Sofasag er blevet en international ydmygelse af EU

Der var ingen stol til EU’s kommisionsformand, Ursula von der Leyen, under besøg i Ankara. Det udstiller EU’s svaghed på den internationale scene, lyder det enstemmigt fra europæisk presse

Der manglede en stol til kommissionsformand Ursula von der Leyen i sidste uge, da hun sammen med formanden for Det Europæiske Råd, Charles Michel, besøgte den tyrkiske præsident Erdogan i præsidentboligen i Ankara. – Foto: AFP/ Ritzau Scanpix.
Der manglede en stol til kommissionsformand Ursula von der Leyen i sidste uge, da hun sammen med formanden for Det Europæiske Råd, Charles Michel, besøgte den tyrkiske præsident Erdogan i præsidentboligen i Ankara. – Foto: AFP/ Ritzau Scanpix.

Hvis det kun handlede om fodfejl i protokollen og politiske egoer, ville den europæiske sofagate næppe fortjene de mange overskrifter, den har fået i international presse, siden EU’s kommissionformand, Ursula von der Leyen, i sidste uge blev glemt og måtte tage til takke med en plads i sofaen, da den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, havde stillet stole op til mødet med EU’s topchefer i præsidentboligen i Ankara.

Der er mere på spil end sårede egoer, og derfor har bølgerne endnu ikke lagt sig en uge efter udbruddet af det, som i stigende grad ligner en institutionel krise i EU-apparatet.

EU’s præsident, Charles Michel, kan forsikre nok så meget om, at han ligger søvnløs om natten over den manglende stol til Ursula von der Leyen ved mødet med den tyrkiske præsident i sidste uge. Det formilder ikke kommissionsformanden, som i mandags gav sin rival i EU’s rangorden en overhaling, da de mødtes for første gang siden den protokollære fejl i præsidentboligen i Ankara.

Og i går var det partilederne og formanden for Europa-Parlamentet, David Sassoli, der havde de to kamphaner til overhøring om den katastrofale hændelse i Tyrkiet.

Uanset om den tyrkiske statsleder bevidst marginaliserede den første kvindelige leder af EU-Kommissionen, er han formentlig overmåde tilfreds med udfaldet af stoleanretningen.

Erdogan har ikke alene fået flyttet fokus fuldstændig væk fra Tyrkiets rolle i migrationspolitikken, i Syrien og i Libyen. Han har også fået EU til at gøre sig selv til grin på den internationale scene, som det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel skriver.

Og er der noget, EU ikke har brug for netop nu, oven på den kaotiske håndtering af vaccineforhandlingerne, er det at fremstå svækket udadtil.

”Dette besøg skulle sende et signal om beslutsomhed og en fælles linje. I stedet har det ført til splittelse. EU har forpasset en mulighed for at stå sammen. Vi forventer mere af EU’s udenrigspolitik,” siger den tyske leder af EPP, de europæiske konservative i Europa-Parlamentet, Manfred Weber, ifølge den tyske radiostation Deutsche Welle .

Over for det europæiske nyhedsmedie Politico beklager også flere EU-diplomater, at ”sofasagen” skader EU’s internationale position.

”Jeg har sjældent set et sådant niveau af fjendtlighed mellem EU-Kommissionen og Det Europæiske Råd. Det kan skade EU’s udenrigspolitik, og det er også meget svært at forstå for almindelige borgere,” siger en anonym diplomat til Politico .

”Mange uden for EU siger, at EU’s udenrigspolitik er en joke, og nu får vi så dette. Det havde vi virkelig ikke brug for,” siger en anden.

Striden handler blandt andet om, hvem der står i spidsen for denne udenrigspolitik.

Da hun blev udpeget til kommissionsformand i 2019, lovede Ursula von der Leyen at lancere ”en geopolitisk kommission”, der kunne forsvare Europas interesser. Hun står i spidsen for 30.000 funktionærer og et betydeligt budget.

Men, som tyske Süddeutsche Zeitung understreger, den tidligere belgiske premierminister, Charles Michel, var netop opsat på at blive EU-præsident og altså formand for Det Europæiske Råd for at gøre sig gældende internationalt med den legitimitet at repræsentere stats- og regeringscheferne.

Men det er ikke kun personlig rivalisering, der ligger bag protokolstriden, som det påpeges over for det europæiske nyhedssite Euractiv af Niklas Novaky, ekspert i sikkerheds- og forsvarspolitik ved det belgiske institut for politisk forskning, Wilfried Martens Center.

”Det bliver i stigende grad vanskeligt at blive enige om, hvad EU skal mene,” siger han, ligeledes til Euractiv .

Ikke alene er der 27 stats- og regeringschefer, som skal afstemme deres nationale interesser. Der er også de rivaliserende formænd for Kommissionen og Det Europæiske Råd, som i EU-jargon begge har titel af præsident. Ligesom det skiftende EUformandskab, som netop nu varetages af Portugal. Foruden EU’s udenrigschef.

Som den franske europaminister, Clément Beaune, antyder over for radiostationen RTL, ”ville det måske være ønskeligt, at Europa om nogle år kun har én leder”.

Sofagate udstiller i hvert fald endnu en gang den svaghed, som USA’s mangeårige udenrigsminister Henry Kissinger allerede understregede for mange år siden med spørgsmålet: Hvad er EU’s telefonnummer?