Natten efter at være blevet far for første gang, mødte jeg en anden nybagt far i patienthotellets køkken. Manden var mildest talt euforisk over sin nye status og over det mirakel (det var hans ord), han havde været vidne til. ”Er det ikke det mest fantastiske?”, spurgte han.
Døsigt nikkede jeg og mumlede et ”jo, det er fantastisk”, mens jeg afmålte modermælkserstatning i en lille plastikkop. Jeg var glad for, at både min kæreste og vores nyfødte datter havde det godt, men ordene ”fantastisk” og ”mirakel” var at spænde buen for hårdt – altså, det var jo ikke, fordi det med at få et barn var noget, som havde sneget sig ind på mig. Her fem år senere har piben fået en anden lyd, og selvom jeg stadig synes, at ”mirakel” oversælger faderskabet, så er jeg klar på at kalde det fantastisk.
Vores første datter blev født i 2012, den næste i 2014 og seneste skud på stammen blev tilføjet i 2016. Ved udgangen af marts har tre unger givet mig lejlighed til at afholde omtrent halvandet års barsel over en femårig periode. Da vi ikke regner med yderligere tilføjelser til stamtræet fra min kærestes og min side, er dette afslutningen på et kapitel i livet, hvorfor der kan være grund til at gøre lidt status over barsel og faderrolle.
For min kæreste og jeg har min barsel været et privilegium, vi har været taknemmelige for. Som studerende havde jeg ret til seks måneders barsel med SU, og det har jeg benyttet mig af, både første og anden gang, mens tredje omgang var på barselsdagpenge, og det har betydet, at økonomi aldrig blev en faktor i vores overvejelser om barslen.
Barslen har givet luft i mine studier, plads til at udforske faglige interesser, mens ungerne har sovet formiddags- og eftermiddagslur og ikke mindst fleksibilitet i hverdagen. Væsentligst af alt har imidlertid været den relation, jeg har fået til ungerne, og igennem den en platform for at have indflydelse på mine børns opdragelse. På den front er jeg pragmatisk indstillet. Hvis man vil have indflydelse på sit barn, bliver man nødt til at være til stede i barnets liv, og her har barslen været en uvurderlig første lejlighed til at være til stede.
Jeg har danset, sunget og pludret med mit afkom og naturligvis skiftet utroligt mange bleer. Vi har sloges om, hvorvidt man skulle sove eller ej, hvem der skulle fodre hvem, og om maden skulle spises fra tallerken eller gulv. Det har både været godt og sindsoprivende frustrerende med øjeblikke af lykke.
En gang imellem har jeg haft lyst til at kværke en af ungerne, eller høvle dem ud af vinduet fra tredje sal, men så længe jeg ikke har gjort noget ved det, så synes jeg egentlig også, det er fair nok. Alt sammen har imidlertid været med til at opbygge en relation til mine unger, der giver mig en meget bedre fornemmelse af deres temperament og deres person, og vice versa på godt og ondt.
Samværet har imidlertid også haft betydning for min relation til min kæreste i den overgang fra ”kun” at være kærester til at være forældre sammen med ansvar for et lille liv. Den både kedelige og intense tid på barsel, hvor jeg kontinuerligt har været sammen med mine unger har nemlig betydet, at jeg har turdet stå mere fast på, hvad jeg synes, der var rigtig og forkert, når min kæreste og jeg har skullet finde fælles fodslag omkring børneopdragelsen. Barslen har givet mig en fornemmelse af legitimitet som opdrager og partner. Måske har jeg endda vundet en slags respekt i min kærestes øjne, men jeg har ikke spurgt, så det står hen i det uvisse.
Jeg tror, faderrollen nemt kan blive en selvopfyldende profeti om den lidt fjerne patriarkalske skikkelse, og den mulighed lurer i al fald fortsat i mit eget liv som en position, jeg forsøger at undgå at falde i. Min erfaring er, at nærvær og samvær ikke er det samme, og at netop nærværet med ens unger ikke kommer af sig selv. Det er ikke automatisk dybt meningsfuldt, livsbekræftende, eller hvad man ellers kunne finde på at kalde det, at sidde og kigge på sit kornfede afkom – det kræver øvelse. Som med så meget andet så tror jeg, at det kræver øvelse at blive god til at have en tæt relation til sine børn, og hvilket bedre sted at starte end når de er helt små?
Jeg bilder mig ind, at barslen har betydet, at jeg i højere grad tør stå ved en selvstændig holdning til, hvad godt fader- og forældreskab er, og at jeg er blevet bedre til at acceptere, at jeg ofte fejler, uden at det bliver til latent dårlig samvittighed. At det er okay at pendle mellem en status som skurk eller helt, at man ofte kan være fortrolige, sjældent er en ven, men altid en autoritet.
At børnene nok overlever, at der ind imellem kan findes madrester på køkkengulvet, der hverken lever op til en 15-sekunders-, 15-minutters- eller 15-timersregel. At knus, kram og forsoning tit kan redde situationen, når man af sine lungers fulde kraft har kunnet finde på at råbe, at ”nu stopper du fandeme!” til sin toårige.
Endelig er der så de oplevelser, som jeg altid kan have med mig, og som er mine oplevelser med børnene. Steder vi har været på barslen, mennesker vi har besøgt, situationer med glæde eller gråd, os to, min datter og jeg. Det kan selvfølgelig lyde frygteligt egoistisk, og det er det måske også, men jeg tror, at jeg både bliver en bedre far og en bedre kæreste af at være forælder i min egen ret. Barslen har givet mulighed for, at jeg har kunnet træde nogle stier, som gør det nemmere at gentage succeser og undgå nederlag senere i livet – det var det med at øve sig, og at øvelse kræver mester.
Nogen vil måske tage ovenstående til indtægt for, at jeg er et kastreret og domesticeret handyr uden megen klassisk mandighed tilbage i blodet, og om min kæreste savner de klassiske mandlige dyder, må tiden vise. Indtil videre opfatter jeg barslen som noget, der som en sideeffekt har været med til at ligestille min kæreste og mig i flere forhold end blot i relation til børnene. Man kan sikkert godt dele livets sfærer imellem sig, at den ene tager vasketøj og den anden slår søm i murene, men jeg ønsker ikke sådan et liv, hverken for mig selv eller for mine børn.
Før træerne gror ind i himlen, skal jeg gerne understrege, at barsel ikke har været en ustandselig dans på roser. Jeg har hverken fået en fødselsdepression eller oplevet himlen åbne sig over mit hoved i lyksalighed. Mit faderskab har mest befundet sig mellem de to poler. En gang imellem lidt til den ene side, en gang imellem lidt til den anden side. Umiddelbart er det dog en investering, som jeg kun bliver gladere for, som tiden går.
Som nævnt var barsel et privilegium, et rent gode, for min kæreste og mig. Vi skulle ikke tage stilling til, om min barsel skulle prioriteres med blik for privatøkonomien, vi var begge studerende, og SU under barsel betød, at vi ikke behøvede bekymre os ved udsigten til hverken det første eller andet barn. Så heldige ved jeg godt, at alle ikke er, og havde vi ikke været så relativt unge som nybagte forældre, henholdsvis 24 og 26, så havde vi stået i en anden situation, og jeg havde måske dækket min bekymring og tvivl om at slå til som far bag hensynet til privatforbrug.
Alligevel vil jeg opfordre danske mænd til aktivt at forsøge at få mere barsel med deres unger, at prioritere det både i tid og i økonomien – jeg tror, det giver et rigere liv.
Lars Buur Nørlev er cand.mag. i religionsvidenskab