DET GÅR stærkt med forhandlingerne om et fælles EU-forsvar. Det samme kan desværre ikke siges om regeringens udspil over for vælgerne. Først fastholdt statsministeren i meget lang tid, at de fire danske forbehold over for Amsterdam-traktaten stod fast »før, under og efter« diverse internationale konferencer og møder i folketingssalen. Nu står det imidlertid tindrende klart, at den fælles europæiske møntfod, euroen, er sat på skinner, og om tre år er mønter og sedler i omløb i de øvrige EU-lande, bortset fra Sverige og Storbritannien. Det fik ved indgangen til dette folketingsår omsider statsministeren til at erklære, at danskerne igen vil blive spurgt om deres holdning til den fælles mønt. Dog er der endnu ikke sat en dato på. Med andre ord: Det ene af de fire forbehold står ikke længere fast. I øjeblikket er forsvarssamarbejdet så kommet i ilden. Udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R) slår knuder på sig selv, mens han forklarer, at der ikke bliver tale om en egentlig EU-hær, men derimod et »blødt« samarbejde, der skal kunne sættes ind i fredsbevarende opgaver. Opgaver, som Danmark sagtens kan deltage i som NATO-land, men ikke som EU-land, hvilket ifølge udenrigsministeren er en lidt besynderlig situation. Men forbeholdet skal altså »aktiveres«. I praksis vil det få meget lille betydning. Danmark vil som i Bosnien og Kosovo deltage i alle aktioner i Europas baghave - og vil som en af de største bidragydere pr. indbygger selvfølgelig også være med, når aktioner skal planlægges. Formelt altså med status af NATO-land. Situationen er grotesk. Et forsvarssamarbejde i EU-regi kommer formentlig på plads allerede i december. Dermed vil der være tid nok til at formulere et afstemningstema, som kan komme med, når danskerne til næste år alligevel skal stemme om euroen. Regeringen kunne med andre ord slå to forbehold med et smæk. Ikke desto mindre lægger statsministeren op til, at der skal være to afstemninger (og måske senere en tredje om det retlige samarbejde, hvem ved). Taktikken er, at det vil være nemmere at få slettet Edinburgh-aftalen ved hjælp af salamimetoden end at sætte det hele til afstemning på én gang. Det ulyksalige er, at taktikken er gennemskuelig og næppe vil gøre det lettere at få Danmark med i det fulde EU-samarbejde. Tværtimod vil modstandere og skeptikere slå på, at man forsøger at snyde befolkningen til gradvist at opgive de danske forbehold. Det ville være mere regulært at prøve at få befolkningen til at sluge hele pølsen i én mundfuld. Der er trods alt sket så meget i Europa siden 1993, at det skulle være muligt at argumentere sagligt for at slette alle fire danske forbehold.hhh