Afsavn og utryghed præger disse coronatider. Men livet var også svært og farligt i mine tidlige leveår. Jeg er født i 1937, og fra jeg var tre år, til jeg var otte år, var Danmark som bekendt besat af tyskerne.
Jeg er født og opvokset i Fredensvang i den sydlige del af Aarhus. Fredensvang er nok mest kendt for AGF’s baneanlæg på Terp Skovvej. Mit hjem lå på parallelvejen Balagervej. Fra vores lille bungalow i nummer 23 havde vi et vidt udsyn ind over Aarhus, der jo ligger i en ådal med ret bratte stigninger fra åen og opad både mod nord og syd.
Den 31. oktober 1944 befandt jeg mig i baghaven, da jeg hørte brummen fra flyvemaskiner. Stående på vores kompostbunke så jeg fly komme lavt ind fra vest og så og hørte sekunder efter eksplosioner ovre på nordsiden af ådalen. Det var engelske Royal Air Force-fly, der havde sneget sig under tyskernes radar og bombede Gestapos jyske hovedkvarter, der var indrettet i universitetets studenterkollegier.
Balagervej 23 ligger få hundrede meter fra den østjyske længdebane, der løb fra Padborg til Frederikshavn. Den var en vital del af tyskernes forsyningslinjer til deres styrker i Norge, som skulle forsvare landets vidtstrakte atlanterhavskyst i tilfælde af en engelsk invasion. Banen var følgelig et af de danske jernbanesabotørers yndlingsmål. Vi hørte ofte natlige eksplosioner og brøl og skud fra de tyske soldater, der skulle vogte de afsporede tog.
Andre nætter tudede byens sirener og varslede luftalarm med udgangsforbud og mørklagte vinduer. Engelske fly var på vej over Jylland. Aarhus kunne være målet, som det havde været med bombningen af universitetet. Det viste sig dog sidenhen, at det hver gang var togter på vej til Tyskland, men det kunne ingen vide, mens det foregik, især ikke de sidste krigsmåneder. Kiel var blevet bombet. Tyskerne blev trængt mod nord. Hvornår nåede det os? Vore forældre må have været meget bange. Men de undgik at lade det smitte af på os. Det imponerer mig, når jeg tænker på det.
Villaen havde ud mod vejen en støbt fortrappe. Første gang, vi måtte ”gå i kælderen”, som det hed ved luftalarm, installerede vi os med madrasser og dyner under trappen. Men så fandt mine forældre på råd. De havde soveværelse i kælderen, vi tre brødre børneværelse ovenover. Men så støbte min far en betonmur foran kældersoveværelsets lave vindue, så det kun lige kunne åbnes på klem, og dér sov vi så alle fem resten af besættelsestiden. Ved luftalarm vendte vi os blot om på den anden side og sov videre.
Besættelsen blev hverdag. Ikke sjældent kom en deling trætte tyske soldater traskende op ad Balagervej efter vagtskifte. Paradoksalt nok har jeg også en morgen hilst pænt på kong Christian X, der højt til hest i sin garderuniform hilste pænt igen med hånden til honnør. Helt bogstaveligt i ensom majestæt havde han lagt sin morgenridetur fra sommerresidensen på det nærliggende Marselisborg Slot om ad vores ydmyge vej.
Én bestemt luftalarmnat husker jeg dog meget nøje, fordi jeg lå alvorligt syg. Jeg havde knust min næse ved et styrt med mit løbehjul på gaden. Der var gået betændelse i de indvendige sår. Feberen steg og steg. Jeg havde febersyner, som jeg kan genkalde mig den dag i dag, en hvæsende øgle, en politibetjent til hest og andet. Vores læge, frøken Jøker fra Aarhus, kom i sin bil med særlig lægenummerplade, der tillod hende at færdes trods luftalarmen. Hun blev hele natten. Hun fortalte senere, at skaden i næsen lå så tæt på nervebaner til hjernen, at hun frygtede, at betændelsen kunne brede sig til hjernen. Penicillin var ganske vist opfundet, men endnu ikke i brug.
