Danskere på job i Tyskland

Skak: Danske skakspillere klarer sig godt i den tyske Bundesliga

Alle de danske stormestre er på kontrakt i den tyske Bundesliga bortset fra Bent Larsen, og de klarer sig godt. Bedst går det vor topspiller Curt Hansen, der i år vandt det tyske mesterskab sammen med sin klub Köln Porz. De danske topspillere må søge ud, først og fremmest for at tjene penge. Desuden er den danske første division ikke så inspirerende og stærk som den tyske og også svenske, hvor danskerne efterhånden er fint repræsenteret. Mange har efterhånden spurgt mig om, hvordan det er muligt at spille i to-tre forskellige klubber samtidig - i fodbold ville det jo være utænkeligt. Det er simpelthen nødvendigt for de professionelle stormestre og de halvprofessionelle internationale mestre at spille der, hvor pengene er, og i skak er pengene en del mindre end i andre sportsgrene, så man må rejse rundt en hel del. Curt Hansen spiller på syvendebrættet for Porz, hvilket fortæller lidt om holdets styrke! Han møder ofte folk af betydeligt svagere styrke end ham selv, men det betyder også, at hans forventede score ofte er nok så høj - elotallet er jo en vigtig størrelse. En flot sejr var partiet mod Lobron, der er en af Tysklands stærkere stormestre med mange olympiader på bagen. Hansen - Lobron 1.c4,e6 2.Sc3,Lb4 3.Db3,c5 4.Sb5! (allerede ude af teorien? Ja, nærmest og det viser Curt Hansens kreative talent. Nu ville det naturlige 4.-,d6? 5.Dg3! med dobbeltangreb være uheldigt) 4.-,Sf6 5. a3,La5 6.Sd6+,Ke7 7.Sxc8+,Dxc8 8.g3 (sorts udvikling er okay, men kongen står lidt mærkeligt i centrum) 8.-,Sc6 9.Sf3,Tb8 10.Lg2,a6 11.0-0,b5 12.d3,d6 13.Td1,Td8 14.Dc2,h6 (forhindrer den irriterende binding på g5.) 15.b3,Td7 (lidt mærkeligt, men sorts problem er bl.a., at hans løber på a5 står lidt »offside«, for i princippet er hans udvikling god) 16.Lb2,Ld8 17.d4! (efter endt mobilisering åbner hvid nu stillingen ned mod sorts konge) 17.-,cxd4 18.c5!,dxc5 19.Dxc5+,Td6 20. Sxd4 (sort er overspillet, og Curt Hansens eksekution kommer prompte) 20.-,Sxd4 21.Lxd4,Kd7 (hvad kan man bruge dette parti til - ja sørg for at rokere i tide) 22.Dxd6+! 1-0 Sort taber alt efter 22.-,Kxd6 23.Lxf6+ osv. Næste uge mere om danskere i Tyskland, nemlig i den tyske anden division.