Teater med holdning i

Efter at have været et skældsord i de sidste 20 år har det politiske teater pludselig oplevet en renæssance det seneste års tid på en række forskellige teatre. I foråret gik teaterprisen Årets Reumert for bedste forestilling til Betty Nansen Teatrets opsætning af Lars Noréns stykke »Personkreds 3« om mennesker på samfundets bund. På Kaleidoskop lavede skuespilleren og dramatikeren Jens Albinus i sommer »Nederdrægtighedens historie« om de mennesker, sagde han, der gik rundt ude på Nørrebrogade, lige foran teatret. På Odense Teater fandt ØMU'en og den monetære union for nylig scenevejen med Vilhelm Topsøes stykke »Tvivlens år«. Og lørdag er der endnu to premierer i København, som bestemt falder ind under betegnelsen »politisk teater«, om end på hver deres måde. Skuespilleren, instruktøren og dramatikeren Pernille Grumme har premiere på sin satire om Proms Kemiske Fabrikker i Café Teatrets Kaf'Café. Men hvorfor lave teater ud af noget, som de fleste nok ville skrive en kronik om i stedet? - Der vil selvfølgelig være nogle, der læser en kronik, og måske kommer der lidt debat, men med satiren kan man virkelig udstille spillets regler. Udstille pseudoheden - hvis man kan kalde det det - i procedurerne. Hvis man skriver historien om fabrikken fra 1950'erne til nu, så er det i sig selv en grotesk historie. Jeg vil ruske ved magten, ved det hykleri, der ligger i, at f.eks. industriens topledere mener, at de grønne afgifter hæmmer dem. Og man når et andet publikum med et teaterstykke end med en kronik, siger hun. - Det gumpetunge politiske teater var kun i en periode i 70'erne. Når politisk teater er satire, tror jeg, det er evigt. Det vil der altid være brug for, hvis der er noget, der ikke rigtig må siges. Nürnberg med sang »Nürnberg« hedder lørdagens premiere på Betty Nansen Teatrets anneksscene, Edison, fordi den handler om Nürnbergprocessen efter krigen. Også her understreger teatrets ene direktør Henrik Hartmann, at der ikke er tale om politisk teater i 70'er forstand: - Jeg mener, det er vigtigt, at man også prøver at beskrive det, man ser i den verden, man lever i. Der er større ting, der banker på end parforhold og følelser. Det har Betty Nansen Teatret arbejdet på i nogle år nu. I 1996 havde de forestillingen »Kvinder«, bygget op om og spillet af almindelige kvinders fortællinger og skæbner, den blev fulgt op af »Paradis« om indvandrere og flygtninge, og hele sidste sæson satte de sig for at undersøge magtens struktur. Det var dét projekt, Lars Noréns »Personkreds 3« var en del af, sammen med »O's historie« - der mere handlede om den seksuelle magt, og endelig »Den yderste konsekvens« om Rote Armee Fraktion. Og nu er de så klar med et stykke om Nürnbergprocesserne, tilsat sang og musik. Men hvor langt kan man gå i sin modernisering af det politiske teater, hvis emner, mange nok vil mene kræver en vis nænsomhed? - Man skal ikke støde folk bare for at støde dem. Det er vigtigt at gøre op, hvor man selv står, når man laver forestillinger som den her. Med »Nürnberg« har vi muligheden for at se rundt om tingene, fordi der er så mange kilder. Vi kan komme bagom, lave en profil så at sige på de mennesker, vi bare opfatter som onde. At vi så sætter det i en sammenhæng, de nok aldrig havde drømt om, er noget andet. Men formen understreger, at processen havde præg af tv-soap. For det er det, når man tror, man kan dømme 20 mennesker for drabet på seks millioner, siger Henrik Hartmann. Det svenske eksperiment I Sverige kom det politiske teater på dagsordenen med Lars Noréns stykke »Sju-tre«, hvor han lod tre kriminelle spille sig selv og ucensureret fremture med deres nynazistiske holdninger. Over hele Sverige og også i Danmark tog mange afstand fra stykket, og da en af de medvirkende senere flygtede og skød en betjent, blev vreden mod Noréns teater kun større. Efter det seneste nynazistiske drab i Sverige på en fagforeningsmand er debatten ifølge Henrik Hartmann kun blevet endnu mere personfikseret. - Det handler kun om Lars Norén nu, om at han er en medløber, at han er nazist selv, det er, som om det var ham, der gik forrest og agiterede for nazismen. Men det, han prøvede med »Sju-tre«, var at få os til at se, hvad de kriminelle er for nogle mennesker. - Teater skal være farligt. Og jeg mener, at vi på teatrene skal prøve af, hvad teater kan, ellers passer vi ikke vores arbejde ordentligt, er Henrik Hartmanns holdning til ikke bare Norén, men til teatret som helhed. At det politiske teater bliver genopdaget i disse år, mener han bunder i, at mange mennesker vil have andet end bare fyld, når de går i teatret: - Der er ved at komme en gryende bevidsthed om, at man er nødt til at tage stilling til det, der sker omkring een. Den holdning deler Pernille Grumme: - Nu er man træt af det overfladiske, ironiske ha-ha-hvor-går-det-godt-teater. Jeg synes ikke, det går så godt. Man har brug for noget substans, ægte følelser - der ikke er Morten Korch - og nogle ord med indhold i på teatret.