Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?
At vi nu også har et hjem i Danmark. For tre år siden købte vi en lejlighed i København. Det var min mand, Laurences, idé. Jeg har altid haft lidt hjemve efter Danmark, men den hjemve er blevet stærkere i en moden alder, og når nu vi kommer til Danmark, som vi gør næste gang den 21. maj, kan vi bare sætte nøglen i døren, og så er vi hjemme. Fru Henriksen – min mor – var den første, vi havde på besøg der. Mødre er mødre, og det var fantastisk skønt, at vi kunne byde hende velkommen i vores danske hjem.
Hvor ser du dine forældre i dig selv?
Fysisk ligner jeg min far, men både mor og far havde enormt meget energi, ligesom jeg har. Vi var altid i gang, cyklede til stranden med madpakker, dyrkede gymnastik, den dag i dag laver jeg øvelser i parallelle barrer, i ringe, kører på rollerblades og kravler i tov som en abekat. Jeg er konstant in motion, også fordi jeg ved, at energi skaber energi. Hjemme i Nibe gik jeg som meget ung med aviser, Aalborg Stiftstidende. Om søndagen hjalp min far mig, aviserne var meget tungere dengang, og på ruten cyklede vi om kap og løb om kap. Det, at min far og mor var overskudsmennesker, har jeg med mig fra dem. Jeg elsker at være til rådighed for andre mennesker, ikke mindst i de velgørenhedsprojekter, jeg arbejder med. Og så har jeg den danske provins med mig. Jeg har lige været hjemme og besøge fru Henriksen i tre dage, og i Brugsen i Nibe snakker alle jo med alle! Det har jeg båret med mig ud i mit liv, i min forretning og på verdensscenen.
Beskriv en scene fra din barndom.
Min mor blev gravid med mig, da hun var 18 år, og da jeg blev født, boede vi til leje i en lille bitte lejlighed, hvor vi delte toilet med den enke, der ejede huset. Vi havde virkelig ikke meget, men min kusine Hanne og jeg fik lov at starte på danseskole, da hun var fire og jeg fem år. På den tid drømte jeg også om at blive trapezartist, og om sommeren arrangerede Hanne og jeg cirkus i skuret i baggården. Vi nød det og tog selvfølelig penge for det, så vi kunne købe slik. Jeg har altid elsket at inddrage publikum. At udfolde mig, at være klovn. Jeg er meget uhæmmet, der er ingen hemmeligheder om Ole.
Hvad tror du på?
Hver aften folder jeg mine hænder og beder til Gud og de højere magter. Jeg siger tak for endnu en vidunderlig dag, og jeg beder for verden, for kærlighed og sammenhold. I en meget ung alder, da jeg boede i Indonesien, opdagede jeg spiritualitet. Det var meget tydeligt, at folk dér var fuldkommen sikre på, at når vi dør, farer sjælen til himmels. Det gav mig en indre ro og forståelse af, hvad man skal lægge vægt på i livet. Det vigtigste for mig er, at man behandler sine medmennesker godt. Alle fortjener kærlighed, og jeg vil gerne sprede glæde.
Hvad ville du gerne have gjort anderledes?
Jeg ville ikke gøre en pind anderledes, for jeg har erfaret, at livet har op- og nedture ligegyldigt, hvem vi er, og ligemeget, hvad vi gør. Når man har nedture, er det vigtigste at huske, at løsningerne er der. Men man skal aldrig sige, at man ikke kan.
Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?
I en forholdsvis ung alder begyndte min far at få tegn på alzheimers. Det var en stor sorg at se denne livsglade, energiske mand falme og dø. Min mor var hos os i Los Angeles, da vi fik besked om, at min far var døende på det plejehjem i Nibe, hvor han boede, og hvor min mor ellers besøgte ham hver dag. Han døde, da hun sad i flyet på vej hjem. Den nat satte jeg mig og så en film om vores liv sammen. Næste morgen havde jeg kæmpestore poser under øjnene, fordi jeg havde grædt og grædt. Men jeg var klar til at tage imod en ny dag og klar til at tage til begravelse i Nibe. Men jeg savner ham. Far var altid positiv, og der er ingen tvivl om, at jeg er min fars søn.
Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?
Fra barnsben har jeg været modig. Jeg elsker at blive udfordret, både i mit arbejde og personligt. Det blev jeg blandt andet, da jeg filmede ”Ole elsker Danmark” (TV 2, 2019), hvor de fandt på alt muligt, jeg ikke vidste på forhånd, men jeg var med på det hele. Min mand, Laurence, har det ikke sådan. Når vi er på Capri og skal i vandet fra klipperne, stikker han en lille, forsigtig tå i fra trappen, så går han op igen, og så stikker han igen en lille tå i, det tager en evighed. Mens jeg kravler op på klipperne og springer på hovedet ud i det dybe. Både fysisk og mentalt hopper jeg altid ud på det dybe, for jeg ved, at jeg kan komme op til overfladen igen. Mit liv har været så fantastisk, og jeg er ikke bange for noget. Heller ikke for at dø, selvom det er en realitet, vi må være bevidste om. Om ikke andet må man lige få gjort orden i sine ting, så man ikke efterlader sig et rod.