At Danmark var besat, fik jeg også helt kontant at mærke, da jeg skulle i 1. klasse i 1944, i april, der dengang var skoleårets begyndelse. Min skole, Rosenvangskolen, var beslaglagt og omdannet til lejr for civile tyske flygtninge fra den østlige del af datidens Tyskland, som jo strakte sig helt til Østpreussen, det nuværende Kaliningrad. I hundredtusindvis eller mere blev de presset mod vest og efterhånden mod nord op i Jylland i takt med russernes fremgang på østfronten.
Fredensvang med Rosenvangskolen lå dengang i Viby Kommune. Så løsningen blev, at vi fra Rosenvangskolen blev gæster i Viby Skoles lokaler. Den ene skole havde formiddagen til rådighed, den anden eftermiddagen, skiftevis.
Den belejrede skole var omgivet af høje pigtrådshegn. Flygtningene var i en elendig tilstand. Jeg kom helt tæt på dem, fordi jeg om morgenen før skoletid skulle aflevere mælk til skolens pedel. Han boede for enden af gymnastiksalen, som man nåede ad en smal sti direkte op ad hegnet. Køleskabe fandtes ikke, så mælk bragtes ud hver morgen af ”mælkemanden” fra hans hestetrukne vogn. Jeg var med ham som ”mælkedreng”, som det hed. De ildelugtende, laseklædte børn bag pigtrådshegnet kastede deres lange, forhungrede blikke efter mine flasker med den livsalige væske – men jeg følte ingen medlidenhed! De var fjenden. Der var krig. Vi var besat.
Når vi skulle ned til Viby Torv fra Balagervej, skulle vi under banen gennem en tunnel, som døgnbevogtedes af tyske soldater. I det sidste krigsforår var det gamle mænd og store drenge. De fleste dagtimer kedede de sig, og vi drenge drillede dem lidt – med angsten oppe i halsen. Men pø om pø gik nogle af de uniformerede 15-16-årsknægte med på spøgen og indlod sig i godmodig sneboldkamp med os. En dag byggede vi i fællesskab en stor snemand på baneskråningen. Til slut tog en af dem bajonetten af og skar Hitlers træk frem i snemandens hoved. Hvorefter de og vi under hyl og skrål ”dylrede” snemanden, til han gik i smadder – ”dylre” var vort dialektord for overdænge med snebolde. Var løjtnanten kommet, havde det set sort ud for vagtposterne.
I de første majdage 1945 var der skyderier og eksplosioner i Aarhus, og det forlød, at tyske marinere havde gjort mytteri. Min onkel kom da med sin hestevogn og tog os med til sit lille husmandssted langt fra alfarvej på Edslev Knude en 15-20 kilometer vest for byen. Sikrere sted kunne man ikke forestille sig. Og så vil skæbnen, at akkurat dér falder der om natten til den 5. maj en tysk flyvemaskine ned på min onkels marker. De nærmeste vragdele lander lige op ad huset, hvor vi syv personer sover vores trygge søvn efter at have hørt det salige befrielsesbudskab i radioen, inden vi gik til ro. Jeg har tidligere skildret det her i avisen og i mine erindringer (”Og så alligevel...”, 2019).
Da vi den 6. maj vendte hjem til Balagervej, var det første, min far gjorde, at banke beskyttelsesmuren foran sovekammeret ned. Det var et symbolsk og jo altså helt konkret udtryk for frihed. Jubelen sidder mig stadig i kroppen. Da var Danmark frit – også på Balagervej 23. Tilmed kunne jeg et par dage senere på Skanderborgvej i Viby på få meters afstand vinke til selveste Monty, den engelske general Montgomery, der højt på en vogn i spidsen for sine styrker nåede Aarhus på sin sejrsvej mod nord.
Lad mig vove at være profetisk: Det næste store nationale drama kan meget vel blive det Indre København oversvømmet af en voldsom stormflod, klimaforandringerne taget i betragtning.
Men så til allersidst et smil på trods: På mit barndomskvarters variant af aarhusiansk er vi ikke særlig glade for det bløde d. Fredensvangsk udtales frejensvangsk. Vi roser os af to berømtheder. Den ene er Bamse, som desværre er død. Den anden er Flemming Povlsen. En tv-reporter bad ham om en sproglig prøve på vores dialekt. ”Man ska yij, før man ka nyij,” lød det prompte og uforfalsket.
Ole Jensen er dr.theol., professor emeritus og tidligere domprovst og rektor.
Læs flere vidneberetninger fra besættelsen i denne store specialhistorie.