Serbere dræbt i Kosovo

Granatangreb på landsbymarked ikrævede flere ofre

Tre serbere blev i går dræbt og adskillige såret under et granatangreb på et marked i en landsby i Kosovo, rapporterede det uafhængige nyhedsbureau Beta, som citerede serbiske kilder i Kosovo for oplysningerne. Serberne beskyldte etniske albanere for at stå bag angrebet på landsbyen, der hedder Bresje. Beta citerede serbiske embedsmænd fra den nærliggende by Gracanica for at sige, at to granater blev sendt mod markedspladsen fra nærliggende huse. - Denne massakre er en handling begået af etnisk-albanske ekstremister, som på denne måde viser det omdannede UCK's styrke, citerede Beta en embedsmand for at sige med henvisning til Kosovos Befrielseshær. Efter krav fra FN og NATO blev UCK i sidste uge omdannet fra at være en separatistisk partisanbevægelse til et overvejende ubevæbnet hjemmeværn. Imidlertid har yderligtgående elementer i UCK modsat sig denne forvandling. Anholdelser efter fund af massegrav Franske tropper i FN-styrken KFOR i Kosovo har anholdt adskillige personer i forbindelse med fundet af en massegrav med 28 lig i byen Kosovska Mitrovica i det nordlige Kosovo, oplyste kilder i går. Mindst fire personer er anholdt, mens en femte, der mistænkes for at have overværet forbrydelsen, vil blive afhørt i sagen. Anholdelserne kom efter, at der var iværksat en undersøgelse af, hvordan 23 personer kunne forsvinde, hed det i en KFOR-erklæring. De 23 personer forsvandt, efter at en halvmilitær serbisk enhed hærgede Kosovska Mitrovicas gader den 14. april. Siden begyndelsen af juli har de franske KFOR-soldater samlet vidneudsagn i forbindelse med de mange menneskers forsvinden. /ritzau/AFP