Mavefornemmelse fik 911-ansat til at advare om Floyd-anholdelse

Alarmcentraloperatør troede, hendes computerskærm var frosset fast, fordi George Floyd lå på jorden så længe.

Alarmcentraloperatør Jena Scurry var mandag indkaldt som vidne i retssagen mod den tidligere betjent Derek Chauvin ved en domstol i Minneapolis.
Alarmcentraloperatør Jena Scurry var mandag indkaldt som vidne i retssagen mod den tidligere betjent Derek Chauvin ved en domstol i Minneapolis. Foto: Uncredited/Ritzau Scanpix.

Det første vidne i retssagen i Minneapolis mod den tidligere politibetjent Derek Chauvin er alarmcentraloperatøren Jena Scurry.

Hun bliver afhørt mandag, hvor sagen mod Chauvin, som er tiltalt for drab på den sorte mand George Floyd, bliver indledt.

I vidneskranken fortæller Jena Scurry, at hun 25. maj sidste år alarmerede en ledende politibetjent, efter at hun havde set betjente fra politiet i Minneapolis fastholde George Floyd på jorden på en overvågningsvideo.

Det rapporterer NBC News.

Alarmcentraloperatøren fortæller at det var hendes "mavefornemmelse", der fik hende til at kontakte en tilsynsførende betjent på stedet.

Jena Scurry forklarer, at betjentene fastholdt George Floyd så længe, at hun spurgte en kollega, om hendes "skærm var frosset fast, fordi billedet ikke havde ændret sig". Kollegaen svarede, at skærmen ikke var frosset.

Jena Scurry, som har arbejdet som alarmcentraloperatør i syv år, er et af tre vidner, som skal afgive forklaring mandag. De to andre er forbipasserende, som overværede hændelsen.

Derek Chauvin er tiltalt for at have dræbt den 46-årige George Floyd i forbindelse med en anholdelse 25. maj sidste år, hvor Floyd var mistænkt for at have forsøgt at betale med en falsk 20-dollarseddel.

Chauvin holdt ham nede i asfalten med sit knæ på Floyds hals i omkring ni minutter. Mens Floyd lå på asfalten med håndjern på, klagede han over, at han ikke kunne trække vejret.

I vidneskranken mandag forklarer Jena Scurry, at 25. maj sidste år var den første dag, hun havde kontaktet en overordnet om den slags.

I sine indledende bemærkninger sagde anklager Jerry Blackwell, at efter at have set videoen af anholdelsen af George Floyd "gjorde Jena Scurry noget, som hun aldrig før i sin karriere havde gjort: Hun anmeldte politiet til politiet".

- Mine instinkter sagde mig, at der var noget galt. Noget var ikke, som det skulle være, siger Scurry ifølge NBC News.

Under mandagens vidneafhøring bliver en optagelse af Jena Scurrys opkald til den tilsynsførende betjent afspillet.

- Du kan kalde mig en stikker, hvis du vil.

- Jeg ved ikke, om de har anvendt magt eller ej. De tog noget ud af bilen, og de sad alle sammen ovenpå denne mand, siger hun i lydoptagelsen om betjentene.

Hvis Derek Chauvin, som er hvid, dømmes skyldig i drab på George Floyd, risikerer han op til 40 års fængsel.

/ritzau/