mindre travlt med at vende tilbage til normalen,” skrev han.
Og spørger man ham, hvorfor han mener, at det er et tabu at have det sådan, siger han:
”Det er det, fordi man jo samtidig er klar over, hvor store konsekvenser krisen har haft for andres liv. Men hensigten er ikke at hakke eller håne dem. Hensigten er at fremhæve, at nogle mennesker faktisk har fået noget positivt ud af denne tid. Og at det måske kan lære os, at alting ikke nødvendigvis behøver at gå så stærkt, hvis vi skal gøre plads til den fordybelse og det nærvær, som mange har haft glæde af under nedlukningen. Jeg forstår godt, at mange kan være betænkelige ved at skulle tilbage til et samfund, der går så stærkt. Og jeg synes, at man skal betragte dem, der faktisk har oplevet en glæde ved nedlukningen, som et lyspunkt i alt det mørke, som coronakrisen har ført med sig.”
For de findes og endda i et betydeligt antal: De, der har fundet sig godt tilpas med nedlukningens langsommere livstempo. Og for mange af dem kan tanken om den hverdag, der venter på den anden side af genåbningen, virke skræmmende. Det ses blandt andet på de sociale medier, hvor flere er begyndt at udtrykke deres bekymring for, om genåbningen vil frarøve dem de langsommere værdier, som de gennem det seneste år har haft tid til at dyrke.
”Men det er ikke for at underkende, at krisen har haft hårdtslående konsekvenser for mange,” skriver blandt andet en kvindelig Facebook-bruger i gruppen ”Introvert/indadvent” og fortsætter:
”man kan sagtens hade corona og samtidig elske lockdown. Det er ikke alle, der nødvendigvis trives med normalen.”
Det synspunkt genkender familieterapeut og forfatter Fie Hørby fra flere af de elever, hun underviser på det psykoterapeutiske institut Blackbird Institute, som hun er medstifter af. Familielivet er et af de områder, der på mange måder har haft gavn af mere tid og nærvær under coronakrisen, fortæller hun. Og mange af eleverne på Blackbird Institute henvender sig netop, fordi de oplever tvivl om, hvordan de efter genåbningen skal gøre op med hverdagslivets evige traven rundt i et hamsterhjul, som de hele tiden er bange for at falde på hovedet ud af.
”Mange lever en tilværelse, der ikke gør dem glade. Og med den her nedlukning har pausen fra det ’normale’ liv været så lang, at det har fået nogle til for alvor at mærke den positive forskel, det gør, når de pludselig har tid sammen med familien,” siger hun.
Det er nemlig sådan med det nære samvær i familien, at kvalitet kommer af kvantitet, forklarer Fie Hørby. Jo større indblik, man får i dem man elskers liv, jo mere mening oplever mange at føle i deres egen tilværelse.
”Mange undersøgelser peger på vores relationer som den mest afgørende faktor for et godt liv. Derfor kan det være ubehageligt pludselig at indse, at hverdagen vender tilbage, hvis den hverdag ikke giver plads til at pleje relationerne, som man gerne vil. Mange af os er opdraget til lydighed og tilpasning. Man gør, som der bliver sagt, og som der bliver anbefalet. Den rille er nem at falde ned i igen, selvom man måske frygter at vende tilbage til et hektisk liv.”
At mange har svært ved tanken om igen at skulle leve det liv, de levede før nedlukningen, hænger også sammen med tidens præstationspres. Det mener sognepræst ved Nødebo og Gadevang kirker nær Hillerød i Nordsjælland Eva Holmegaard Larsen. Før coronakrisen kunne tilværelsen for mange nemt føles som et langt evalueringsskema, man kunne krydse af, siger hun. Er du nu lykkelig derhjemme? Er du tilfreds med dit arbejdsliv? Er det på tide at flytte sig?
”Jeg tror, det har noget at gøre med, at mange i dag har mistet troen på Guds evighed. For så har man jo kun dette ene liv, som alt skal puttes ind i. Og det gør livet overanstrengt, hvis man hele tiden skal fylde det ud med stjernestunder for ikke at føle, at man har fejlet. Nedlukningen har fået mange til at indse, at lykken måske ikke består af alt det, vi synes, vi skal opnå, men i stedet af det, vi allerede er og har. Og derfor er det helt forståeligt, at nogle kan være bange for at skulle ud i ’rumlen’ igen på den anden side af krisen. For det kan samtidig betyde, at man så igen skal ud og skamme sig over, at man faktisk er godt tilfreds med sit liv, som det er.”
Engang var det øjet i det høje, Guds dom over ens onde handlinger, som man frygtede. I dag frygter vi i stedet hinandens dom over, hvordan vi vælger at leve vores liv, fortsætter Eva Holmegaard Larsen.
”Den usynlige dommer gemmer sig i vores perfekthedskultur med kravet om at leve et interessant liv, hvor vi ser godt ud, optimerer os selv, og hele tiden er i bevægelse på vej mod noget nyt. Da coronakrisen så pludselig ramte, så føltes det for mange som en pause fra den her konstante dom. Nærmest fra den ene dag til den anden gik hamsterhjulet i stå, og så behøvede man ikke længere at skamme sig over at leve et almindeligt, kedeligt liv, fordi der alligevel ikke var andre muligheder. Der ligger en stor værdi i det ganske almindelige liv, selvom det ikke består af den ene magiske oplevelse efter den anden. Det håber jeg, at coronakrisen bliver anledning til at huske på fremover,” siger hun.
Med de ord rammer Eva Holmegaard Larsen præcist ned i de følelser, som Sanni Steinskog det seneste år har gået rundt med i hjemmet på Fyn. Sanni Steinskog forstår sagtens de mange, der lige nu oplever en enorm udlængsel efter igen at kunne fylde tilværelsen med ”magiske oplevelser”. Dog håber hun, at coronakrisen vil efterlade en større forståelse for dem, der forsøger at leve et mere isoleret liv i et roligere tempo.
”Jeg har brændt mange broer og gjort en ende på mange relationer i mit liv, fordi andre ikke havde forståelsen for måden, jeg har valgt at leve mit på. Og jeg håber da, at den forståelse er vokset, efter at mange selv har været tvunget til at skrue ned for tempoet,” siger hun.
Det kan kun tiden vise. Men uanset hvad coronakrisen får af betydning for fremtiden, har man altid selv mulighed for at ændre på den tilværelse, som nogle kan frygte at komme tilbage til. Det er et budskab, som familieterapeut Fie Hørby gerne vil slå fast.
”Frygtens stærkeste modgift er tillid. Tillid til at man godt kan finde en anden vej, end den man er vant til at gå på. Vi har så ufatteligt mange muligheder at gribe om, hvad end det handler om at forhandle sig frem til en ugentlig hjemmearbejdsdag, købe et sommerhus eller flytte på landet. Det handler om at klippe sig selv fri af de bånd, der trækker én ind i hamsterhjulet, hvis man er bange for den hverdag, der venter.”