Jeg husker udmærket, da hun blev født, og det må have været samme dag eller næste dag, at jeg fik lov at komme ind og se den lille baby. Nu havde jeg altså fået en søster, og det var meget spændende alt sammen. Men hun er fire år yngre, og det er en stor aldersforskel, indtil man er næsten voksen. To år senere fik vi en lillesøster til, Dronning Anne-Marie, og de to var tæt på hinanden på en helt anden måde. Selvom vi voksede op i et hjem, hvor vi sås dagligt og hele tiden, var der faktisk stor afstand.
Jeg er bange for, at de blev omtalt som de små, helt indtil jeg kom tilbage fra kostskole. Der har de været henholdsvis 10 og 12 år. Min mor sagde somme tider om Benedikte, når hun havde foretaget sig et eller andet: ”Benedikte, true to type.” Og hun er virkelig tro mod sin type.
Hvis man ved, hvordan Benedikte fungerer, så kan man regne ud, hvordan hun vil reagere, i hvert fald i ni ud af ti tilfælde. Da hun var helt lille, sagde hun ikke så forfærdeligt meget. Hun begyndte først at snakke, da hun var helt sikker på det, hun ville sige, hvor andre snakker uafbrudt helt fra begyndelsen. Sådan var jeg efter sigende.
Vi havde en engelsk barnepige første gang i vinteren 49, da Benedikte var fem. Barnepigen talte selvfølgelig engelsk til os, og min søster sagde ingenting. ”Du taler, og du taler, og jeg forstår ikke et ord af, hvad du siger,” sagde hun til barnepigen. Første gang, der kom noget engelsk ud af Benedikte, var, da hun lå i sengen med forkølelse. Barnepigen kom ind, og så sagde Benedikte: ”Mary, my window is open.” Det skulle være i orden og korrekt, når hun sagde noget. Det var ikke nok at klare sig sådan middel eller akkurat forståeligt. Det har vi altid husket som meget karakteristisk for hende.
Benedikte var et meget buttet barn, og jeg var lang og tynd. Jeg sagde engang til min mors kammerjomfru: ”Jeg vokser opad, men Benedikte vokser henad.” Jeg var sikkert ikke lige sød over for Benedikte hele tiden. Jeg drillede hende, og hun kunne blive voldsomt vred. Og det er klart, så driller man jo ikke mindre.
Vores barndomshjem var decideret trygt. Vi havde barnepiger og folk, der tog sig af os, men vi så også meget til vores forældre, selvom vi kun spiste sammen med dem i weekenden. Vi begyndte at spise frokost med dem om søndagen, fra vi var 5-6 år. Da vi blev lidt ældre, spiste vi også aftensmad sammen om lørdagen. Både Prinsesse Benedikte og Dronning Anne-Marie legede med dukker. Jeg syntes, dukker var noget af det mest åndssvage. Det var sådan nogle celluloiddukker, og når man skulle give dem tøj på, drillede ærmerne altid. Jeg havde så et par bamser, som jeg elskede højt, og de fik dukketøjet på.
Benedikte og jeg er meget forskellige. Det var vi sandelig også som børn, og der er man ikke nødvendigvis vildt tolerant. Jeg har nok ikke altid været en særlig morsom storesøster. Jeg foretog mig i reglen også noget andet end de to små. Jeg havde ikke noget imod at blive griset til på den ene eller anden måde, enten fordi jeg var udendørs, eller fordi jeg sad og malede, og det var ikke noget, som Benedikte nogensinde opsøgte.
Benedikte blev meget tidligt glad for heste og for at ride. Jeg red også, men slet ikke i samme grad som hun. Ret tidligt fik hun også interesse for dressur, og hun har i det hele taget sans for heste. Det ved jeg også fra andre i hesteverdenen. Benedikte og Anne-Marie legede også gerne noget med heste som børn. Så var Anne-Marie selvfølgelig hesten. Når vi var på Trend, lavede de en form for manege, og så kommanderede Bendikte hende rundt i cirkel, højre om, venstre om. Benedikte havde fået et meget fint bælte med et bidselspænde, og stakkels Anne-Marie skulle så have bidslet i munden. Hun fandt sig i det. De var meget tæt på hinanden, da de var små.
