Vredens dag, "Dies Irae". En dommedagsvision med et frygtindgydende gudsbillede, langt fra det evangeliske. Teksterne har gennem tiderne inspireret komponister til maleriske og dramatiske musikalske iscenesættelser. Men for komponisten Bo Gunge har udfordringen især bestået i "via musikken at nærme sig den sjælelige rørelse, i skikkelse af intensitet og nærvær, som mødet med noget rystende og med døden også kan inspirere til". Det dommedagsagtige står i denne sammenhæng ikke alene, men ledsages af "insisterende forhandling om håbet og om nåden".
Netop teksterne om vredens dag havde en særlig betydning for Gunge, da han skrev sit "Requiem", et stort kirkemusikalsk værk, der i mandags uropførtes i Skalborg Kirke ved Aalborg og på lørdag genopføres i Ribe Domkirke, hvor koncerten optages af Danmarks Radio. I værket mødes en katolsk og en folkekirkelig tradition: Latinske tekster indgår sammen med de danske, der lyder i folkekirken allehelgensdag. De medvirkende i "Requiem", der varer omkring 50 minutter, er sopranen Winnie Barrett, barytonen Trygve Bjerkø, Aalborg-koret Coro Misto samt domorganist Birgitte Ebert, Ribe, på orgel. Søren Birch er dirigent. Projektet har modtaget økonomisk støtte fra række instanser, blandt andet Augustinus Fonden.
– Som komponist er man nødt til at tage stilling til sekvensen om vredens dag, siger Bo Gunge. En præst, som jeg her i efteråret hørte prædike over en tekst med nogle udsagn, der har en slående lighed med Dies Irae-teksterne, altså en dommedagsskildring med en dømmende Gud, sagde meget modigt og tankevækkende, at havde vi ikke haft andre udsagn fra Jesus, havde vi nok ikke kendt ham i dag. Jesus har i den pågældende passage fællestræk med mange af de andre profeter.
– Profetrollen stikker frem overalt. Også i dagligdagen. Det er den utilpassedes rolle: Et menneske føler, at alt, hvad andre gør, er fuldstændig forkert. Det rigtige er, hvad jeg gør, og hvis I er med mig, skal I også blive en del af det rigtige. Men hvis I ikke er, skal I få det betalt! De fleste mellem 18 og 28 har kendt det, man kalder weltschmerz, spleen eller utilpassethed. Man har en fornemmelse af at have en masse svar, men ingen gider høre dem.
– Under arbejdet med "Requiem" læste jeg en lille bog af D.H. Lawrence, der analyserer Johannes' Åbenbaring. Langt hen er det en redelig tekstanalyse. Men efterhånden "synger" han sig selv op på en ret skinger måde til en ren hadeafvisning af Johannes' Åbenbaring. Han ser den som et vidnesbyrd om en person, der føler, at hans plads ikke er i denne verden, og derfor råber højt i håb om, at hans plads bliver i den næste.
Lawrences afvisning er ikke Bo Gunges. Hans udgangspunkt er tvætimod fascination.
Den utilpassedes råb ind i verden. Vi har hørt det fra Rued Langgaard, komponisten, der fra 1940 til 1952 var domorganist i Ribe og med operaen "Antikrist" skabte en dommedagsvision, "hvor udslettelsen af fjenden er nødvendig for endelig på den yderste dag at skabe plads til sin egen eksistens". Gunge, der selv bor i Ribe, siger, at værket fører byens arv fra Rued Langgaard videre.
– Tekstsekvensen i forbindelse med Dies Irae falder i tre faser, fortsætter Bo Gunge. Først bulder og brag. Dommedagsbasunerne lyder, og de døde rejser sig af gravene for at træde frem for Gud. De gamle rekviemmer vil ofte gå ind med sådanne kraftige dommedagsskildringer med et kæmpekor og et kæmpeorkester, der blæser i messing fra alle fire vedenshjørner for at beskriver rædslerne. Man kan også høre det i min musik. I anden fase opnås ganske langsomt en tillid. Den sørgende eller undrende vinder fodfæste over for Gud og opnår en slags forhandlingsposition: Var der ikke noget med, Gud, at din søn døde på korset? Det kan da ikke have været forgæves? Er der ikke en flig af håb? Derefter går sekvensen et skridt videre og minder om synderinden, som Jesus tilgav. Kan det så ikke tænkes, at der er plads også til mig i Paradis?
Bo Gunge betegner sit værk som "et rekviem for avantgarden":
– I arbejdet med rekviem-teksterne følte jeg det bydende nødvendigt at opdage og erkende min forbundethed med fortiden. Jeg afskrev mig min utilpassethed. Eller måske tværtimod: Jeg påtog mig min utilpassethed ved at byde min kreativitet arbejdet med at bore sig ned i traditionen for det klassiske håndelag. Det vil sige med udviklingsformer, fugerede afsnit, gennemføringsdele og lineære forløb, hvor hver stemme har sin egen vægt. Er vores traditionelle kunstopfattelse den, at kunstneren til stadighed må bryde med etablerede former for at skabe det ultimative sidste nye, er dette værk nærmest i opposition hertil.
– Og, tilføjer Bo Gunge, opposition skal selvfølgelig ikke forstås som utilpasset, oprørsk, men snarere stilfærdigt og med kærlighed.