En regn af diamanter ændrede verden

Antropologer mener at have fundet beviser for en kontroversiel teori: Det var en eksploderende komet, der for 13.000 år siden udslettede mammutten og de fleste andre større dyr samt de første menneskekulturer i Nordamerika

Billedet her er af Halleys komet, hvis bane med mange års mellemrum kommer forbi Jorden. Sten i alle størrelser rammer hele tiden Jorden, men de fleste brænder op i atmos-færen. Kun sjældent rammer store sten jorden. Men det var formentlig det, der skete for 13.000 år siden. –
Billedet her er af Halleys komet, hvis bane med mange års mellemrum kommer forbi Jorden. Sten i alle størrelser rammer hele tiden Jorden, men de fleste brænder op i atmos-færen. Kun sjældent rammer store sten jorden. Men det var formentlig det, der skete for 13.000 år siden. –. Foto: .

Antropolog Kenneth Tankersley fra University of Cincinnati har brugt de seneste måneder på et rode i jorden i delstaten Ohio i USA. Det har været mere spændende, end det umiddelbart lyder. Sammen med en større flok studerende har han fundet diamanter, guld, sølv og kobber. Men han har også fundet metaller og kul, og det er betydeligt mere opsigtsvækkende, for undersøgelser har vist, at metallet er fingeraftryk fra en komet, der har lagt lignende fingeraftryk i Canada og flere steder i Europa. Og at aftrykket lige som kullet og jorden, de ligger i er 12.900 år.

Det er de bedst mulige beviser for, at den vilde teori, der første gang blev fremført for et år siden af geofysikeren Allen West, højst sandsynlig er rigtig, siger Tankersley. Den fortæller om en komet med en diameter på to-tre kilometer, som eksploderede over Canada for cirka 13.000 år siden og forårsagede massive ødelæggelser, der helt grundlæggende ændrede jordens udvikling. Hver af de mange dele af kometen udløste eksplosioner med kraft som mange Hiroshima atombomber, og chokbølger kastede jord, genstande, diamanter og metaller helt op i atmosfæren og så langt væk som Irland. Isen, der dækkede det meste af Canada på det tidspunkt, smeltede og skabte store oversvømmelser, mens de opvirvlede genstande skabte så tæt et dække for solen, at jorden blev nedkølet i yderligere 1300 år.

For de levende væsener på store del af den nordlige jordkugle var katastrofen total. De fleste større, landgående dyr uddøde, herunder Mamutten, fordi kometen skabte massive skovbrande og ødelagde de planter, de normalt spiste. Også de første kendte menneskekulturer i Nordamerika, den såkaldte Clovis kultur, blev hårdt ramt og måtte ændre deres levevis dramatisk, da de primært levede af Mammut-jagt.

Siden dengang teorien om kometen blev født, har folk rystet på hovedet af idéen, inklusiv Tankersley selv. Det var næsten for utrolig en historie, der kunne forklare mange af de store skift i vejret, faunaen og den menneskelige kultur, der skete for netop 13.000 år siden. Men han var alligevel for nysgerrig til helt at lade tanken ligge og gik i gang med at grave. Nu mener han så at have fundet tilstrækkelige beviser for påstanden blandt andet også stumper af våben og redskaber, der indikerer, at Clovis-folket skiftede fra at jage efter kød til at spise planter på dette tidspunkt og det har fået den anerkendte National Geographic Channel og flere andre medier til at lave dokumentarfilm om emnet.

Der er dog stadig kritikere. Flere forskere mener, at Clovis kulturen faktisk udvidede sig i selvsamme periode. At metallerne er blevet båret rundt med gletcherne i den seneste istid. Og at der mangler spor af nedslag efter kometstykkerne. Ikke desto mindre har de nye fund vakt stor opmærksomhed i videnskabskredse. Nu må tiden så vise, hvad konsekvenserne bliver af den endelige rapport, som Tankersley vil offentliggøre senere på året.

henriksen@kristeligt-dagblad.dk