Da Tuxen elskede Ursule: Bevægende brevveksling er et studie i kunstnerægteskabet

”Tuxens breve – mellem kunst og kærlighed” bidrager til den prismatiske gennemlysning af epokens kunstnerproblematikker. Marianne Abrahamsen skaber en fyldestgørende kultur-, kunst- og kønshistorisk ramme om parrets korrespondance

Parret Laurits Tuxen og Ursule de Baisieux som nyforlovede.
Parret Laurits Tuxen og Ursule de Baisieux som nyforlovede. Foto: Hansen & Weller, København 1885/fra bogen.

Kunstneren Laurits Tuxen (1853-1927) er kendt som maler af Europas konger og fyrster og som en af stifterne bag Skagens Museum. Til hans afgørende betydning i tiden omkring år 1900 hører tilllige, at han sammen med P.S. Krøyer dannede Kunstnernes Frie Studieskoler i opposition til det traditionsbunde kunstakademi på Charlottenborg. Tuxen var en mand med en stærk integritet, og dertil en talentfuld og ambitiøs kunstner med hang til stærk kolorit. Hans signaturfarve var rød.

Knap så passioneret var Laurits Tuxen som brevskriver, hvor hans temperament og krav til tidens mand betød, at han ytrede sig behersket. Passionen stod så til gengæld hans første hustru, Ursule de Baisieux (1862-1899), for. Hendes breve fra parrets forlovelsestid og frem til hendes alt for tidlige død i 1899, hvor hun var 36 år, vidner om en selvstændig, sanselig og reflekteret kvinde, der satte alt ind på at skabe det ideelle kunstnerægteskab.

Men hendes sensibilitet betød, at det, hun kaldte for ”små sorte djævle”, jævnligt besatte hende og fik hendes humør til at svinge. Dertil kom, at den tuberkulose, som tog livet af hende, og som synes at have ligget latent i den tid, parret fik sammen, tærede på hendes kræfter. Hun var med Tuxens ord: ”Stærk som et egetræ og sart som en due”.

Marianne Abrahamsen har nu samlet parret Laurits og Ursules breve og udgivet dem i en kommenteret udgave ”Tuxens breve – mellem kunst og kærlighed”. Marianne Abrahamsen er oldebarn af parret, og hun har derfor haft eksklusiv adgang til familiens arkivalier, hvor Ursules breve er dukket frem af gemmerne. Laurits’ svar har hun fundet på Det Kongelige Bibliotek, og eventuelle lakuner fylder hun ud med citater fra kunstnerens posthumt udgivne erindringer ”Laurits Tuxen – En malers arbejde gennem tresindstyve år fortalt af ham selv” fra 1928.

Det er et fint forskningsarbejde, udgiveren har præsteret. Ud over at tegne biografiske karakteristikker af de to brevskrivere og deres efterkommere skaber Marianne Abrahamsen en fyldestgørende kultur-, kunst- og kønshistorisk ramme om parrets korrespondance, der udvider både forståelsen og perspektivet.

Både Laurits Tuxen og hans belgiske hustru kom fra det højere borgerskab i henholdsvis København og Bruxelles. De mange rejser, parret foretog, var således ikke klasserejser, men dannelsesrejser, ofte knyttet til Laurits’ arbejde og det faktum, at parret havde boliger både i Paris, Bruxelles og København og sammenbragte familier. Derfor også de forholdsvis mange breve; parret var langtfra altid sammen. I takt med Laurits’ gennembrud som kunstner fik han bestillinger over hele Europa og var ofte væk fra Ursule og de fire børn, de nåede at få sammen. Ud over at begge kom fra formuende familier tjente Laurits omkring år 1900 henved 5-6 millioner nutidskroner årligt, så materielt manglede der ikke noget.

Laurits Tuxen: ”Ursule som italiensk danserinde”. 1886. Olie på lærred. Privateje. – Foto fra bogen.
Laurits Tuxen: ”Ursule som italiensk danserinde”. 1886. Olie på lærred. Privateje. – Foto fra bogen.

Alligevel vidner brevene om, at der især fra Ursules side manglede noget. Nærvær, kunne man sammenfatte det som. De er unge, da de mødes. Og hendes lidenskab og savn stråler ud af de ofte spontane og passionerede breve til ham. Hun vil gerne være den eksemplariske kunstnerhustru, der støtter sin mand, mens han i højere grad skyder sin energi ind i kunsten og skabelsesprocesserne.

Forholdet er usædvanligt i tiden, fordi Ursule er så dannet og veluddannet, som hun er. Som en af de første kvinder i Belgien tager hun studentereksamen og er tillige musikalsk, kunstnerisk og litterært indsigtsfuld.

Sammen læser parret den franske forfatter Alphonse Daudets omdiskuterede ”Les femmes d’artistes” fra 1874 (på dansk ”Geniernes hustruer”, 1882), hvori der opstilles to typer af kunstnerhustruer: På den ene side furien, der er jaloux på manden og hans metier og ødelægger hans karriere, og på den anden side den føjelige, der indordner sig under hans ambition. Ursule er ingen af delene. Hun er sig selv, en kvinde i egen ret, der opfatter sig som mandens ligeværdige sparringspartner. Som hun skriver: ”Jeg vil blive ved at være din intellektuelle partner, din ven som du deler dine tanker, meninger og bekymringer med”.

Selvom Ursule ikke som nogle i tidens øvrige kunstnerægteskaber: Marie og P.S. Krøyer, Anna og Michael Ancher, Sigrid og L.A. Ring selv er udøvende kunstner, så er hun til stede med karakter. Hun vil gerne lære alt om kunstens væsen og frisættes af kunsten, og dermed komme hinsides tidens borgerlige ægteskab.

Hvad Laurits Tuxen egentlig vil, står mere hen i det uvisse. Hans breve kan virke patroniserende, reserverede og lettere distancerede. Det er nok ikke sandheden. Hans maleriske portrætter af Ursule, hvoraf flere gengives i bogen, vidner om indlevelse og kærlighed; det samme gælder hans portrætter af parrets børn. Han har et malerisk blik for det sandt menneskelige, der imidlertid ikke lader sig omsætte i hans sprog. Alligevel synes Laurits og Ursule, som udgiveren bemærker, at lykkes med at holde både kærligheden og lidenskaben intakt og udfordre hinanden følelsesmæssigt.

Behøvedes parret ikke at bryde ud af det velstående miljø, de havde tilfælles, måtte de kæmpe på andre fronter. Mellem katolicisme og protestantisme, men frem for alt med et skifte i epokens roller. Han skulle agere i en ny kunstnerrolle, der betød, at han skulle levere på det frie markeds vilkår og arbejde entreprenant. Hun skulle realisere en ny kvinderolle med krav om en selvstændig, erotisk og bevidsthedsmæssig udvikling. Hendes følelsesladede breve vidner om længsel efter at bryde ud sammen med ham.

”Tuxens breve – mellem kunst og kærlighed” bidrager til den prismatiske gennemlysning af epokens kunstnerproblematikker, der i disse år markeres med en række udgivelser af både printede og digitaliserede brevsamlinger fra de væsentlige kunstnere omkring år 1900, såvel kvinder som mænd.

Og med den ramme, Marianne Abrahamsen sætter omkring parrets breve, bliver det også bevægende læsning. I 1897-1899 mister Laurits Tuxen både Ursule og to af parrets børn. Hans sorg må have været afgrundsdyb. Men han magter at komme igen, finde kærligheden på ny og finde tilbage til den kunst, der synes at have været hans livs inderste tilskyndelse.