Indland det seneste døgn

Flere fyringer på Hvidovre Hospital

60 medarbejdere på Hvidovre Hospital fik tirsdag en fyreseddel. Det er gået hårdest ud over social- og sundheds-assistenter. Fyringerne er en del af en spareplan på 107 millioner kroner i 2010. Besparelserne vil betyde dårligere service for patienterne. For personalet betyder spareplanen, at de skal arbejde langt hårdere.

Svindel for 10 millioner på universitet

Politiet efterforsker lige nu en stor sag om svindel på Århus Universitet. Det drejer sig om svindel for 10 millioner kroner, siger Østjyllands Politi. Sagen handler om betalingen for forskning, der sker i samarbejde med et amerikansk universitet og forsknings-miljøer i Danmark. Chefen for forskningen er blandt andet forsvundet.

Personale går med til at spare hos SAS

SAS har et stort underskud på 2,2 milliarder kroner. Det betyder, at flyselskabet skal spare. Tidligere har medarbejderne protesteret mod spare-planerne. Men nu ser det ud til, at SAS og de ansatte bliver enige om en løsning. Kabine-personalet og piloterne er nemlig gået med til besparelser på en halv milliard svenske kroner.

Far sigtet for drabet på sine to døtre

En far bliver nu sigtet for at have dræbt sine egne børn. Manden blev i første omgang varetægts-fængslet, mens han lå på hospitalet efter et selvmords-forsøg. Lægerne har dog vurderet, at han er frisk nok til at møde i retten. Indtil videre er han fængslet frem til 4. marts. Han er sigtet for drabet på sine to døtre på ni og 12 år. Børnene blev fundet af deres mor i familiens hus. Manden blev også fundet hårdt kvæstet. Retssagen foregår for lukkede døre.

Foreningen Kirkeasyl nedlægger sig selv

Foreningen Kirkeasyl mobiliserede sidste år tusinder af mennesker til at støtte de afviste asylansøgere i Brorsons kirke. Men foreningen har nu besluttet at nedlægge sig selv. Kirkeasyl mener selv, at deres rolle er udspillet, og beslutningen har været undervejs i lang tid.

Ny EU-Kommission er godkendt

Connie Hedegaard og de andre nye EU-kommissærer får nu rigtig travlt. Ved en afstemning har Europa-parlamentet nemlig godkendt den nye EU-Kommission. 488 stemte for, mens 137 stemte imod. Resultatet blev modtaget med glæde af formanden, José Manuel Barosso. Han fortæller, at de nye kommissærer straks vil starte arbejdet. Deres største opgave bliver at skabe økonomisk stabilitet i Europa.

ligetil@ritzau.dk