Anna Libak: Vores tid er svanger med mistillid til systemet

I sin nye bog ”Skyldig til det modsatte aldrig bliver bevist” dissekerer Anna Libak logikkerne bag tidens værdikrig, hvor sproget er blevet gjort til identitetspolitisk slagmark. Står det til den borgerlige debattør, bør begge yderfløje se at få stoppet den udskamningstaktik, der med hvert sit fortegn skiller de gode fra de onde og lukker munden på al åben meningsudveksling

De kulturbærende institutioner – universiteter, museer, ministerier og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab – har nu indoptaget den identitetspolitiske venstrefløjs dagsorden, siger Anna Libak. – Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix.
De kulturbærende institutioner – universiteter, museer, ministerier og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab – har nu indoptaget den identitetspolitiske venstrefløjs dagsorden, siger Anna Libak. – Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix.

En af de mest farbare veje til magten i dag er at fremstille sig selv som et offer. For de ”andre”. Det er lige her tidens voldsomme værdikamp trækker sin frontlinje, mener Anna Libak. Som hun skriver i sin kommende debatbog, ”Skyldig til det modsatte aldrig bliver bevist”, der udkommer i næste uge:

”Der går en masse mennesker rundt og savner anerkendelse og giver samfundsstrukturerne og den hvide mand – eller den brune mand – skylden. De konkurrerer om at være mest krænkede over samfundsindretningen.”

Det er henholdsvis minoriteterne og majoriteten, Libak refererer til. Repræsenteret ved dels det, hun kalder den ”nyprogressive” venstrefløj – de, der kobler stort set alle vilkår i denne verden op på køn, race, seksualitet og krop, og som i egen selvforståelse hylder mangfoldigheden og vil bekæmpe de undertrykkende samfundsstrukturer. Og i det modsatte ringhjørne – den lige så ”nyprogressive” højrefløj, som også giver samfundsstrukturen skylden. De kaldes populister, men er politisk set antiglobalister, der har overtaget venstrefløjens ideologi. De føler sig krænkede over eliterne og indvandringen og sætter deres lid til politikere, der lover at geninstallere nationalstaten i al sin magt og vælde sammen med de trygge, traditionelle fællesskaber og velkendte hierarkier.

En af bogens pointer er, at den nye højrefløj har overtaget venstrefløjens rationale og virkemidler fra 1968. Og dét er lykkedes i en sådan grad, at det er den utilpassede commander-in-chief i Det Hvide Hus, selveste USA’s præsident, der nu er støjende anti-establishment. Mens den moderate venstrefløj forarget forsøger at holde på formerne.

”Jeg beskriver Trump som venstrefløjens nemesis; det er da lidt sjovt. Tidligere var det også de venstreorienterede, der talte om ’diskurs’; altså at virkeligheden ikke findes, men er konstrueret. Nu er det Trump og hans tilhængere, der opfinder virkeligheden, som de gerne vil have den til at fremstå. Hvis der kun var så og så mange tilskuere til hans indsættelsesceremoni, jamen, så påstår han da bare, at der aldrig tidligere havde været så mange til en præsidentiel indsættelse,” siger den bogaktuelle debattør, der til daglig er udlandsredaktør på Weekendavisen.

Og i øvrigt erklærer sig som old school-borgerlig, hvis nogen ellers skulle være i tvivl. Af hendes aktuelle bog fremgår det, at hun hen over en lille uge i sin tidlige ungdom gav den som bz’er i Ungdomshuset på Jagtvej. Med kælerotte under blusen og den obligate hashrygning med påtaget kendermine.

”Men jeg var aldrig venstreorienteret. Ikke i fem minutter. Men nysgerrig; jo,” konstaterer hun.

”Skyldig til det modsatte aldrig bliver bevist. Værdikampen i det 21. århundrede” er den fulde titel på Libaks debatbog og naturligvis forfatterens kommentar til de udskamningsprocesser, som netop i disse uger, måneder og år foregår foran en, ikke bare måbende, men i høj grad også medspillende offentlighed. Som regel med den meget omtalte ”hvide mand” på anklagebænken og med ofte diffuse beskyldninger om at have begået en krænkelse. Engang.

”Det kan også dreje sig om personer, ikke-hvide eller kvinder, der bare ikke har udvist tilstrækkelig empati over for minoritetspersoner. Sådan er det nemlig nu; det er ikke tilstrækkeligt, at man afholder sig fra at ytre sig nedladende over for kvinder eller direkte racistisk. Nu forlanges det af alle, at de tager aktiv stilling. Og ser man den igangværende sexismedebat herhjemme, er mange virkelig optaget af at give udtryk for deres engagement. For eksempel på de sociale medier; den stillingtagen definerer dem nemlig som individer,” siger hun.

