Åb. 7, 9-10
Det er stærke billeder, der males i Johannes Åbenbaring, når han beskriver de sidste tider. Døden er besejret, og menneskers inderste drømme og håb opfyldes. Men billederne er ikke beskrivelse af konkrete fakta i fremtiden, men netop billeder. Johannes skildringer af de sidste ting må vi nærme os på samme måde, som vi nærmer os de første kapitler i Bibelen, der handler om de første ting.
I begyndelsen fortæller Bibelen om skabelsen, Paradiset og menneskers ulydighed. Gennem billeder siges noget fundamentalt om menneskers afhængighed af Gud, men også om vores frihed og værdighed. Her fortælles om, hvordan vi erfarer os selv som dødelige væsner og med en samvittighed, der gør os bevidste om, hvor splittede vi er mellem det gode og det onde.Og begyndelsen er tæt forbundet med afslutningen. Også her bruges der billeder for at skildre den fremtid, vi ikke kender, men som vi vender os mod med håb. Den Gud, som var ved begyndelsen og er nærværende i det nuværende, vil også være til stede ved afslutningen.
Gud, der står bag hele vores tilværelse og giver den mål og mening, valgte at møde os ansigt til ansigt gennem sin egen søn. Og som han var og er, sådan kommer han også i de sidste tider.
Den kærlighed, Gud åbenbarede gennem Kristus, vil han møde os med, når vi står for hans trone. For Gud har lovet os, at vi altid skal leve ham nær og være omsluttet af hans kærlighed.Da skal der hverken være sult eller tørst, og Gud vil tørre hver tåre af deres øjne.
Leif Vestergaard