Nye ord til gammelt hus

Et af de ældste huse i København rummer en forening, der må siges at have gode muligheder for at skrive et par ord eller to i ny og næ. Det er nemlig Dansk Forfatterforening, der har til huse i den elegante og historisk set meget interessante »Tordenskiolds Gård« på Strandgade 6 på Christianshavn. Fristelsen har da heller ikke været til at modstå for en af foreningens medlemmer, forfatteren og kulturhistorikeren Arne Ipsen, der nu har skrevet en lille bog om husets næsten 400 års histo-rie. Det ældste skøde på huset er fra 1624, og Tordenskiolds Gård har fra 1700-tallet været præget af litteratur, videnskab og samfundsdebat. Længe før Forfatterforeningen i 1983 rykkede ind i huset, har kunstnere og videnskabsmænd haft deres gang i huset. Søhelten Tordenskiold var en af husets mange berømte beboere og boede i huset fra 1720. Det er dog storkøbmændene Abraham Lehn den Ældre (1643-1709) og Abraham Lehn den Yngre (1701-1757), der især har præget husets historie, dets indretning og dets betydning for samtidens København. Det er da også far og søn og deres virke i København og Strandgade, der præger bogens beretning. De 50 sider kan fås for 50 kroner hos Dansk Forfatterforening.