Fred kræver nye tænkemåder

USA har et ansvar for at lære mere og belære mindre, men vi er dog næppe den eneste eller væsentligste kilde til lidelse i Mellemøsten. International kommentar af den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine K. Albright

Den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine K. Albright håber på en fremtid, hvor børn fra alle baggrunde og alle trosretninger kan vokse op uden frygt.
Den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine K. Albright håber på en fremtid, hvor børn fra alle baggrunde og alle trosretninger kan vokse op uden frygt. Foto: Arkiv.

USA's næste leder vil have muligheden for at ændre tonen og substansen i amerikansk udenrigspolitik på måder, der kan fremme gensidig tillid mellem vort land og folkeslagene i Mellemøsten. Hvis det var mig givet at rådgive den nye præsident, ville jeg påpege følgende:

For det første er det en fejl at opfatte Mellemøsten og verden i det hele taget som splittet op i folk, der intet galt gør, og andre, der intet rigtigt gør. I moderate og ekstremister, sekulære og religiøse, onde og gode.

For det andet er USA's fjende ikke islam eller nogen undergruppe af islam. I kampen mod al-Qaeda står amerikanere af enhver tro og troende muslimer af enhver slags på samme side.

For det tredje er hverken USA eller noget andet land hævet over loven. En magt, som er løsrevet fra loven, har ingen legitimitet og vil uundgåeligt møde modstand.

Og endelig må USA efterstræbe fred på en besluttet og afbalanceret måde. Ingen amerikansk præsident vil vakle i sin støtte til Israels overlevelse og sikkerhed. Enhver amerikansk præsident bør tillige respektere det palæstinensiske folks værdighed og legitime ambitioner.

Som iagttager af internationale forhold indrømmer jeg gerne, at USA er nødt til at tænke dybere end hidtil over, hvorfor dets hensigter bliver misforstået. Sand dialog er uforenelig med uvidenhed, hykleri og nedladenhed. Ejheller kan sand dialog grundes på en præmis om, at et folk eller en civilisation er et andet folk og en anden civilisation overlegen. USA har et ansvar for at lære mere og belære mindre.

Dialog kan ikke desto mindre ikke foretages alene. Amerikanere beskyldes for at videreføre stereotyper, og denne kritik har noget for sig. Men det billede af USA, som er udbredt i mange muslimske samfund, er også groft forvrænget. Skønt USA har begået fejl, er landet næppe den eneste (eller væsentligste) kilde til vold, uretfærdighed, ulighed og lidelse i Mellemøsten. Det kan være meget bekvemt for nogle ledere at aflede folkelig frustration, der skyldes lerdernes egne usikkerheder og egen egoisme. Men ærligt er det ikke.

I denne sammenhæng er det ikke nok at klamre sig til gamle positioner. Fred kræver nye tænkemåder og modet til at skabe historie.
For at bygge broer, som i sandhed vil mindske kløften imellem os, må vi starte med at anerkende vor fælles interesse i at finde løsninger og vort fælles ansvar for at løse uenigheder. Hverken den amerikanske eller nogen anden regering kan eller bør forsøge at gennemtvinge løsninger alene. Alle kan og må nødvendigvis stræbe efter at opnå fremskridt i en samarbejdende ånd.

Med fremskridt mener jeg en reelt funktionel tostatsløsning i Israel/Palæstina; et Irak, der er samlet, stabilt og i fred med såvel sig selv som sine naboer; et Iran (og et USA) som respekterer andre landes ret til selvbestemmelse; et Mellemøsten forenet mod al-Qaeda og dens udløbere og allierede; og en fremtid, hvor børn fra alle baggrunde og alle trosretninger kan vokse op uden frygt.

Lad os til det mål tænke og handle i fællesskab og tage alt det til os, som vi har lært sammen. Fra det Nye Testamente: "Salige er de, som stifter fred." Fra den hebraiske Bibel: "De skal smede deres sværd om til plovjern." Og fra den ædle hellige Koran: "Drag alle ind i freden."

Denne artikel er en bearbejdning af kommentarer fremsat af den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine K. Albright på det amerikansk-islamiske verdensforum i Doha den 16.-18. februar 2008. Kilde: Khaleej Times, 18. februar 2008. Oversat af Sara Høyrup, www.texthouse.eu.