Skovplan klar efter nytår

Venstre skuffet over, at der endnu ikke foreligger en plan

Først i begyndelsen af det nye år vil regeringen være parat til at fremlægge et konkret forslag om hjælpen til de skovområder, der blev ramt af orkanen for halvanden uge siden. Det er vigtigt, at der kommer mest muligt natur for pengene, og derfor skal de konkrete forslag være så præcise som muligt, meddelte miljøminister Svend Auken (S) i går. Den tidshorisont er skuffende, mener Venstres miljøordfører Hans Christian Schmidt. - Jeg fatter ikke, at han ikke kommer med en tidsplan eller en handleplan. Det er over 10 dage siden, og så er det for lidt bare at sige, at der kommer et forslag i begyndelsen af det nye år, siger Hans Christian Schmidt. Miljøministeren planlægger at indkalde de forskellige partier til en drøftelse, når et udkast er klar. Venstres miljøordfører har endnu ikke været indkaldt til møde, men han savner efterhånden nogle konkrete løfter til de mennesker, skovfaldet er gået ud over. /ritzau/