Politiets hudløse selvransagelse

Politihistorisk Museum åbner særudstilling om politiets rolle som anklagede og bødler under retsopgøret efter besættelsen

Befrielsen i maj 1945 var ikke lutter glæde for danske politifolk. Her ses en dansk politimand, der havde optrådt som stikker for tyskerne, og nu var blevet fanget af frihedskæmpere og bragt til afhøring i Helsingør. –
Befrielsen i maj 1945 var ikke lutter glæde for danske politifolk. Her ses en dansk politimand, der havde optrådt som stikker for tyskerne, og nu var blevet fanget af frihedskæmpere og bragt til afhøring i Helsingør. –. Foto: .

Regnskabets timer var mange og lange som et ondt år, da det danske politi skulle reetablere sig moralsk efter befrielsen den 5. maj 1945. Den danske regerings samarbejdspolitik med den tyske besættelsesmagt havde stillet politiet i kvalfulde dilemmaer, som rejste stribevis af anklager under retsopgøret. Rigsdagens indførelse af en straffelov med tilbagevirkende kraft havde et dystert kapitel om dødsstraffens genindførelse, hvor bøddeltjenesten blev pålagt politiet som en meget tung pligt.

I overmorgen åbner Politihistorisk Museum i København særudstillingen Politiet under Retsopgøret, der både fokuserer på politiet som anklaget og politiet som bøddel. Bag udstillingen står Politihistorisk Museums leder, kriminalassistent Povl Rasmussen, professor Henrik Stevnsborg og forfatteren Frank Bøgh. Sammen med sit katalog yder udstillingen, som vises frem til den 5. maj 2008, et bidrag til besættelsens historie, der vil blive stående.

Frem til den 29. august 1943 var politiet underlagt regeringen, der havde dekreteret samarbejde med besættelsesmagten og anbefalet et vist selskabeligt samkvem med tyske officerer. En ildelugtende anvisning, som de allerfleste danske embedsmænd holdt ud fra livet i strakt arm. Men ikke alle.

Allerede på befrielsesnatten mellem den 4. og 5. maj 1945 blev Københavns politidirektør Ivan Stamm sat fra bestillingen på grund af den måde, han havde ledet Københavns politi på, blandt andet ved en lang række lystige drikkelag med tyske officerer. Rigspolitichef Egil Thune Jacobsen, der havde været justitsminister frem til 29. august, genindtrådte ikke i embedet. Han anmodede forgæves om en rigsretssag, men blev i stedet slidt op ved evindelige afhøringer i Den Parlamentariske Kommission, indtil han døde i 1949. Også ni politimestre og 543 menige politimænd blev anklaget for aktiv unational adfærd.

Da tyskerne den 19., september 1944 slog til mod politiet med storstilede anholdelser, valgte de langt fleste, der forblev på fri fod, at tilslutte sig modstandsbevægelsen. De 1012, der havde holdt sig passive, blev efter befrielsen anklaget for passivitet og afkrævet en indgående redegørelse for, hvorfor de ikke før den 29. april 1945 havde meldt sig i modstandskampen. I alt 150 politifolk blev afskediget med denne begrundelse.

Øje før øje hedder udstillingens mest dystre afsnit. Da Danmark valgte at henrette landsforrædere efter besættelsen, var det eksekveringen af en dom, der før Anden Verdenskrig blev betragtet som definitivt afskaffet. Ikke siden 1892 var en forbryder blevet henrettet i Danmark. Selvom man ikke kan sammenligne modstanden mod dødsstraf før besættelsen med den modstand, der eksisterer i dagens Danmark, må det konstateres, at dødsstraffen efter 1945 hvilede på en vidt udbredt holdning i befolkningen.

Dødsstraf kræver bødler. En del meldte sig frivilligt, men regeringen valgte dem fra. Der skulle ikke eksekveres med blodtørst og hævnfølelse. Trods stor modstand fra politiets side blev det med en kongelig anordning pålagt korpset at bemande henrettelsespelotonerne.

I alt 72 blev dømt til døden, men kun 46 af dødsdommene blev eksekveret.

historie@kristeligt-dagblad.dk