Ikoner fra Rumænien

Det smukke ord »katarsis« er universelt og beskriver den renselse af sjælen, en enkelt handling eller oplevelse kan fremkalde. Men gennem middelalderen er ordet primært blevet brugt, når talen faldt på storslået og ophøjet kunst. Den betydning af ordet har et lille galleri i København taget til sig. Galleri Katharsis, der netop nu er aktuelle med en sommerudstilling, holder også fast i den kristne tradition. Kunstneren Lucia Zorini udstiller en række glasikoner, der rummer originale kristne ortodokse motiver fra Rumænien. De udtrykker de religiøse symboler på en meget folkelig måde, med humor og glæde, som dog ikke formindsker respekten for den kristne tro. Historisk set blev de rumænske glasikoner, der er unikke i den ortodokse tro, først skabt i slutningen af det 18. århundrede. Mange glasikoner blev i sin tid fordømt af kirken, men traditionen lever altså stadig videre. Om ordet katarsis kan bruges i den sammenhæng, må man selv vurdere på sommerudstillingen, der netop har haft fernisering.