Alene på Herrens mark

Alene på Herrens mark

- Far, jeg ringer for at spørge, hvad jeg skal gøre ved vandhanen, som drypper. Og kan du ikke lige spørge mor, hvor meget vaskepulver jeg skal putte i maskinen, når jeg vasker cowboybukser.

Den situation er nok kendt for mange forældre, efter at deres børn er flyttet hjemmefra. Når børnene står alene i drømmeværelset eller ønskelejligheden og pludselig selv skal finde ud af alting selv, kan der være brug for en direkte linje til fødehjemmet.

Nu er der imidlertid kommet en anden mulighed i journalisten Tine Johansens nye bog »Hjælp - jeg flytter hjemmefra«. Her kan de unge, som er kommet under eget tag, finde råd om en masse af de praktiske problemer, som dukker op i hverdagen.

I bogen kan man for eksempel læse om, hvordan man stryger skjorter og pudser vinduer, ligesom der er anvisninger om, hvor man kan få studierabat og udfylder sin selvangivelse. Også inden man flytter hjemmefra, er der gode råd at hente i bogen, som blandt andet rummer en oversigt over, hvilke hjemmesider, der er gode at søge bolig efter.

Tine Johansen: Hjælp - jeg flytter hjemmefra. Ekstra Bladets Forlag. 120 sider. 129 kroner.