Dinosauren Hepburn

Hvordan ville Audrey Hepburn have set ud som dinosaur? Det var en af de ting, tegnerne og computeranimatorerne i Disneys studier forsøgte at forestille sig i arbejdet med en ny dinosaurfilm, der får premiere i morgen. »Dinosaurerne« hedder filmen ganske enkelt. Hovedpersonen er en ung dinosaur, en iguanodon, som prøver at finde sin plads i verden. Hans verden er tilfældigvis kridttiden for ca. 65 millioner år siden - dengang dinosaurerne stadig herskede på jorden. Ikke mindre end 30 forskellige arter af dinosaurer har roller i filmen, der er en kombination af rigtige filmoptagelser og computeranimation. Derfor har den også været undervejs i 12 år. Nogen videnskabelig film om de store fortidsøgler er det dog ikke. Skaberne har taget sig en del friheder i dinosaurernes fysik for at få dem til at fremstå som personligheder med følelser. Og her kommer Audrey Hepburn så ind i billedet. Den unge hoved-dinosaur, Aladan, forelsker sig nemlig i en ung dame - altså også en dinosaur - og så var udfordringen at få denne dino til at gå som en rigtig dame. Og derfor slog animatorerne sig på Hepburn. Hvor godt den feminine gangart er lykkedes, kan vurderes ved selvsyn i biografer over hele landet fra i morgen.