Der var engang, hvor man kun købte sit tøj i en genbrugsbutik, fordi SU'en ikke rakte til et besøg i Magasin. Men den tid er ovre. Genbrugstøj er blevet trendy - skal man være med på den sidste nye mode, så er det i landets mange butikker med aflagt tøj, at man foretager sine indkøb. Det er noget, Dansk Røde Kors kan mærke. Foreningen driver 158 genbrugsbutikker over hele landet, og omsætningen i butikkerne er eksploderet fra 2,5 millioner kroner i 1990 til 40 millioner sidste år. Røde Kors' overskud fra det nye skift i moden går til nødlidende mennesker i andre dele af verden og til socialt arbejde i Danmark.