Århus får glæde af Heerup

Heerups Irma-reklame fra 1976 er blandt de plakater, som kan ses på Dansk Plakatmuseum.
Heerups Irma-reklame fra 1976 er blandt de plakater, som kan ses på Dansk Plakatmuseum.

Kunstinteresserede århusianere og andre med ærinde i den østjyske hovedstad kan efter nytår se frem til en udstilling med Henry Heerup på Dansk Plakatmuseum. Fra den 7. januar til den 2. april viser museet et bredt udsnit af de mange plakater, Heerup fremstillede gennem sit lange liv.

Der er plakater med omtale af enhver slags. Fra Handels- og Kontorfunktionærernes 75 års jubilæum til kunstmuseet Louisiana og Irma. Fælles for dem alle er Heerups sprudlende billedverden, der, som Heerup Museet i Rødovre beskriver det, er koncentreret om "livet fra undfangelse til død – med al den glæde, undren, kærlighed, sorg og smerte, det rummer".

"Heerups fantasiunivers tager afsæt i det, der omgiver ham – familien, haven, kærligheden - og med sit helt eget symbolalfabet komponerer Heerup fortællinger om livets dobbelthed. Han formidler et enkelt og nærværende livssyn, hvor glæden og lykken ved det nære og oprindelige er stor, men hvor også ensomheden, angsten og døden altid spiller med".

Udstillingen med Heerups plakater er en retrospektiv rejse gennem kunstnerens lange liv. Henry Heerup levede fra 1907 til 1993.