Luk. 10, 36-37
Det er et drilsk spørgsmål, Jesus stiller til den lovkyndige, efter at han har fortalt om den barmhjertige samaritaner. Den lovkyndige begyndte med at spørge: Hvem er min næste?. Han havde sikkert håbet på et klart afgrænsende svar. Men Jesus ender med at spørge: Hvem var næste for ham, der faldt blandt røvere?. Historien får en uventet drejning. For en næste er ikke én, der skal hjælpes, men én, der hjælper.
Men forinden har Jesus både omtalt en præst og en levit, som ikke greb ind og reddede den sårede i vejkanten. Måske kan de være et billede på Moseloven og Profeterne et udtryk for, at alt det, der hører til den gamle pagt, ikke kan redde mennesker. Den sårede fik ikke hjælp af præsten eller levitten, for hverken Moseloven eller Profeterne kan frelse den fortabte.
Det kan kun samaritaneren et billede på Jesus selv. Og det er ikke tilfældigt, at vi ser Jesu billede i den barmhjertige samaritaner. For blandt meget andet blev Jesus også skældt ud for at være en samaritaner og besat af en dæmon (Joh. 10, 48). Det skete, selvom han tog sig af de udstødte og have omsorg for de syge.
Den overfaldne kan så være et billede på den lovkyndige og på os, der er blevet overmandet af destruktive kræfter, eller som er blevet slået af mismod og ramt af sorg og fortvivlelse.
Men den barmhjertige samaritaner stoppede ikke blot op på den farefulde vej mellem Jerusalem og Jeriko. Han stopper også op på vores vej. Han bøjer sig over os, når vi såres og synker ned i fortvivlelse og ensomhed. Han løfter os frelsende op, og han har allerede betalt for vores rekreation. Og hvis der løber flere udgifter på for at få os skabt på ny, er de også betalt!
Leif Vestergaard