Vi har altid klædt os ud både til fastelavn, men også spontant. Der ville Benedikte helst være en fin dame. Det skulle være smukt. Hun skulle ikke hejres ud, tak. Jeg syntes, det var rigtig sjovt at være hejret ud.
Da Benedikte blev teenager og begyndte at nærme sig voksenalderen, ville hun være voksen i en helt anden grad, end jeg nogensinde ville. Gå voksenklædt og gøre tingene på en voksen måde. Jeg tror måske, at Benedikte derfor var lidt mere i opposition.
Hun ville gerne have lov til ting, som jeg tog lidt mere, nå ja, hvis jeg ikke kan, så kan jeg ikke. Benedikte var mere interesseret i at gå ud, end jeg var. Lidt mere interesseret i drenge. Jeg havde masser af mandlige venner, men jeg havde det egentlig mest sjovt med dem, fordi vi snakkede så godt sammen. Når der var nogle af ens skolekammerater, der gjorde ting, som jeg ikke ville drømme om, og ikke engang prøvede på at spørge om lov til, var Benedikte lidt mere den, der gerne ville prøve ting af.
Det var ikke, fordi hun var en stor flirt, men hun var altså lidt mere optaget af det, end jeg var. Vi havde statsbesøg af den engelske dronning og Prins Philip i 1957, hvor jeg har været 17 år. Da var jeg lige begyndt at bruge lidt læbestift og lidt pudder på næsen. Jeg havde også forsøgt mig med neglelak, men så så jeg på mig selv og tænkte: Nej, det kan jeg ikke lide, og så tog jeg det af. Det ville aldrig være sket for Benedikte.
Da far blev konge i 1947, ændrede vores tilværelse sig til en vis grad, fordi opmærksomheden omkring os pludselig blev en helt anden. Det blev tydeligt, når vi var rundt i landet med Dannebrog, og det skulle man lige vænne sig til. ”I skal huske, at folk vinker, og de vil gerne se jer, så I skal vinke,” sagde far. Han havde sådan en åben bil, vi kørte rundt i, far sad bag rattet, mor ved siden af, og vi tre piger på bagsædet. Jeg kan huske, at han sagde: ”Vinke til højre, Benedikte, vinke til højre, vinke til venstre.” Hun var jo så genert og havde lidt sværere ved det.
At hun var decideret genert som barn, er ikke det, man tænker på, når man ser hende optræde, eller når jeg ser hende være til et eller andet foretagende i dag. Så er hun sandelig på. Hun ser ikke ud som den, der håber, at musehullet er tæt på. Slet ikke. Hun har gennemgået en kæmpe udvikling i løbet af sit voksenliv, fra den generte og tilbageholdende til at hun kan træde frem og gøre ting med den største selvfølgelighed. Det gør hun virkelig godt.
Hun har fået en frihed i sit væsen, som hun tilegnede sig i løbet af sin ungdom og i løbet af de første år, hun var gift, og Prins Richard spillede givetvis en rolle i den udvikling. De to var meget forskellige. En kontrast uden lige. Min søster hæver jo aldrig stemmen, og min svoger kunne kun med en hævet stemme. Vi plejede lidt uartigt, både min mor, Dronning Anne-Marie og jeg, at sige: ”Richard hvisker.” Det betød, at nu kunne man godt høre, at han var der. Han havde sin helt egen måde at tale på. Han havde talt svensk som barn og ung, fordi han havde gået på svensk kostskole, og efterhånden kom der noget dansk ind over, så han havde den mest vidunderlige blanding af skandinavisk, og så kunne han være vanvittig morsom. Han var meget stolt af Benedikte, for eksempel når de havde store jagter med mange gæster, og min søster arrangerede middagen, bordplanen og bordene, der blev pyntet.
Jeg har selv været med mange gange, og jeg var også vældig imponeret over hende. Hendes pligtfølelse er meget stærk. Når hun påtager sig ting, gør hun dem altså hundrede procent. Hun er meget knyttet til sit land, og det er ikke blevet mindre af, at hun har boet i udlandet i mange år, tværtimod. Den dygtighed og energi, hun lægger i sit arbejde for landet, er jeg virkelig imponeret over. Og som hun kan rejse rundt i verden, godt det ikke er mig. Jeg har en meget præcis tingshukommelse, men meget svært ved at huske ansigter og navne, og det er lidt besværligt med den position, jeg har. Men det kan Benedikte.
