Rundt i dag

75 Forhenværende viceborgmester Hans Erik Trolle, Marielyst, er landbrugsuddannet fra Korinth Landbrugsskole og overtog efter endt uddannelse i 1958 driften af familiens fødegård "Wiesesminde" på Sydfalster. Hans Erik Trolle var i mange år aktiv i partiet Venstre, blandt andet som formand for Sydfalster Venstre, og han sad i fire perioder - i årene 1974-1990 - i byrådet i Sydfalster Kommune, heraf to perioder som viceborgmester. Hans Erik Trolle tog i 1953-1954 en lederuddannelse i gymnastik fra Gerlev Idrætshøjskole og var i sine unge år leder af flere gymnastikhold for drenge og mænd.

70 Bestyrelsesformand Leif Ærtebjerg, Roskilde, blev cand.merc. i 1971 og tillige cand.comm. i 1992. Indtil 1978 var han direktør for Dansk Fryseøkonomi og derefter i fem år økonomidirektør i Rockwool A/S - indtil 1989 administrerende direktør samme sted. Fra 1993 til 2003 beklædte han posten som Group Purchase Coordinator i Rockwool International. Leif Ærtebjerg har siden 2002 været formand for bestyrelsen for Aktuel Undervisning ApS og siden 2004 arbejdende formand for bestyrelsen for AU Holding Sjælland ApS.

60 Politiassessor, cand.jur. Flemming Havemann, Charlottenlund, udvidede efter endt skoletid på Krebs' Skole og Frederiksberg Gymnasium sprogkundskaberne under ophold i Cambridge og Lausanne i 1968 og 1970. Mellem disse to udlandsophold aftjente Flemming Havemann værnepligten i Den Kongelige Livgarde, hvor han meldte sig som tambur. Han blev cand.jur. i 1978 fra Københavns Universitet, og efter fire år som politifuldmægtig hos Politimesteren på Bornholm vendte han tilbage til hovedstaden, hvor han fik administrative opgaver hos Rigspolitichefen i Administrations- og Dataafdelingen. I 1986 kom Flemming Havemann til Politimesteren i Gentofte. Med politireformen rykkede han til Nordsjællands Politi med hovedsæde i Helsingør. Flemming Havemann har tillige været medhjælper hos Statsadvokaten for Sjælland og fra 2007 hos Statsadvokaten for København og Bornholm.

60 Sognepræst Ingeborg Kaels er født i Kgs. Lyngby i et grundtvigsk miljø. Efter et ophold på Askov højskole flyttede hun til Århus. I 1977 blev hun cand.phil. i nordisk sprog og litteratur fra Aarhus Universitet, hvorefter hun blev indvandrerlærer og seminarielærer. Fra 1984-1994 var hun projektleder for et iværksætterprojekt under det daværende amts erhvervsafdeling samt tillidskvinde for afdelingens magistre. Desuden skrev hun bøger om erhvervsfremme med særligt henblik på udvikling af landområder. Da Ingeborg Kaels i en alder af 44 år skiftede løbebane og begyndte at studere teologi, skyldtes det et stort ønske om at fordybe sig i kristendommen, hvorimod ønsket om at blive præst først opstod senere. Hun blev cand.theol. fra Aarhus Universitet i 2003. I 2005 blev hun ordineret og fik to tidsbegrænsede embeder i Århus-området. I 2008 blev hun indsat i sit nuværende embede som halvtids sognepræst i Spentrup og Gassum Sogne nord for Randers. Gennem årene har Ingeborg Kaels engageret sig i forældrearbejde samt i kirkelige og sociale sammenhænge, blandt andet i Kirkens Korshær. Hun er mor til fem børn og mormor/farmor til seks børnebørn. Når familien samles, er der tradition for en livlig debat af emner inden for tro, politik og medier. Ingeborg Kaels synger i et taizé-kor og dyrker oplæsning i et litteraturforum. Hun beskæftiger sig løbende med, hvordan kristendommen kan forkyndes, så det taler til mennesker i dag. Siden studietiden har hun været medlem af et konvent, hvor aktuelle teologiske værker sættes til diskussion.

60 Regnskabsassistent Else Bruhn, Blå Kors Danmark, bor i Tange ved Bjerringbro. Hun er kontoruddannet og har været ansat hos Blå Kors Danmark siden 1998, hvor opgaverne er diverse regnskabsopgaver. Inden ansættelsen hos Blå Kors nåede Else Bruhn at holde 25- års-jubilæum i en stilling som regnskabsmedarbejder på en maskinfabrik i Bjerringbro. Else Bruhn er gift med udviklingsteknikker Aage Bruhn. Parret har adopteret to piger fra Indien på nu 20 og 27 år. En del af fritiden bruges i Evangelisk Luthersk Missionsforenings afdeling i Tange, hvor Else Bruhn har ansvaret for bogsalget.