På sporet af konservatismen

TV/radio: Konservatismen er ikke et barn af oplysningstiden og deler derfor ikke socialismens og liberalismens utopiforestillinger

Hovedhistorien i DR 1's TV-Avisen søndag aften var Socialdemokratiets frontalangreb på Dansk Folkeparti og »danskernes fremmedhad« med statsministeren i spidsen. Frontalangreb er måske ikke det rigtige ord, for når Nyrup Rasmussen går i offensiven er det ikke med torden og lynild, men med en ganske særlig indtrængende, oprigtig stil. Den fik til gengæld også alt det, den kunne trække. »Du ved, nogen gange siger man bare til sig selv: nu er det nok« og videre i den dur. Men han kom ikke med nogen konkrete anklager, ingen direkte navngivelser. Budskabet var bare, at der var nogen, som Nyrup ville sætte hele sin statsminister-autoritet ind på at advare den danske befolkning imod. Enhver seer forstod den halvkvædede vise: Dansk Folkeparti er et halvnazistisk foretagende, og man er dømt til årtiers ophold i de urene stuer, hvis man stemmer på dem. Nyrups patos var så voldsomt, at der kun skulle et lille knappenålestik til at få luften til at fuse ud af ballonen. Det leverede Erik Meier Carlsen, der på spørgsmålet om, hvad der mon var baggrunden for Nyrups angreb, kom med denne pragtfulde sætning: »Nyrup er ærligt og helt begrundet bekymret for den vælgertilslutning, Dansk Folkeparti kan få«. En guddommelig, men måske utilsigtet ironi. Det er altså ifølge Carlsen først og fremmest taktik, der fik statsministeren op på de høje, moralske nagler. En dårlig taktik oven i købet, for det er, sagde Carlsen, for tydeligt, at det er en ren taktisk brændemærkning. Om han har ret i det, er desværre uvist. Man må håbe det, for det var et ualmindeligt usagligt angreb, der ikke blev bedre af de moralske gevandter, Nyrup klædte sig i. P1's »Millenium«, sendt søndag eftermiddag, om begrebet konservatisme var til gengæld præget af en velgørende saglighed. Claus Birkholm tog sig tid til at belyse begrebet især i dens angelsaksiske skikkelse fra Burke til Christopher Lasch. Indledningsvist blev forskellen mellem konservatisme på den ene side og liberalisme og socialisme på den anden side slået fast: I modsætning til de to andre er konservatismen ikke et barn af oplysningstiden og deler bl.a. derfor ikke de andres utopiforestillinger og fremskridtstro. Den definition adskiller sig fra den sædvanlige modstilling mellem liberalisme og socialisme, og virker langt mere relevant i en tid, hvor socialisme og liberalisme ser ud til at mødes i fremskridtstro og globaliseringsbegejstring. At konservatisme ikke er et entydigt begreb, blev også klart i programmet. Bl.a. er der jo et parti herhjemme, der insisterer på at kalde sig konservativt. Sociologen Jean Fischer kom med den påstand, at Dansk Folkeparti måske i virkeligheden har mere til fælles med traditionelle, konservative ideer end Det Konservative Folkeparti. En bemærkning, der sikkert ikke ville have fundet nåde for statsministerens øjne. Mads Quortrup lå til gengæld mere på linje med den danske konsensus-konservatisme, hvor konservatismens kongstanke bliver til en diffus hyldest til samfundsfællesskabet, noget der hurtigt kan ende i tilslutning til den socialdemokratiske velfærdsstat. Til sidst blev vi præsenteret for den særlige tyske diskussion om konservatisme, der er helt præget af det traumatiske nationale skyldspørgsmål, der stadig kaster sine lange skygger over det politiske og litterære liv. Et emne, der kunne fortjene sit eget program. Katrine Winkel Holm er cand.theol.