Det er en god idé at samle Danmarks fem nulevende statsministre på Marienborg. Samtalen er dannet, dejlig ukælen og for det meste befriende blottet for den joviale ironiske distance, der ellers præger uformelle tv-transmitterede samtaler mellem politiske modstandere. Men dokumentaren er desværre også for rodet og resultatet derfor skrøbeligt.
De fem tager sig god tid til at lytte til hinanden, da først den pinlige intro er overstået. For også statsministre tyer til tandløse betragtninger om vind og vejr, når isen skal brydes. Og netop tandløsheden prægede især første afsnit, der bød på ganske få overraskelser.
Det fineste ved premieren var, hvordan alle fem, uafhængigt af hinanden, fik fortalt, hvordan det var deres forældre, de først tænkte på, da de fik overrakt nøglerne til Statsministeriet. Denne klædelige ydmyghed er en betryggende formaning om, at også de mest magtfulde kerer sig om de nærmestes anerkendelse og accept.
Første afsnits halvrodede og overraskende banale udkomst blev dog bedre med gårsdagens episode. Lars Løkke var uheldigt underbelyst forrige søndag, men redigeringen sikrer ham bedre plads her i anden omgang. Foreløbig er det mest interessante dog stadig den skærende kontrast, der er mellem den 88-årige Poul Schlüter og de andre. Verden er vitterligt blevet en anden siden Firkløverregeringen.
Før det stigende antal tv-kanaler, internettet og siden sociale medier var der tid til besindelse og eftertænksomhed. Og det er tydeligt, hvordan indpakningen, kommunikationen, håndteringen er det første, Nyrup, Fogh og Thorning-Schmidt griber fat i, når Rushdie-affæren, karikaturkrisen eller Dong-sagen bliver genbesøgt.
Lars Løkke formulerer det klarest, da han forklarer sit brud med Foghs kontraktpolitik:
”Hvis jeg siger: ’Nu skal jeg fortælle jer, hvor jeg gerne vil hen’, så skal jeg allerede i morgen høre for, hvorfor vi ikke er der.” Det er nok en rigtig analyse af en både trist og fattig udvikling, hvor visionerne taber til højhastighedssamfundets kontante krav om at levere og være på.
Meget er nu ellers, som det plejer. Helle Thorning- Schmidt har beholdt sin kølige facade, Anders Fogh holder fast i, at der aldrig skal være noget at komme efter, og Nyrup tøjler temperamentet og indrømmer sine fejl.
Schlüter, derimod, fortæller om bridge-fredage med Niels Helveg og fruerne eller eftermiddagssjusser med Marianne Jelved. Al den tid der var, som nu tydeligvis er tabt, uden at der er kommet noget substantielt i stedet. Helle Thorning indrømmer frejdigt, at hun ville ønske, hun havde brugt mere tid på at tænke i stedet for små irriterende sager, som mediernes dagsorden dikterede. Det ønsker man også på den anden side af skærmen.
”Du skal være parat til at tage den mest ydmygende kritik, som medierne ruller ud med,” husker Nyrup. Dokumentaren ”Statsministrene” er alt andet end ydmygende. Den må dog gerne vise sig også at være mindre udflydende de kommende søndage. Nydelige billeder og ordentlig tone er godt. Men det kan gøres lidt bedre, som Nyrup ville sige det.