Hans-Jørgen Nielsen var kæmpestor i sin tid 1965-1991. En litterær kritiker og digter, der var selve tiden i egen høje person for os unge, der læste hans lange anmeldelser i dagbladet Information, eller så ham til happenings med fødderne i stivnende cement, eller på billeder som hash-rygende.
Han var den moderne type, vi gerne ville være, uden fortid, bio-grafi og identitetskvababbelser – selve den hårde virkelige rytme i beatmusikken, skønt han vist egentlig foretrak rocken. Og så spillede han fodbold – jo, han viste, at den nye kropslighed også kunne tænke. Han havde forbindelser til 1960'ernes tidlige avantgarde og skrev hårdt mod inderligheden hos de nye sub-publicister, der solgte deres skrifter på Strøget eller ved sene biografforestillinger.
Nu er alt det, han introducerede, blevet hverdagskost: attituderelativismen, trivialkunsten og sporten som et spil ind i verden. Netop derfor er han måske blevet lidt glemt, også fordi han døde for tidligt ud af selv samme verden i 1991 som næsten 50-årig – det runde tal, han typisk nok netop ikke nåede.
Men nu femten år efter har hans hustru, Tania Ørum, sammen med Morten Thing og Thomas Hvid Kromann, udgivet og redigeret et stort udvalg af Nielsens artikler om kunst og kultur (med fine, oplysende noter). Heri kan man finde store dele af den uopdrivelige, men eminent vigtige bog for forståelsen af sen-60'erne: "Nielsen og den (h)vide verden", og mange af hans andre dengang i højeste grad skelsættende artikler.
Og man kan for eksempel se ham fra sin høje position som skriftdigtningens teoretiker gå i clinch med den Per Højholt, som senere blev så sakrosant urørlig. Og man kan følge hans store essay om modernismens tre faser, der blev bestemmende for den senere litteraturhistorie om det nye dengang i litteraturen. Hans-Jørgen med bindestreg var nemlig det nyes "formulator". Når han trådte frem på Informations sider, så blev der lagt spor ud, som ingen samtidige universitetsfolk kunne hamle op med. Han talte om det, der skete lige nu, men han kunne også sige nye ting om traditionen. Hans-Jørgen Nielsens kritik bed næsten altid i centrum af sagen – ofte var han ude efter inderligheden og den postulerede sjælelighed. Og skal man sammenfatte, var det nok hans hovedprojekt.
Han vidste fra sine utallige felter såsom avantgardekunst, populær kunst, poesi og skriftpoesi, musik, sport- og kulturdebat med mere, at det moderne bevidsthedsliv ikke længere foregik ad dannelses-tænkningens inderlige selvskabende veje. Jeg'et havde ikke længere en bestemmende kerne, det var spaltet op i mange jeg'er, der fungerede i hver sin situation med de mennesker og ting, det mødte deri.
Ikke karakteren, men de mange attituder, udgjorde det moderne menneskes holdning. Og spaltningen var vel at mærke uden tragedie og tabsmelankoli. Verden var et spil, det drejede sig om at tage del i. Betydningsløst og vidunderlig enkelt. Derfor var inderligheden så ilde anbragt i en virkelighed, som jo bare var betydningstømt.
Det fik Søren Ulrik Thomsen at mærke, da han i 1987 udsendte sine "Nye digte", hvori Hans-Jørgen Nielsen mente at kunne se "inderlighedens sidste spasmer":
"Jeg har kedet mig bravt ved at læse [Søren Ulrik Thomsens digte]. Hvad skal jeg med denne særegne blanding af [Johannes] Jørgensen og Højholt?"
Men her kunne vi alle se, at Hans-Jørgen Nielsen var ved at blive gammel og forstenet. Her forstod han ikke længere det nye, der skete. Hans rock-rytmer slog ikke længere til til den nye inderligheds dans hos 1980'er-digterne. Dog indtil da havde han nået at blive repræsentanten for den postmodernisme, som endnu ikke havde fundet sit eget navn. Efter sit langvarige marxistiske omsving i 1970'erne havde han genfundet noget af det i 1980' ernes teoretiske æstetik, som han selv havde praktiseret i 1960'erne.
På bogens omslag ses et noget grafisk tilrettelagt portræt af Hans-Jørgen Nielsen. Man ser dog klart hans vidunderligt vidensbegærlige øjne og den interesserede halvåbne mund. Netop sådan bør han huskes: Så at sige med et blik i alle retninger samtidig – seende, at verden sker nu, helt anderledes end vi forventer med vores inderligheds fordom. Og sådan skal det netop være i samtidighedens modernitet, der har sagt farvel til fortiden. Lad os være her nu. Og hvad kan vi så sige/skrive/spille?
**Hans-Jørgen Nielsen: Nye sprog, nye verdener. Redigeret af Tania Ørum, m.fl. 528 sider. 375 kroner. Gyldendal.