Der er store beløb i luften, når det handler om fremtidens jernbaner og veje. 105,8 milliarder kroner vil regeringen bruge over de næste 15 år ifølge den infrastrukturplan, der blev præsenteret i torsdags. Det er et stort tal i et husholdningsbudget, men samfundsøkonomisk ret beskedent. For proportionernes skyld: Det offentlige bruger hvert år over 1100 milliarder kroner på den fælles velfærd. Infrastrukturplanen udgør under en procent af de offentlige udgifter. Det er nok for lidt i betragtning af de udfordringer, samfundet står med.
Tag trængslen. Vejdirektoratet har beregnet, at den hvert år koster 26 milliarder kroner. De penge tabes år efter år i de endeløse køer på vejene og i forsinkede tog og busser. Ud fra et prokuratorsynspunkt kunne man få en fornuftig forrentning ud af at bruge flere hundrede milliarder kroner på at løse trængselsproblemerne her og nu, hvis det ellers var muligt. Hvad det desværre ikke er. Overalt i verden er der trængsel i og omkring de store byer, og der findes ingen snupstagsløsninger.
Regeringens og det store politiske flertals bud er nu at udvide vejene, især motorvejene. Det bliver det store asfaltbal. Alle historiske erfaringer viser bare, at det ikke virker. I bedste fald kan man flytte rundt på trafikpropperne, men der kommer flere biler, og efter kort tid har man de samme problemer.
Derfor burde man se på fremtidens infrastruktur i et bredere perspektiv. Vist er mobilitet afgørende for den moderne velstand, og man kan også argumentere for, at der skal være gode veje til landområderne for at modvirke affolkningen. Man bedrager imidlertid sig selv, hvis man tror, at god infrastruktur alene sikrer en ensartet regional udvikling i hele landet. Danmark er i dag plastret til med 1000 kilometer motorvej og endeløse landeveje af høj kvalitet, men det har ikke standset udvandringen fra land til by. I det lys er asfaltballet en alt for lukket fest i forhold til at skabe vækst i yderområderne, hvad der bestemt er behov for.
En af de oversete pointer er, at trængselsproblemerne faktisk midlertidigt har været løst det seneste år. En sideeffekt af coronakrisen har nemlig været, at mange mennesker helt eller delvist har arbejdet hjemme, og det har fjernet biler fra vejene og i øvrigt gavnet luften og klimaet. En af de uudtalte præmisser for regeringens infrastrukturplan er, at vi hurtigst muligt skal tilbage til normalen, hvor det at leve tilsyneladende er at pendle.
Måske kunne man i stedet bruge erfaringerne fra det seneste år til at arbejde mere målrettet med investeringer i at begrænse både den offentlige og private transport. Man kunne for eksempel forbedre infrastrukturen for datakommunikation, så hjemmearbejde ikke blev helt så problematisk, som det har været for mange hidtil. I det hele taget ville der formentlig være meget at hente i et mere fleksibelt arbejdsmarked, større incitamenter til, at flere kører i samme bil, bedre parkeringsmuligheder ved stationer og lignende. Der er flere mindst lige så fornuftige investeringer som asfalt.