Fugles fantastiske stedsans er stadig en gåde for forskerne

I disse uger kan man se trækfuglene komme hjem efter at have tilbragt vintermånederne i varmere egne. Men hvordan finder de vej på en rejse, der ofte strækker sig over 10.000 kilometer? Det ved forskerne en del om, men meget er stadig et mysterium

En af de første fugle, der vender hjem om foråret er eksempelvis en sangdrossel.
En af de første fugle, der vender hjem om foråret er eksempelvis en sangdrossel. . Foto: Natalia Fedosenko\TASS via Getty Images.

Er solen fremme, styrer trækfuglene ved hjælp af dens bane. Flyver de om natten, navigerer de efter stjernernes bevægelse hen over nattehimmelen. Er der ingen sigtbarhed, klarer de sig med magnetfelt-navigationen. Når de nærmer sig mål, bruger de landkending. Og så er der stadig meget, vi ikke ved.

Sådan forklarer fysikprofessor Ilia Solov’yov trækfuglenes unikke kompetencer – på den nemme måde.

Men når han og kollegerne forsker i migrationsfugle på universitetet i Oldenburg, Tyskland, må de have kvantecomputere til hjælp for bare at komme i nærheden af at forklare det, som enhver trækfugl ved.

”Hver trækfugl har flere kompasser. Flyver de om natten, registrerer de stjernernes rotation og bruger den information. Men også uden sol og stjerner kan de navigere, og hvordan Jordens magnetfelt skaber en reaktion i fuglen, er det, jeg forsker i,” siger Ilia Solov’yov.

Teorien er, at små molekyler i fuglens celler opfanger magnetfeltet – måske gennem øjet, fordi receptorerne er lokaliseret her.

”Vi mener, at magnetfeltet kan interagere med fuglenes biologiske molekyler og derfra sende signal til hjernen,” siger fysikeren, som pointerer, at naturen kan adskillige tricks, som vi ikke kender til.

”Vi kan kun forstå noget, ikke alt.”

Når fuglene nærmer sig målet, forlader de sig også på landkending, siger Ilia Solov’yov.

”De husker, at der ligger en fabrik til højre, og der står et meget stort træ til venstre, og når de har få kilometer tilbage, sætter de lugtesansen til at korrigere retningen.”

Erfarne fugle er mere præcise end unge, og derfor er det en fordel at trække i flok. Men selv de mange, der flyver alene, er forbløffende kompetente. Et mysterium er for eksempel, hvordan en gøg, som er vokset op uden gøgeforældre, synes at vide præcis, hvor den skal hen.

Årstiderne har fuglene naturligvis også tjek på, siger Charlotte M. Moshøj, som er som er biolog og en af de to hovedforfattere til ”Fugleatlas. De danske ynglefugles udbredelse.”

”Trækfuglene er genetisk programmerede til at flyve sydpå om efteråret og hjem igen i foråret,” siger hun.

Hun tilføjer, at det er nemmere at være gås, forstået på den måde, at de gamle i flokken træner de ungen i ruten, mens eksempelvis mange rovfugle må lære vejen at kende alene, hvorfor eneflyvere måske først finder den bedste rute senere i livet.

Hvis man stiller skarpt på de arter, der trækker langt, typisk til lande i Afrika, ser det dog ikke godt ud med overlevelsen, siger hun.

”Arter som rødrygget tornskade, løvsanger, broget fluesnapper og havesanger er både blevet færre og har fået formindsket deres udbredelsesområde. De er nu mindre udbredt i Danmark end for 20 år siden. Det skyldes forringelse i både habitat og klimaforandringer. Fordi det bliver varmere, klækker insekter tidligere, og når trækfuglene så kommer til Danmark, er de gået glip af boomet af lettilgængelige insekter. Der opstår en fejl-timing, kan man sige,” siger Charlotte M. Moshøj.

Nattergalen er en af de fugle som migrerer langt, gerne helt til Zimbabwe. Og da man ikke kan følge sådan en navigation, indgår der i professor Kasper Thorups viden forsøg med at sætte fugle ned i en tragt.

”Her har de kun magnetfeltet at navigere efter, og når man drejer magnetfeltet udenfor tragten, hopper de i den retning. Ligesom de om efteråret hopper mod det, der svarer til syd, i tragten, og om foråret mod nord,” siger Kasper Thorup, som er tilknyttet Globe Institute, Københavns Universitet, og som oplyser, at fuglene kun sidder i tragten i en eller to nætter.

”Der er også lavet tragtforsøg med kunstig sol og stjernehimmel, og her er det tydeligt, at fuglene ved, hvad klokken er. Det gør vi mennesker sådan set også, vi er bare ikke vant til at forlade os på vores indre ur,” siger han.

Fuglenes evne til at registrere stjernehimlens omdrejningspunkt er nedarvet. De er simpelt disponerede for at bruge det trick. Men hvordan de læser bevægelserne, indbefatter også læring, siger Kasper Thorup.

”Fugle er ude døgnet rundt, så der er god tid til at kigge på stjernerne, og individer, som man i førsøg lod vokse op under en stjernehimmel, der ikke roterede, havde svært ved at læse retninger,” siger han, og fortsætter.

”Vi ved altså noget om, hvilken baggrund, de har for at finde vej, men hvordan de kan så meget mere end det, er stadig et stort åbent spørgsmål.”

Studier i trækfugles migration giver en vigtig indikator om klodens tilstand og menneskets påvirkning af klima, miljø og habitater. Men også ”lavpraktisk” i forhold til vindmøller, kan forskningen være til nytte, siger Ilia Solov’yov.

”En del fugle bliver dræbt af vindmøller hvert år, og der kommer flere vindmøller i verden, så hvis vi i princippet ved, hvordan det magnetiske felt virker, kan man forestille sig, at vi med den viden kunne udstyre vindmøller med en anordning, som udsendte et signal, der får fugle til at undvige,” siger han.