Når vi er ude til et arrangement, må jeg af og til hviske: ”Benedikte, hvem er det nu, det er?” Så får man sådan en spids albue i siden: ”Daisy! Det ved du godt!” Lidt indigneret over, at jeg igen ikke kan huske det mest indlysende. Hun er også fremragende til at køre bil. Det var begge vores forældre i øvrigt også. Jeg lærte det aldrig særlig godt. Jeg kørte rent ud sagt elendigt, så jeg holdt op med at køre bil, da jeg ventede mit første barn. Det skal alle være glade for. Men Benedikte er god til at styre. Der er ikke noget, der sejler hos hende, som det måske nok godt kan hos mig. Hun har også udviklet en side, som jeg overhovedet aldrig har følt mig særlig sikker i, nemlig at kunne lede et møde. Det kunne min mor også. Min mor gjorde det med lidt mere let hånd, hvor Benedikte er mere kategorisk. Hun vil gerne, at tingene skal være sådan og sådan. Hun har absolut administrative evner, og det var min mor ganske klar over.
Det var også derfor, hun syntes, at Benedikte skulle overtage efter hende i spejderbevægelsen, og det ved jeg også, at hun gør vældig godt. Benedikte er ikke en Dronning Ingrid nummer to, for hun er helt sin egen, men der er nok træk i hendes karakter, som, jeg må sige, snarest kommer fra mor. Den der vældige ordentlighed. Hun har jo også en glimrende smag og er fuldstændig klar over, hvad hun kan lide, og hvad hun ikke kan lide, ganske som mor var det.
Jeg prøver da også at få farverne til at passe sammen, men altså, hun er mere perfekt. Ikke bare med påklædning, men også med indretning. Hendes hjem i Berleburg, huset i Schweiz og lejligheden her er jo en drøm. Det spiller, som man siger. Hun ser også altid selv nydelig ud, ligegyldigt hvad der foregår. Alle pletter opsøger mig, Benedikte får aldrig en, det gjorde min mor heller ikke. Benedikte kan sagtens finde på at sige til mig, at mit hår ikke sidder ordentligt, hvad hun sandsynligvis altid har ret i. Så siger jeg: ”Ja, det skal nok passe.” Eller også gør jeg et eller andet ved det, hvis den virkelig er gal. Hendes hår sidder altid. Det tør ikke andet.
Min mor sagde, at Benedikte var den mest kongelige af hendes døtre. Det syntes vi nok alle sammen. Benedikte havde større fornemmelse for at holde på værdigheden end hendes søstre. Det gælder måske stadigvæk, i hvert fald i forhold til mig. Hun kan godt blive indigneret, hvis der er et eller andet. Så bliver hun meget, meget bestemt. Det har jeg da oplevet, men der er aldrig en hævet stemme. Aldrig nogensinde. Men jeg kan da huske, når vi som børn skulle synge salmer i Holmens Kirke. Vi sad oppe i kongestolen, og far hviskede til os: ”I skal ikke sidde der og bare synge la la la lirum larum. I skal give det lidt udtryk.” Så kom den næste salme, Blomstre som en rosengård.
Min far lagde virkelig tryk på stavelserne, og Benedikte var ved at dø af grin. Det måtte man jo ikke i en kirke, så hun måtte kravle ned på gulvet. Fremover, når vi var i kirke, måtte Benedikte ikke sidde ved siden af far, for hun kunne ikke holde masken. Og hvis vi skulle synge Blomstre som en rosengård, var det bare om ikke at se på hinanden, for så døde vi af grin. Benedikte har i virkeligheden også meget lettere ved at blive rørt og har lettere til tårer end vi andre. Så bliver hun sådan plisseret i ansigtet.
Jeg har set hende blive rørt masser af gange. Til en af hendes fødselsdage havde Dronning Anne-Marie og jeg fået lavet et par øreringe til hende, og der kunne hun ikke holde tårerne tilbage. Dem blev hun så glad for. Det var vældig sødt. Måske Benedikte i virkeligheden er blevet mere kongelig for at kunne holde masken. Det har jeg egentligt ikke tænkt over før nu, men det er der nok noget om.