Heldagsskolen

CD's LEDER Mimi Jakobsen prøvede at skære sit synspunkt ud i pap, da hun forleden sagde, at også hun ønsker, at kvinderne skal hjem til kødgryderne. Men de skal først hjem, når de har været på arbejde indtil klokken 17 eller 18. Når kvinderne nu en gang arbejder ude, bør politikerne indrette samfundet derefter. Derfor har partiet som led i forhandlingerne om det kommende års finanslov, der vedtages i morgen, foreslået, at der gøres forsøg med en heldagsskole. Her skal der være mødepligt for de små. Børnene skal jo passes, og den besnærende tanke er, at det måske kunne ske på en mere aktiv måde end i de skolefritidsordninger, som findes i dag. Ingen ved, hvad de 350 millioner kroner, som finanslovsforslaget sætter af til formålet, reelt skal bruges til. Er det til Internet-cafeer til børn, som blandt andet antydet af undervisningsministeren, eller skal børn lære mere regning og læsning ved at kombinere »leg og læring«, som det hedder på moderne pædagogikdansk. Men det virkelige spørgsmål drejer sig ikke om forvirringen omkring disse penge, men derimod om den ideologi, der ligger til grund for tanken om heldagsskolen. Skolens opgave er ikke at passe børn, men derimod at formidle kundskaber til eleverne. Kundskaberne mangler alt for ofte, og skolens store udfordring er at bidrage med den lærdom, som danske børn ifølge de fleste internationale sammenligninger savner. Hvis folkeskolerne i landet fremover også skal varetage pasningen af børn fra børnehaveklasse til femte, skubbes der til en forkert udvikling. I fredags kunne vi her i avisen fortælle om, hvordan Danmarks Lærerforening nu mener, at lærere ikke bare skal undervise og vejlede, men også opdrage børnene. Nutidens familie har nemlig lagt mange funktioner uden for hjemmet, fordi både far og mor arbejder. Denne nye selvforståelse blandt lærere skal ses som kulminationen på en ideologisk udvikling, der tog fart, da den nu afdøde radikale undervisningsminister Jørgen Jørgensen med sin Blå Betænkning i 1950 fastslog, at skolens opgave rækker langt videre end bare undervisning. Skolens opgave var med hans øjne, at »fremme alle muligheder for, at børnene kan vokse op som harmoniske, lykkelige og gode mennesker.« Det kan aldrig være skolens opgave at påtage sig ansvaret for børns lykke, og det må og skal stadig være forældrenes opgave at opdrage deres børn. Staten burde bruge langt flere penge på at gøre det muligt for travle forældrepar at arbejde mindre. Ikke mindst ved at give samme tilskud til pasning af børn derhjemme som det alle får, hvis de sender dem på institution. Det er politisk set visionsløst blot at indrette sig efter samfundsudviklingen. Politikerne burde vise vejen i stedet. bjer