Men først og fremmest er bogen, understreger Libak, en logisk opfølgning på hendes tidligere bog ”Forstå populismen!” fra 2018. Også denne gang er hendes bestræbelse at analysere, forklare og føre bevis – med henvisninger til blandt andre Rousseau og Reagan, forbi Bølle-Bob og Edmund Burke, Trump og Greta Thunberg og videre til Lennon og med nik til Løgstrup – for, hvorfor vi i dag står, som vi står; i en verden hærget af polarisering og dyb mistro til det, den ene side benævner ”strukturerne”. Og som den anden side bare kalder ”eliten”.

”Vor tid er svanger med mistillid til systemet,” lyder diagnosen i bogen.

Og det er en tid, hvor der kæmpes fra hushjørne til hushjørne om retten til at definere vores fælles virkelighed. En ret, der bruger krænkelsen som drivkraft, udskamning som strategi og i høj grad forsøges udøvet via sproget.

Ganske apropos er Anna Libak lige hvirvlet forbi til et tjept interview mellem to foredrag med netop det tema. Fagforbundet Kommunikation og Sprog har hyret hende til at holde en række oplæg i det jyske om ”Sproget som kampplads”.

”Der er sket en politisering af vores sprog, der gør os fremmede for hinanden. Vi fattes ord, simpelthen. I går – for eksempel – sad der en mørk person til mit foredrag. Straks blev jeg utilpas: Kunne jeg nu tillade mig at bruge mit medbragte eksempel på, hvordan betegnelser, der tidligere var helt neutrale, er blevet udrenset fra sproget?

På bagsiden af romanen ”Søn af de sorte” af Richard Wright skrev fine, fornemme Gyldendal så sent som i 1978: ”en af vore bedste neger-forfattere.” Min egen yngste datter flippede også fuldstændigt ud, da jeg på et tidspunkt forklarede hende om dengang, jeg var barn, og vi frimodigt talte om, hvem, der var sort eller gul eller rød som en indianer. Sproget er blevet et magtmiddel, der bruges til at undertrykke andre, og det gør det altså svært at være menneske,” siger Anna Libak.

Hun roder sig indimellem ud i ballade på Facebook, når hendes polemiske talenter tilskynder hende at bruge sproget kreativt og originalt; til at sætte ting på spidsen. Eller bare i humoristisk perspektiv. Som da hun skrev et opslag om ”Vild med svans”, efter at det første homoseksuelle par havde vundet finalen i det populære danseprogram med næsten samme titel. Nogle følte sig voldsomt krænket, og hun blev voldsomt skammet ud. Det er sådan, dynamikken fungerer. Og det gør den, insisterer hun; fungerer. Også selvom de fleste bare griner ad den.

”De kulturbærende institutioner – universiteter, museer, ministerier og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab – har nu indoptaget den identitetspolitiske venstrefløjs dagsorden. Aalborg Universitet opfordrer til, at de i jobopslag helt undgår ’maskuline’ tillægsord som ambitiøs og målrettet. På en højborg for viden! Myndighederne er er begyndt at referere til personers ’fødselstildelte køn’. Nationalmuseet skynder sig at fjerne betegnelsen eskimo, fordi en isfabrikant lige pludselig fandt den anstødelig, og på trods af, at der i mange år fandtes et helt forskningsfelt, der netop hed eskimologi. Sprognævnet er i gang med at modernisere sproget og omskriver det efter samme logik om ikke at krænke. Jeg er med på, at sproget o gså skaber virkeligheden. Men som borgerlig siger jeg bare, at man indimellem kommer til at overskride andres grænser,” siger hun.

Kampen er endnu ikke afgjort, kan Anna Libak dog også konstatere. Venstrefløjen sidder ikke længere alene på definitionsmagten, sådan som den gjorde det i årtierne efter 1968. Tværtimod kæmpes der netop indædt om den. Splittelsen, værdikampen, finder hun bekymrende, og i bogens sidste afsnit præsenterer hun derfor ”Syv principper for et fælles værdigrundlag”.

”Ja, jeg fastslår jo blandt andet, at ’Demokratiet virker faktisk’. Og siger ’Styrk meritokratiet’. Men på det seneste har det været vældig interessant at se, hvordan coronakrisen faktisk har styrket vores nationale identitet; hvor gladelig vi alle har accepteret at skulle indordne os under Mette Frederiksen (S). Hvem ville have troet det? Splittelsen bunder jo i en længsel efter fællesskab,” siger Anna Libak.

Bogen ”Skyldig til det modsatte aldrig bliver bevist. Værdikampen i det 21. århundrede” udkommer mandag den 26. oktober på Kristeligt Dagblads Forlag.
Bogen ”Skyldig til det modsatte aldrig bliver bevist. Værdikampen i det 21. århundrede” udkommer mandag den 26. oktober på Kristeligt Dagblads Forlag.