Kom og mærk fuglene

Rødhalsen -- en af de små fugle, som man kan være heldig at møde på en ringmærkertur.  -- Foto: Scanpix.
Rødhalsen -- en af de små fugle, som man kan være heldig at møde på en ringmærkertur. -- Foto: Scanpix.

Det er altid en særlig oplevelse at se en vild fugl på tæt hold. Den kommende søndag vil ringmærkere fra Zoologisk Museum seks steder i landet demonstrere, hvordan de fanger vildtlevende fugle og hvordan de kønsbestemmes, ringmærkes, måles og vejes. Hvis vejret er med ringmærkerne og publikum, vil der på dette tidspunkt af foråret være mange trækfugle, blandt andet rødstjert, jernspurv, sangdrossel, rødhals, gransanger og andre småfuglearter. Så det er bare om at møde op.

Ringmærkningerne finder sted ved Voerså i Vendsysel, ved Brabrand Sø, Å, Klostermølle, Mossø, Brædstrup, ved Fyns Hoved, Hindsholm, ved Gedser Odde, Falster, og Gilberg Hoved, Gilleleje. Lokal information kan hentes på www.zmuc.dk/ring/Kom&Se_index.htm.