Ingen værdier, ingen udsigt til et meningsfuldt liv. Kun spot og destruktion. Udsigten er til ruiner og ingenting. Nihilismen er uden sprækker hos den tyske dramatiker Werner Schwab, der døde af druk nytårsaften 1993, kun 35 år. Hans stykke "Folkemord – eller min lever er meningsløs", der opføres på Aarhus Teater Scala, er et af fire såkaldte "fækaliedramaer". Og for at blive i terminologien: Det er vitterligt eksempler på "lorteliv", Schwab udleverer. Og han gør det med en sproglig veloplagthed, der er som livsoverskud hos en selvmorder.
Fællesskab har været det overordnede tema på Aarhus Teater i denne sæson, som ikke desto mindre, eller netop derfor, slutter med et stykke, der helt synes at forkaste tanken om fællesskab. "Folkemord", der i denne udgave er iscenesat af teatrets chef, Madeleine Røn Juul, har angiveligt gået sin sejrsgang "over hele Europa." Forstå det, hvem der kan – nærværende anmelder kan ikke. Schwabs vrængen er monoton som en dødsdom gentaget i det uendelige, eller i det mindste i godt to timer.
"Skraldespanden vil vise dig, hvem du er", siger fru Ohrm til sin krøblingesøn, den drikkende Herrmann, der i uafbrudt strid modvind fra sin mors foragt drømmer om at blive maler. Han fortjener at blive begravet ved siden af septiktanken, siger hun. Moren er katolik, hvad der for Schwab er ensbetydende med dumhed.
Mor og søn bor nederst i den etageejendom, som udgør rammen om stykket. Vi er en verden af kroppe. Kroppe, der indoptager og udskiller. Kroppe, der er ude af kontrol. Da manden i mellemetagen tisser i bukserne, siger hans ene datter: "Fars blære har været ude at lette ben uden at spørge far om lov". At der består et incestuøs forhold mellem faderen og døtrene mere end antydes. Man ville have undret sig mere, hvis ikke det havde været tilfældet.
En vis forventning om bevægelse i monotonien vækkes – dog ganske ubegrundet – da fru Nagh på øverste etage, en kynisk alkoholiseret kvinde, der lever i total isolation, inviterer de øvrige beboere til fødselsdag. Det vil sige til folkemord. Og så alligevel ikke. Men alene muligheden åbner for afgrundene mellem personerne og deres tomme konventioner. Skal man være positiv – hvad man ifølge Werner Schwab jo aldeles ikke skal – kan man da godt finde kvaliteter i forestillingen. Velspillet er den, det må siges. Fremhæves bør Martin Greis for den dynamik, hvormed han fremstiller Herrmann – og Merete Voldsted for flot gennemførelse af fru Naghs i øvrigt alt for lange slutmonolog til håbløsheden. "Nu er det for sent til lykken – og tillykke med det", siger hun blandt andet med en af Schwabs mange slående formuleringer.
Folkemord – eller min lever er meningsløs. Over-sættelse: Brigitte Kolerus. Iscenesættelse: Madeleine Røn Juul. Scenografi og kostumer: Manfred Blaimauer. Aarhus Teater Scala.