Fortrydelse over det tabte

Torben Steno har skrevet en lille hurtig bog om et stort og vigtigt emne. Hvor er anstændighedens normer blevet af i Danmark, og hvordan genopfinder vi dem?

Med afsæt i sin egen fortid som præstesøn ved Svendborg rejser Steno rundt i riget og møder forskellige mennesker, der skal hjælpe ham på sporet af anstændigheden. –
Med afsæt i sin egen fortid som præstesøn ved Svendborg rejser Steno rundt i riget og møder forskellige mennesker, der skal hjælpe ham på sporet af anstændigheden. –. Foto: Morten Germund.

For mange mennesker vil denne bog give mening. Længslen efter normer, høflighed og en mere respektfuld omgang med hinanden breder sig i landet, og med sin nye bog skriver journalist og musiker Torben Steno ind i en tilstand, mange i forvejen taler om.

Med Længsel efter faste former forsøger han at forklare høflighedens bortgang, og hvad tomrummet efter den betyder. Med afsæt i sin egen fortid som præstesøn ved Svendborg rejser Steno rundt i riget og møder forskellige mennesker, der skal hjælpe ham på sporet. Forfatteren blev født i 1959 og var selv med til at trække resterne af ungdomsoprøret med sig og fuldende det antiautoritære oprør. Steno tilhørte, som han udtrykker det, de frigjorte, der løb nøgne rundt på Thurø Rev, og kun nødtvungent underlagde han sig senere som elev på Journalisthøjskolen i Aarhus visse høflighedsnormer for at kunne fungere i en professionel sammenhæng.

Resultatet her cirka 25 år efter formulerer Steno selv: Jeg længes efter en synlig respektfuld afstand og en genkomst af noget af den høflighed, jeg selv har bidraget til at nedbryde. Med en sådan udfoldet selverkendelse som udgangspunkt læser man gerne videre.

I sin undersøgelse af de forsvundne faste former opsøger Torben Steno blandt andre digteren Søren Ulrik Thomsen, professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet Niels Egelund, sanger og komiker Niels Hausgaard og Trille, den legendariske protest-sangerinde. Alle medgiver i dag, at problemet findes, men de ser forskelligt på det. Mens Egelund ud over at fastslå, at Danmark er Europas mest bøvede land ønsker, at skoleelever igen siger De til deres lærer, mener Hausgaard, at vi må opfinde et middel mod den afstumpede omgangstone, uden at det nærmer sig spor af klassetænkning. Som hans blegrøde sind forbyder ham at anerkende. Hausgaard fremstår temmelig tøvende, idet han på den ene side ønsker faste normer, men samtidig forsager det formelle og måske lidt hierarkisk prægede samvær. Steno forsømmer at konfrontere Hausgaard med denne uklare position, der ellers er så klassisk, problematisk dansk.

Særlig interessant er analysen fra Søren Ulrik Thomsen, der forbinder den tabte høflighed med indforståetheden i det danske samfund. Thomsen siger: når man kan gennemføre en handel i supermarkedet uden overhovedet at sige et eneste ord, er det, fordi vi lever i et konsensussamfund, hvor den indbyrdes anerkendelse er blevet overflødig, fordi alt er forhandlet på plads på forhånd.

Midt i denne indlysende tilstand opstår der med Thomsens ord en trykkende tavshed i konsensussamfundet, der for eksempel placerer indvandrere i et tomrum, hvor de selv skal opfinde en tone, de forestiller sig kunne være passende. Umiddelbart synligt er det ikke, hvad man bør gøre eller sige.

Som kronen på værket opsøger Torben Steno sin gamle ledestjerne Trille, der i 1970erne var med til at sætte spørgsmålstegn ved gældende normer. For eksempel respekten for Gud. I sit bondehus reflekterer den 66-årige Trille nu over udviklingen og siger: Jeg synes, vi er blevet barbarer. Det gælder begge køn. Høflighed er jo det kit, der binder mennesker sammen, hvor du signalerer, at den anden rager dig. () Jeg har selvfølgelig optrådt på kvindefestivaler og lignende, men at det skulle ende her, har da aldrig været med min gode vilje.

Torben Steno bemærker selv, at han helt glemte at klandre Trille for hendes eventuelle ansvar, men læseren tænker selv, og en kvalitet ved bogen er, at den rummer dette strejf af for-trydelse over det tabte. Den opfordrer til selvransagelse af både tidsånd og egen opførsel og minder os om, at dette emne i sit inderste handler om selve respekten for medmennesket. Der jo ikke blot som en selvfølge består af sig selv.

Lidt komisk er det i øvrigt, at en bog, der taler så begejstret om dannelse og normer, er så smækfyldt med fejl. Heller ikke korrekturlæsningen er, hvad den har været, og Torben Steno har i flere henseender skrevet en hurtig og lidt ufuldstændig bog. Men problemerne, der belyses, er yderst reelle. De rækker vidt og stikker dybt, og lad denne lille bog være afsæt til, at vi for alvor i dette bøvede land begynder at tage dem alvorligt.

kultur@k.dk

Torben Steno: Længsel efter faste former. 112 sider. 129 kroner. Forlaget Multivers.